Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

Morten Søndergaards poesi fortjener en grundig introduktion. Den får du her – i en serie på tre artikler. Foto: Tina Axelsson.
Morten Søndergaards poesi fortjener en grundig introduktion. Den får du her – i en serie på tre artikler. Foto: Tina Axelsson.
Søren Rosenberg Pedersen |

”Digte er ikke brugsgenstande”

Første artikel i en serie af tre, der tilsammen giver en grundig introduktion til den danske digter Morten Søndergaard.

Morten Søndergaards poesi peger i alle mulige retninger og kan virke abstrakt ved første øjekast. Med denne introduktion til digtervirket fokuseres der på de metapoetiske og poetologiske aspekter af Søndergaards poesi, for at skabe én af mange nøgler til forfatterskabet.

I Det Apostolske Palads i Vatikanstaten, hvor paven officielt holder til, i rummet Stanza della Segnatura, finder vi renæssancemaleren Raphaels kendte fresko Skolen i Athen. I centrum for denne fresko står to ældre mænd fordybet i samtale. Manden til venstre er Platon, der med sin højre hånd peger opad mod ”ideerne”, mens manden til højre er Aristoteles, der med flad hånd peger ud mod fænomenerne og tingene i verden. Billedet af den fænomen-udrækkende Aristoteles får mig ofte til at tænke på digteren Morten Søndergaards (f. 1964) poesi, der netop tager udgangspunkt i tingene i verden.

Raphaels kendte fresko »Skolen i Athen«. Foto: Wikimedia Commons.
Raphaels kendte fresko »Skolen i Athen«. Foto: Wikimedia Commons.

Det interessante ved Søndergaards måde at beskrive verden på er, at han på den ene side trækker på traditioner fra centrallyrikken, hvor det sansende digter-jeg er centrum for observationerne af verden, men samtidig har han en til tider nøgtern og naturvidenskabelig tilgang til selvsamme fænomener. Jeg’et hos Søndergaard er ikke blot observerende og perciperende via følelserne, men anskuer verden på tingenes egne præmisser. Samtidig er det anskuet gennem sproget, som når Søndergaard, i et digt fra samlingen »Døden er en del af mit navn« (2016), skriver:

Månen skinner så stærkt, at jeg får ord i øjnene.
Hvert bogstav er et vindue. Der er sort bag vinduerne.
Det er mørket
mellem stjernerne.
Jeg sidder og kigger ud i sprogets nat.

Morten Søndergaard sanser verden gennem sproget, gennem bogstavernes vinduer; sproget er et filter. Det er ”sprogets nat” og ikke ”Søndergaards nat”, der perciperes. Sproget er digter-jegets øjne. Vennen og litteraturforskeren Dan Ringgaard forklarer det således i artiklen ”Naturens orden er kaotisk” :

”Hos Morten Søndergaard er kaos ikke psykologisk, men fænomenologisk. Det er et kaos som opstår i bevidsthedens møde med tingene, og da tingene og naturen er dannet af matematiske, kemiske og biologiske strukturer, er det et ordentligt kaos, ikke et amorft, regelløst driftsælte som det ubevidste er det i psykoanalysen. Det handler om livet, ikke så meget om jeg’et.”

Litteraturkritikeren Lars Bukdahl kalder Søndergaards poesi for ”romantisk encyklopædisme” i Generationsmaskinen (2004), hvormed Søndergaard skriver sig ind i rækken af unge, debuterende digtere fra starten af 1990’erne sammen med Niels Lyngsø (med hvem han har samarbejdet ad flere omgange), Christina Hesselholdt og Merete Pryds Helle (med hvem han har været gift og fået sønnen Sophus Helle, som Søndergaard oversatte Gilgamesh sammen med i 2019). Bukdahl karakteriserer det encyklopædiske som

”en stil og et blik og en attitude og en sensibilitet, og kan sagtens, såvel i som uden for teksterne, køres op til (og sammen med) poetik og verdenssyn og fæle filosoferinger. Helt kort og groft kan man sige, at encyklopædisterne gerne vil beskrive verden, og at de gerne vil beskrive verden som et leksikon: objektivt, sideordnende, krydshenvisende.”

Litteraturforskeren Neal Ashley Conrad kalder i sit korte portræt af Morten Søndergaard fra Gads Danske Forfatterleksikon (2003) Søndergaards poesi for ”hverdagssurrealisme”, hvor han verdensundersøgende ”kobler de surrealistiske drømmebilleder med helt enkle, realistiske beskrivelser”.

Disse to beskrivelser peger hen mod en mangefacetteret digter, der placerer sig på forskellige lokationer i verden for at observere og beskrive gennem det sprog, der på én gang begrænser ham og giver ham et system til at forstå netop denne verden. Der observeres med stjernekikkert mod universets evigheder, for samtidig at zoome ind med mikroskop på de mindste ting på jorden. Samtidig reflekteres der over det selv samme sprogsystem, som benyttes til at observere den omgivende verden gennem.

Denne tilgang til verden, naturen, mennesket og poesien gør Søndergaard til en unik digter i dansk poesihistorie. Og med årene har Søndergaard forsøgt at sprænge poesiens fysiske bogrammer ved at skrive poesi på sten, marmor, hjemmesider og husgavle eller omdanne poesien til musik og lyd, sproghospitaler og ordapoteker. Poesien er allestedsnærværende for Søndergaard; selv kraniers suture-linjer er poesi. Denne grænsesøgenhed af poesien er nærmest aktivistisk i sit poetologiske udtryk uden at være politisk. Søndergaards sprog- og poesieksperimenter er alt andet end l’art pour l’art; der er en stor grad af oprigtig nysgerrighed i hans omgang med poesien og verden, nærmest legende; en dans rundt i poesien; en tasta-tur i sproget.

Das Ding an sich!
I digterportrætfilmen Lyrikporten (2016) af Jørgen Leth forklarer Morten Søndergaard, at han på den ene side skriver, for at gøre sig fri af og holde for eksempel angsten på afstand, og samtidig skriver han for at komme tættere på verden:

”Jeg oplever det at skrive som en måde at få adgang til verden på. Inden jeg får lov at være her overhovedet. Det er en slags dør, jeg skal igennem for at komme hen til verden. Det er gennem skriften. […] [J]eg er en slags bi, der flyver mod en rude, og bagved ruden er der et fantastisk landskab af blomster, hvor jeg egentligt gerne vil hen, og jeg flyver og flyver, og jeg kan ikke sige noget, men pludselig så er denne rude væk, og så kan jeg sige, lige hvad det skal være.”

Bier, ruder og vinduer går ofte igen i Søndergaards digte, og igen bliver han en organisme i verden, der observerer naturen og kulturen gennem sprogets ruder, som nogle gange sprænges for at blive et digt. I digtet kan tingens sandhed eller rene natur næsten åbenbares og sanses. Det kan nemt lede tankerne hen på den preussiske filosof Immanuel Kants (1724-1804) begreb om ”das Ding an sich”, som umiddelbart kan oversættes til ”tingen i sig selv”. Vi kan ikke vide noget om tingen eller fænomenet i sig selv, da den, i det øjeblik den perciperes, opfattes i tid og rum gennem menneskets følelses- og fornuftsfilter.

Morten Søndergaard virker til at tilstræbe sig denne erfaren af tingen i sig selv, selvom han godt ved, det nok er umuligt. Sproget bliver på en gang et begrænsende system, men også den kikkert han nu har til at behandle det, vi oplever. For ham er digte ”kort over tiden”, som han formulerer det i sin nærmest lyriskprosaiske poetik ”Kort over tiden” (1997). Her inddeler han tid i tre kategorier: 1. Den gående tid, en vertikal tid, som er den tid, vi bevæger os rundt i med vores kroppe og kan kommunikere i; 2. En liggende og kaotisk tid, en horisontal og fundamental tid, hvor vi ikke kan kommunikere, og hvor tiden går i alle retninger; 3. En skrå tid som er der, digte kan skrives, et sted mellem ”gang og fald”, det er ”fordybelsens og følelsernes tid”:

”Det er et forsøg på at trænge så langt ind i kaos som muligt, det er et forsøg på at nærme mig alt og afgrunden uden selv at gå til grunde, på grænsen til dét det overhovedet er muligt at formulere.”

At ramme denne tid sker for Søndergaard hen over skrivebordet eller bøjet ”over en grav”. Digtene kan her opstå i en tid, hvor tale næsten ikke findes og kan virke næsten uforståelig: ”Det har ingen mening. Det er bare betydning.” Og her kan der være en nøgle til Søndergaards poesi; undgå at søge efter mening i hver versefod. Nogle gange skal sprogbillederne bare nydes og sanses, andre gange har de en merbetydning, der rækker ud over sproget og digtet og peger ud mod sandheder i verden, hvor vi nærmer os tingen i sig selv. Eller med Søndergaards ord:

”Jeg er selv en ting. Jeg er ikke over eller under tingene, jeg er ikke afskåret fra dem. Digtet kan præcisere kaos ved at placere tingene, det mangfoldige i det enklest mulige billede.”

”Digte er ikke brugsgenstande”
At omfavne og dykke ned i hele Søndergaards digtervirke vil kræve en afhandling eller en monstrøs monografi. Som encyklopædist kommer Søndergaard vidt omkring i sine værker, og skriver om alt fra død og barndom til naturen og byer. I denne introduktion har vi nu fået nogle overordnede refleksioner over Søndergaards poesi. I resten af introduktionen vil vi zoome ind på en stor del af Søndergaards lyriske værker med et primært fokus på de metasproglige eller metapoetiske refleksioner over, hvad sproget og poesien kan og skal.

Hvis vi som læsere har en fornemmelse af, hvilke tematikker og fra hvilken poetik Søndergaard skriver, kan de komplekse digte med deres abstrakte lyriske billeder, anskues på nye måder af os som læsere. Vi kan ofte have en tendens til at lede efter meninger og betydninger i litteraturen, frem for at nyde et smukt skriftligt billede eller klangene i et digt. Digteren Simon Grotrian har engang i et interview til Weekendavisen rammende sagt om poesien:

”Digte er ikke brugsgenstande, noget, man går til for at kunne bruge i en anden sammenhæng. […] Hvis digtene er gode, bliver de et sted i sig selv, et sprog i sig selv. Jeg er ikke så bange for, at digtene kommer til at lukke sig om sig selv. For de skal jo ikke kommunikere. Som læser må man til gengæld bruge alt, hvad man har i sig, når man går til teksterne. Det handler meget om at associere.”

”flager af ru tid”
Året efter Morten Søndergaard dimitterer fra Forfatterskolen, og året før han får sin kandidatgrad fra litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, debuterer han stærkt med Sahara i mine hænder i 1992, som bliver godt modtaget af den danske kritikerstand. Det er en lille samling på 39 digte, som fra første digt viser Søndergaards fascination af tingene i verden og deres gang i sproget og tiden:

Fra i dag denne nye viden
som umærkeligt forsvinder
i flager af ru tid
præcise slag i sort –
det ubegribelige som jeg holder så fast
at knoerne bliver hvide:
ledningerne som dingler i blæsten,
lugten af vådt træ,
skikkelser som læner sig ind over mig.
Der er ikke tale om genkendelse
men måske er det dagene
som glemmes på en anden måde.
I det forrevne landskab
flyder tingene ud og ind
af deres flossede navne –
punkter hvor stemmer hvisker sammen
på sprogene om vanvid og skønhed.

Det bliver her tydeligt, hvorfor Søndergaards tidlige poesi bliver knyttet sammen med surrealismen: ”I det forrevne landskab/flyder tingene ud og ind/af deres flossede navne”. Vi foranlediges først til at se et forrevent landskab for os, hvilket i sig selv er abstrakt, hvor tingene i verden flyder ud og ind, men det viser sig, at det er tingenes navne, de flyder ud og ind ad, da navneordene er flossede. Og de sidste vers, ”punkter hvor stemmer hvisker sammen/på sprogene om vanvid og skønhed”, kan agere poetik for selvsamme digt; digtet kan se ud som og være vanvid, men samtidig skønhed. Læs bare lige indledningen igen: ”Fra i dag denne nye viden/som umærkeligt forsvinder/i flager af ru tid/præcise slag i sort”. Det er et abstrakt billede, af en ny viden, der forsvinder ”i flager af ru tid”.

Betydningerne kan være mange, som for eksempel at viden opnås, men forsvinder igen i tiden og ud af hukommelsen. Tiden er ru og barsk som resten af fænomenerne i verden, der kan være kaotiske og til tider virke vanvittige, som ”præcise slag i sort”. Men sætningen flyder og har en rytme, som skaber en poetisk skønhed. Måske får vi en åbenbaring i sprogbilledets merbetydning, og får derved en større indsigt i tingene, mens vi andre gange forvirres og må give fortabt i bestræbelsen på at finde mening. Digtet er stadig et digt, et klangligt sprogbillede, der på én gang peger ind i sig selv og ud mod tingene i verden. Det bliver et kendetegn for en stor del af Søndergaards poesi og i særlig grad i samlingen Sahara i mine hænder.

nothing here, sorry
Et helt år med ubegrænset læsning for kun 49,95 om måden.
Læs mere

Det metasproglige er knap så fremtrædende i disse digte, men vi mærker en ung Morten Søndergaard, der bevæger sig mellem tingene i verden og forsøger at forstå dem gennem poesien. Lige fra naturen hvor ”valmuerne bløder/roserne drikker” og til ”det almindelige/ølkapsler, snørebånd,/solen der går op og ned,/aviser, nøgler, mord,/den stemme vi har.” I digtet kommer det lyriske i verden blandt andet fra den spanske bjergkæde Sierra Nevada, hvor lydene er ”blevet til genstande”. I dette digt møder vi også tydeligt en digter, der, som Aristoteles, beskæftiger sig direkte med tingene i verden. Det skal retfærdigvis fremhæves, at Aristoteles også arbejder med det metafysiske, som i mindre grad har Søndergaards interesse. 

Det er ikke Platons ideer, der optager Søndergaard, når han skriver: ”Berkeley mente at verden/var en forestilling i bevidstheden,/men hvordan bortforklare/floddalen med dens erindring/om tidligere regn”. Den irske filosof George Berkeley mente, at der ikke findes en substantiel ydre fysisk verden, som kan påvirke os gennem sanserne, men at vi kun har adgang til vores idéer, som vi kan erkende verden igennem. Søndergaard spørger så, hvordan floddalen kan erindre regn; med andre ord så eksisterer tingene, fænomenerne uden for vores sanseapparater. Floddalen har sin egen erindring. Det samme har bierne, edderkopperne, ølkapslerne etc. Vi kan blot anskue disse ting, give dem et navn og en lyd, og for Søndergaard prøve at begribe dem inden for ”versets vægge”, som han senere betegner det, og poesiens forsøg på at sprænge netop sprogets systematiserede begrænsninger. Betydninger kan derfor hurtigt glide ud mellem fingrene på os, som Saharas ørkensand mellem vores hænder.

Præpositionerne sætter sig på tingene
To år efter Sahara i mine hænder udkommer Søndergaard med Ild og tal. Hvor debuten var meget spørgende og konstaterende i sin karakter, så har denne samling en mere søgende og konkluderende tone. I det indledende titeldigt mærker vi denne konkluderende ansats (i øvrigt skal det da lige sniges ind, at der i dette digt er noget så sjældent for Søndergaards poesi som et enderim i de to sidste vers):

Vi mærker blodet en brøkdel
varmere på vej ud af hjernen,
vi er denne varmegrads opløste ciffer,
en simpel kærlighed
gående mod uendelig
i et stadigt voksende fald.
Vi er ild og tal.

*Vi*’et er os, der er i verden. Et altomsluttende vi, der sanser og er og eksisterer i universet simultant med alt andet. Vi kan mærke ”blodet en brøkdel/varmere”, en temperatur der stiger, men vi mærker bare stigningen. Vi skal have værktøjer, hvis vi skal have et eksakt mål på stigningen. Vi er på én gang en kaotisk og vild organisk ”ild” i verden, men vi figurerer også samtidig med de systemer, som matematikken og fysikken kan beregne. Vi er begge dele, ”vi er ild og tal”.

Som der senere står i digtet ”Fuga”: ”Her tikker urene gennem/et matematisk mørke”, som er uden for vores magt, men vi ”prøver at holde/dagene intakte”. ”Her er du et ord,/et glemt tegn i en sten.” En stor del af digtene i Ild og tal kredser om tiden, og om vores magtesløshed over for den. Kun sammen kan vi blive et ord, kan vi blive noget. I digtet ”Cirka Cirka” vikler tiden sig sammen med sproget, og vi nærmer os en metapoetik, som senere hen bliver kendetegnende for flere af Søndergaards digte:

1, 2, 3, dette er en prøve,
før taleren kommer tallene.
Skyerne trækker ind i hinanden,
urviserne glider hen over skiven,
fingeren følger kaffekoppens hank.
Præpositionerne sætter sig på tingene
som store insekter med mørke vinger.
Jeg begynder forfra med verberne,
jeg reviderer billedet,
et nyt viser sig under det gamle.
Jeg prøver: metalsmag, et bryst, sne,
8 stykker papir, 9 elegante katte, 10 hårde slag,
kaffekoppen, uret, skyerne.

”Før taleren kommer tallene.” Et tilløb til tale, en talrække, måske i form af den tid, vi først skal igennem, hvor vi skal erhverve os sproget. Eller det splitsekund hvor vi i tankerne sammenfatter den sætning, der skal til at komme. Vi bevæger os tidligt i sproget; både når vi danner sætningerne i vore hoveder, når de udtales, når de skrives, og når de læses, mens ”urviserne glider hen over skiven”, med den dobbelte betydning af ”urviserne” som både viserne på et ur, men også de første viser, der blev sunget i civilisationernes begyndelse; de viser al poesi hviler på.

Det abstrakte billede af tiden og poesien afløses straks af den hverdagslige og måske næsten ligegyldige bevægelse, når ”fingeren følger kaffekoppens hank”. Den er vigtig, for den er også poesi. Imens sætter ”præpositionerne ”sig på tingene” i verden; giver dem tid (”før taleren”), rum (”ind i hinanden”) og tilhørsforhold (”insekter med mørke vinger”). Midt i digtet stopper Søndergaard op, for han vil revidere sit billede, sit digt. Reflektionen bliver en del af digtet, og for at opbygge et nyt digt, må han starte forfra med verberne, samtidig med at han allerede er i gang i det sekund, han skriver refleksionen som et digt. Under det gamle digt træder et nyt frem i en opremsning af substantiver, der slutter den talrække, som indledte digtet. Det er et digt, som på én gang peger ind mod sig selv og ser på, hvad et digt er, og samtidig peger det ud ad mod tingene i verden; selv de mest basale ting, som er det, poesien har evnen til at gøre store og vigtige, som for eksempel kaffekoppen og skyerne.

Naturen og tingene i verden indeholder en hemmelighed, en viden, som vi ikke har adgang til; igen med tanke på Kants das Ding an sich, tingen i sig selv. Denne forgæves søgen efter at forstå tingene i sig selv bliver tydelig i digtet ”Ubestemmelsessteder” (som også bliver titlen på den fantastiske, lyriske kortprosasamling, der udkommer i 1996, men som ikke behandles synderligt dybere i denne introduktion):

Selvom vi ved at den korteste vej
mellem to punkter er en ret linje,
går vi en omvej gennem skoven.
Vi prøver at huske de navne vi har for afsked,
men det er som om der findes en viden
i træernes mørke kvadrater,
vi ikke længere har adgang til.
[…]

Selv ved at tage omveje gennem tingene i verden, har vi stadig ikke adgang til tingene, men poesien er en omvej gennem tingene i verden, som kan få os tættere på en adgang. En ”række diffuse brud” og ”tusmørkets hvide støj/vikler sig om stemmerne”, fortsætter Søndergaard, hvorfor verdens kaos vikler sig om os, om tingene, og om vores forståelse, perceptionen af tingene, og slører vores blik, så vi ikke kan forstå tingene i sig selv, ”en fin susen sløjfet ind i ordene”:

[…]
Vi prøver at forstå de ting vi ser,
men de fleste betydninger går tabt,
blir krystal og sne, ubestemmelsessteder,
[…]

Tingenes betydninger går tabt, før vi når at forstå, hvad det er, vi ser. I digtet prøver Søndergaard at indkapsle betydningen af tingen ved netop at pege på den og samtidig overskride dens forståelse ved at gøre den lyrisk; lade den række ud over digtet og sprogets systemet. I det afsluttende langdigt ”Solturbinen” skrives det meget eksplicit og bliver tre vers, der for alvor kommer til at pege frem mod Søndergaards efterfølgende poesi og poetik:

[…]
og betydningen løber ud over
  sætningsgrænsen,  
ind i det langsomme frembrud
[…]

”imod versets vægge”
Med Bier dør sovende får Morten Søndergaard sit store offentlige gennembrud som digter, og cementerer sig som en fremtrædende og nyskabende dansk lyriker. Det er en samling, der forsøger at omfavne alt i et tempo og med en energi, som får digtene til at flyde som musik. I omfang er denne samling noget mere voluminøs end de to foregående bøger, men fortsætter hvor Ild og tal slap med en søgen rundt i tingene i verden.

Hvor de to foregående værker på hver deres måde søgte ind i tingene, så peger Bier dør sovende hen mod den mere encyklopædiske poesi, som Lars Bukdahl kredsede om tidligere. Her er det ikke så meget en søgen ind i tingene i sig selv, som det er en skildring af tingene, som de fremtræder med et mere anskuende og dokumenterende blik, nærmest eksperimenterende med tingene i verden, som i det indledende titelløse digt, hvor det lyriske jeg nærmest virker som en omvendt arkæolog: ”Jeg graver kun runde ting ned i jorden,/solen f.eks., […]”. Samtidig fastholdes de surrealistiske billeder, der næsten forekommer mytologiske midt i den videnskabelige dokumentation: ”Morgenfalken betragter mig med horusøjne/fra sin båd af jade, og en skarabæ/triller solen gennem sandet,/[…]”.

Digtet bliver en prolog for resten af samlingen, hvor det surreelle fletter sig sammen med tingene i verden; med de nye rammer undersøger Søndergaard på ny tingenes betydninger gennem det poetiske sprog, hvor ”hvert bogstav er et vindue”. Samlingen er inddelt i fem afsnit, ”Alting taler et andet sprog”, ”Den af tiden foreslåede rækkefølge”, ”Biopsi”, ”Offentlige bekendelser” og langdigtet og epilogen ”Kompas”. I en del af samlingens digte bliver de metapoetiske refleksioner mere fremtrædende end i de tidligere bøger, som i de sidste vers fra et tidligt digt i samlingen:

\ […] et kommas lille blinde snegl
strækker sine følehorn i alle retninger,
mens en kugle rikochetterer imod versets vægge
på vej mod et punktum,
et skudhul midt i en tanke,
gnister fra den kraft ordene ejer,
stumper af alt det som er:
kalium, marmor og en sitrende linje
i seismografens brev til bjergene.

Naturen og sproget smelter sammen. De bliver poesien. En sætnings eller et vers’ ufuldendthed i form af et komma billedliggøres med en blind snegls følehorn, som prøver at gribe næste led i sætningen eller verset, i et forsøg på at skabe et billede eller en mening. Betydningen i form af en kugle rikochetterer ude af kontrol ”imod versets vægge/på vej mod et punktum”, som er der, hvor digtet eller sætningen ender. Søndergaard på én gang skriver om og skriver i versets vægge, mens vi anskuer disse vægge i vores læsning.

Digtet er et lille lukket værk om sig selv, der samtidig peger udad mod tingene i verden, som vi prøver at forstå gennem poesien og sproget. ”[G]nister fra den kraft ordene ejer,/stumper af alt det som er:/kalium, marmor og en sitrende linje/i seismografens brev til bjergene.” Ordenes kraft gnister ud mod os, og skaber de poetiske billeder eller peger direkte på tingene, som i en encyklopædi: kalium og marmor. Men Søndergaard bryder denne empiriske pegen ved også at nævne ”en sitrende linje”, som kan være poesiens vers, men som enjambementet viser os kommer fra seismografens brev til bjergene.

Igen fletter naturen og naturvidenskaben sig ind i poesien, som bliver kendetegnende for Søndergaards poesi fremadrettet. Samtidig bliver Bier dør sovende en samling helt for sig selv i sit virvar af henvisninger til reelle ting i verden smeltet sammen med surreelle billeder, et lyrisk jeg, der observerer og skildrer, men aldrig konkluderer. Denne blot ”passerer igennem det” i ”den af tiden foreslåede rækkefølge”. Det må derfor være op til os som læsere enten at give os hen i billederne og acceptere det uforståelige, som verden jo også kan være, eller forsøge at skabe mening og betydninger i poesiens skildring af tingene i verden, også de abstrakte. Vi aner ikke, som Søndergaard skriver et sted i ”Kompas”, om vi nu når frem til en form for indsigt:

Vi må improvisere os frem og raffinere det stof,
som drømmene aflejrer i os,
de lysende porøse sætninger, der ligger foran os
en dag hvor vi tror os mest alene,
for vi aner jo ikke, om vi nu når frem
til en form for indsigt,
eller om vi siden skal rode efter netop dette øjeblik
i hukommelsens kompostbunke.

***

Det var første artikel i en serie på tre, der til sammen giver en grundig indføring i Morten Søndergaards fascinerende, gribende og hjernevridende poesi. De to næste artikler med titlerne Dette hav af ord og Digte er et træ bliver publiceret hen over de næste to uger.

nothing here, sorry
Et helt år med ubegrænset læsning for kun 49,95 om måden.
Læs mere

Del: