Vi anvender cookies for at indsamle statistiske data. Det hjælper os med at forstå, hvordan du bruger Bookmate Journal, så vi kan forbedre brugeroplevelsen af siden og de publicerede artikler.
Forsøgspersoner oplever film, musik og poesi, mens specielle sensorer og kameraer registrerer kroppens reaktioner på det, de oplever. Foto: Still fra en video fra Max Planck Institute for Empirical Aesthetics i Frankfurt.
Forsøgspersoner oplever film, musik og poesi, mens specielle sensorer og kameraer registrerer kroppens reaktioner på det, de oplever. Foto: Still fra en video fra Max Planck Institute for Empirical Aesthetics i Frankfurt.
Meri Melkonyan |

Empirisk æstetik: Hvorfor giver poesi gåsehud?

Journals udsendte har talt med en forsker ved Max Planck Instituttet for Empirisk Æstetik, der forsker i følelsesmæssig bevægelse – blandt andet ved at studere gåsehud.

Hvilke digte giver os gåsehud, hvad sker der i vores hjerne i læse-øjeblikket, og hvordan kan vi ved hjælp af den viden bevidst forelske os i poesi? Det har jeg spurgt Eugen Wassiliwizky om. Han forsker i neurale og fysiologiske træk ved “æstetiske følelser” ved Max Planck Institut for Empirisk Æstetik i Frankfurt.

Hvordan opstod idéen om at studere gåsehud?
Min forskning udspringer grundlæggende af et ønske om at studere tilstanden af følelsesmæssig bevægelse. Hvad betyder det, at blive følelsesmæssigt bevæget eller rørt? Jeg besluttede at gå til emnet ved hjælp af en række forskellige kunstneriske stimuli, som poesi, film og musik. Vi kan blive berørt af mange ting: af en politisk tale eller en handling, som vi observerer på gaden. Men jeg koncentrerer mig om et specifikt spørgsmål: hvorfor og hvordan bliver vi bevæget af et kunstværk, og hvad sker der med os i det øjeblik?

Følelsesmæssig bevægelse er et bredt emne, som har været genstand for diskussion i rigtig mange år. Allerede de romerske talere, Cicero og Quintilian, diskuterede emnet, men der var aldrig foretaget nogen empirisk forskning. Så jeg tænkte: lad os se på det fra et fysiologisk perspektiv. Kan vi finde noget, der er reproducerbart, et målbart svar på denne meget komplekse tilstand? Det kaldes “operationalisering”, når du har et meget komplekst udtryk - for eksempel “lidelse” - og du skal reducere det til noget, der kan måles for at undersøge det nærmere. Det kunne for eksempel være at måle lidelse ved at måle sammentrækning af visse ansigtsmuskler. Og derfor jeg startede med at studere gåsehud. 

Eugen Wassiliwizky begyndte som studerende at spekulere over, om følelser kan måles fysiologisk. Så i dag studerer han gåsehud. Privatfoto.
Eugen Wassiliwizky begyndte som studerende at spekulere over, om følelser kan måles fysiologisk. Så i dag studerer han gåsehud. Privatfoto.

Min første tanke var, at når jeg føler mig bevæget eller rørt ledsages følelsen ofte af gåsehud. Det er selvfølgelig ikke banebrydende men ganske normalt. Mange mennesker oplever noget lignende, når de er på stadion eller i operaen; en rislen ned ad ryggen. Andre fysiologiske reaktioner på at blive rørt er meget vanskelige at måle, som når du har en klump i halsen, eller når dine øjne er våde. Det er svært at undersøge den slags fysiske reaktioner på en måde, som ikke i sig selv påvirker deltagerne i eksperimentet.

Har andre gjort noget lignende før?
Ja. De ældste studier i feltet er foretaget inden for musikken. Det første forsøg blev gennemført i 1980 og påviste, at kroppen kunne få kuldegysninger af at lytte til et stykke musik, og det fik endda sit eget begreb – ‘musical chills’. På det tidspunkt troede forskerne nemlig, at sådan en reaktion kun var mulig som reaktion på musik. Da vi påbegyndte vores forskning, antog vi, at det ikke var helt rigtigt – og siden fandt vi ud af, at ud over musik kan ethvert ikke-statisk kunstværk af en vis længde fremprovokere gåsehud. Der er endnu ingen undersøgelser af skulptur eller maleri, men et meget lille antal personer beretter, at de oplever en følelsesmæssig ‘peak’–oplevelse som reaktion på statisk kunst. Men vi er de første til at udføre denne type forskning i relation til poesi.

Hvordan måler I gåsehud?
Vi bruger et såkaldt ‘goose cam’. Først printer vi et ultralet kamerahus på en 3D-printer, og det er praktisk, fordi vi kan lave det i præcis den form, vi ønsker. Vi sætter derefter et lille kamera i huset, noget lys og en sensor med et grønt lys, der registrerer nerveimpulser. Så når der er spænding i kroppen, tændes det grønne lys.

Vi fastgør kameraet til deltagernes krop og overvåger fysiologiske ændringer. Når en deltager ser en film, lytter til musik eller læser et digt, optager kameraet og udstyret alle deres fysiologiske signaler. Forskeren kan derefter studere to spor: hvad sker der i deltageren når oplevelsen peaker, og hvad er det, der nøjagtigt fremkalder dette udbrud – det vil sige, hvad er det de ser, hører eller læser i det øjeblik. På den måde danner vi et mønster af hjernemekanismerne, der styrer reaktionerne, og vi kan se, hvilke stimuli der dominerer i øjeblikke hvor kroppen reagerer. Vi kan for eksempel se, at når man ser en film, er det ofte et nærbillede af karakterens ansigt, der medfører en kropslig reaktion.

Et kamera i færd med at indfange gåsehud. Selve kameraet er placeret inde i den hvide boks, som er fastgjort til kroppen. I boksen er også monteret lys og sensorer, der hjælper med at indfange kroppens reaktioner. Foto: Eugen Wassiliwizky.
Et kamera i færd med at indfange gåsehud. Selve kameraet er placeret inde i den hvide boks, som er fastgjort til kroppen. I boksen er også monteret lys og sensorer, der hjælper med at indfange kroppens reaktioner. Foto: Eugen Wassiliwizky.

Men kan den kropslige reaktion ikke være forårsaget af læseren selv eller af selve situationen, når poesien læses?
Det kan selvfølgelig godt være tilfældet. Men i studierne er der normalt mange tests og mange mennesker, der deltager i dem, så vi kan spore en form for regelmæssighed i en stor mængde data. Nogle vil reagere på en bestemt stemme, andre på et bestemt digt. Men i sidste ende, hvis vi har foretaget mange forsøg, kan vi destillere nogle generelle principper af alle resultaterne. For eksempel kan vi se, at når vi læser et lyrisk værk, oplever vi oftest gåsehud i slutningen af linjer eller strofer og i slutningen af hele værket.

Hvad hvis en person står ude i kulden og samtidig oplever gåsehud på grund af kunsten? Hvordan skelner du mellem kulderystelser og følelsesmæssige rystelser?
Godt spørgsmål! Der er endnu ikke udført eksperimenter i den retning. Men der findes to forskellige typer gåsehud, sammentrækninger og rystelser. De kan på den ene side være rent fysiologiske – og er i øvrigt ikke kun forbundet med kulde men også med sygdom eller varme: for eksempel kan du også få gåsehud, når du går ind i en sauna. Og på den anden side kan vi opleve de fysiske reaktioner som følge af følelsesmæssige udløsere.

Så vidt vi ved, fysiologisk, er begge typer gåsehud ‘udløst’ af det samme hjernesystem – og fordi det er samme system, må der være en vis forbindelse mellem de forskellige typer af gåsehud. Hvis vi virkelig skal generalisere, vil jeg sige, at gåsehud på en eller anden måde er kroppens reaktion på en form for trussel. En fysiologisk trussel, hvis din krop mærker ubehag ved kulde eller varme eller en følelsesmæssig trussel – for eksempel mod de værdier, man identificerer sig med.

Hvilke konklusioner er du nået til i din forskning? Hvad giver os oftest den følelsesmæssige spænding – og gåsehud?
Oftest er det en sammenstilling af tristhed og glæde, en slags grænsestatus. I de undersøgelser, vi har foretaget oplevede vi, at når testpersonerne var mest påvirkede og oplevede gåsehud, beskrev de, at de mærkede en tristhed. De talte også om frygt: for når vi oplever beundring – en anden meget kompleks og blandet følelse – oplever vi normalt også frygt. Det er som at se et vulkanudbrud: du synes det er smukt, men selvom du er på sikker afstand, føler du stadig en slags frygt. Det er det samme med film: du ved, at det er fiktiv underholdning, men samtidig kan du blive rørt af nogle negative følelser. Så du oplever et sammenstød mellem polære, negative og positive følelser i samme episode.

Tag for eksempel en typisk break-up scene i en film. Du kan føle tristhed over adskillelse og farvel i første omgang, men på den anden side er der altid noget positivt: For eksempel fornemmer du, at karaktererne stadig er knyttet til hinanden, at de vil se hinanden igen. Hvis scenen var entydig trist, ville det ikke røre dig, det ville bare være deprimerende. Men hvis der ligger noget andet i baggrunden, der afbalancerer den tristhed, bliver du rørt.

Det kunne også være omvendt: for eksempel et digt, der beskriver en genforeningsscene. Selve genforeningen er selvfølgelig en glædelig begivenhed. Men hvis du forestiller dig det uden en trist baggrund overhovedet – uden en påmindelse om adskillelse – ville en sådan scene sandsynligvis heller ikke røre dig. Så du har enten positive følelser i forgrunden og negative i baggrunden eller omvendt.

Under eksperimentet måler kameraer og sensorer musklernes reaktioner på kroppen og i ansigtet. Og et særskilt kamera indfanger at hårene rejser sig og gåsehuden opstår på huden. Foto: Still fra en video fra Max Planck Institute for Empirical Aesthetics i Frankfurt.
Under eksperimentet måler kameraer og sensorer musklernes reaktioner på kroppen og i ansigtet. Og et særskilt kamera indfanger at hårene rejser sig og gåsehuden opstår på huden. Foto: Still fra en video fra Max Planck Institute for Empirical Aesthetics i Frankfurt.

Der er nogle andre typiske scenarier, der får dig til at opleve lignende følelser. For eksempel en heroisk død, det vil sige en død for et højere formål. Eller en sejrsscene. Sejren er kun rigtigt bevægende, når den er svær at opnå. I film om sport ser vi normalt en masse scener, hvor holdet eller atleten konstant fejler, og de opnår først sejren til allersidst. Hvis filmen startede med en sejr, ville den ikke røre nogen. Eller hvad med kærlighedserklæringen. Tænk på Romeo og Julie: de står ved deres kærlighed på trods af alle forhindringerne omkring dem. Hvis Julies forældre havde tilladt hende at gifte sig med den hun ville have, ville der ikke have været nogen følelseskonflikt, og så ville historien ikke have rørt nogen.

Men det er ikke hele historien. For i vores forskning har vi fundet ud af, at for at forårsage en kropslig reaktion, er et digt normalt også nødt til at have en historie. Vi prøvede for eksempel med nogle lyriske værker, hvor der er meget beskrivelse af natur men meget lidt handling – og disse berørte  meget mindre. Som jeg nævnte tidligere, er tempoet og rytmen også vigtig. Skælven i kroppen og gåsehud har en tendens til at forekomme i slutningen af ​​en linje eller af ​​et helt digt, og det, tror jeg, er direkte knyttet til strukturen i det lyriske værk. Min hypotese er, at gåsehud som svar på læsning af en tekst oftere forekommer i tilfælde med værker, der er rimede og metriske. Fordi rim og versemål giver dig en række forventninger. Rim og poesi generelt gør netop det: det fungerer i samspil med dine forventninger: det skuffer dem eller indfrier dem.

Hvad sker der i hjernen, når vi får gåsehud?
I øjeblikke med gåsehud aktiveres belønningssystemet, dvs. du befinder dig i en psykologisk belønningssituation. Nydelsescentret er en indlejret struktur i hjernen, der faktisk også findes hos mus og rotter. Og når vi får gåsehud, er det nydelsescentret der aktiveres.

Her skal vi huske på, at i neurovidenskab bruges ordet “belønning” anderledes end i daglig tale. En “belønning” i dette tilfælde forklares som en slags oplevelse, der sikrer, at du vender tilbage til handlingen for at gentage den igen og igen. Det er den ultimative adfærdsmæssige fortolkning af ordet “belønning” – vi har tendens til at vende tilbage til noget, som giver os glæde. Et konkret eksempel: hvis du lytter til et digt, og det rører dig, er du nødt til at sige, at du kan lide det. Hvis et digt ‘rører’ dig, kan det normalt ikke beskrives som ‘dårligt’, vel? Med andre ord betyder det at noget er ”rørende” automatisk også at det er ”godt”.

Så du føler glæde, og du befinder dig i en belønningssituation, når du læser et digt, der måske ikke ved første øjekast er et glædeligt digt, men på grund af dets positive aspekter og lyriske kvaliteter finder du dig bevæget. Belønningssystemet er aktiveret, og du får gåsehud. Biologisk betyder det, at du vil forsøge at vende tilbage til følelsen og prøve at opleve den igen. For eksempel når vi beder deltagerne i eksperimenter om at medbringe film eller digte, der giver dem gåsehud, siger de ofte, at det er deres yndlingsfilm eller deres yndlingstekster. Det at kunne lide noget er en form for nydelse.

Hvilket digt har så viste sig at være det mest rørende i dine eksperimenter?
Schillers digt “Die Bürgschaft” (Eng: “The Hostage”) var et af de digte, som gav størst målbar effekt. Den specifikke tekst kombinerer mange forskellige ting, der er vigtige for vores forskning. Ud over den historie, der udfolder sig i teksten indeholder den også passager med indirekte tale. For læserne er det sociale aspekt vigtigt, og derfor er vi meget interesserede i dialogerne, også selvom det relativt sjældent forekommer i poesien.

Da jeg begyndte på min afhandling i 2011, hægtede jeg mig faktisk på Schillers egen definition af, hvad det vil sige at blive “berørt”. I et essay skriver han, at det er en blandet følelse; det handler om glæde og lidelse på samme tid. Jeg var studerende, da jeg stødte på den definition første gang og spekulerede allerede dengang på, om det ville være muligt at undersøge den følelse ud fra et fysiologisk synspunkt. Er det kun en metafor, eller kan vi finde en fysiologisk bekræftelse af Schillers definition?

Og det viste sig, at det kan vi. Som jeg har nævnt tidligere, kan vi faktisk registrere forskellige impulser, der informerer os om oplevelsen af ​​polære følelser. For eksempel har vi været i stand til at registrere sammentrækning af ansigtsmuskler, når folk får gåsehud: når vi oplever en negativ følelse, trækker det i en bestemt gruppe af muskler over øjenbrynene. På den anden side har vi som beskrevet registreret aktiveringen af ​​lystcentret i vores hjerne. Det er præcis disse to poler Schiller skrev om. Han havde altså virkelig fat i noget – dengang for 250 år siden.

Har du nogensinde spekuleret på, hvordan den her viden kan bruges?
Folk spørger mig ofte, hvad vi skal bruge alle de her ting til. Kan vi lave bedre film eller skrive bedre digte? Jeg ved det ikke. Jeg studerer ikke de her ting, for at kunne give en opskrift på det perfekte digt. Hvis vi for eksempel tænker på Schiller – han vidste ikke noget om fysiologien bag gåsehud men skabte alligevel store digte. Men jeg tror stadig, ​​at den her viden kan være nyttig for andre. For eksempel ved at bruge den i undervisningssammenhæng. Jeg synes vi skal arbejde på at ændre den måde, vi underviser i lyrik i skolen. Statistikkerne vidner om, at langt de fleste elever aldrig vender tilbage til poesien efter at have læst det i skolen. Og det selvom nogle mener, at poesi er menneskenes mest grundlæggende sprog. Så forløberen for alt sprog er det poetisk sprog og særligt det sprog vi taler til spædbørn. Samtalen mellem moderen og spædbarnet efter fødslen er meget karakteristisk og har faktisk poetiske kvaliteter: gentagelser, på vers og med rim. Så både det sprog vi taler til spædbørn med og de ældste og mest oprindelige værker i litteraturen har klare poetiske kvaliteter. Så det ser ud til, at vi er tæt forbundne med det poetiske sprog og det er med til at udvikle vores sproglige evner, fordi vi udsættes for poetisk sprog, fra vi bliver født. Det ville være rigtig godt, hvis flere kunne nyde poesi og bevare det tætte forhold til det poetiske sprog. Men det er åbenbart ikke noget, vi får med fra skolen.

Hvordan ville du selv undervise i lyrik i skolen?
Jeg tror, ​​man bliver nødt til at inspirere til – og gøre det interessant – også at læse på egen hånd umiddelbart efter endt skolegang, når ingen længere kræver det af eleverne. Mit foreslag ville være at starte undervisningen med værker som vi kan se, bevæger de fleste mennesker. Med andre ord skal man vælge digte, som eleverne kan identificere sig med, digte som vil give genlyd hos dem følelsesmæssigt. Samtidig er det vigtigt, at digtene behandler universelle spørgsmål og dermed er relevante for mange mennesker. Der er ingen specifik liste over den slags digte (endnu), men man kunne f.eks. tage udgangspunkt i udvælgelsen af ​​digte fra vores artikel fra 2017.

I selve undervisningen tror jeg det er bedst ikke at fokusere på den formelle digtanalyse fra starten, men bedre primært at koncentrere sig om den følelsesmæssige oplevelse. Og det er det, jeg mener vi skal fokusere på: hvis en person blev berørt og bevæget, hvordan opnåede forfatteren det? Ofte går man i skolen direkte til versemål, rim og andre formelle analyser. Det tror jeg er forkert. Eleverne (og læsere i det hele taget) får som det første en følelsesmæssig oplevelse, og bliver først derefter fortrolige med det poetiske sprogs struktur. Simpelthen fordi digte er skrevet til følelsesmæssig oplevelse ikke til analyse.

Del: