Mysteriet Ferrante
På trods af den kæmpe store popularitet er den italienske forfatter Elena Ferrantes sande identitet forblevet ukendt for offentligheden i næsten 30 år. Journal-skribent, Katerina Rubinskaya, har set på de forskellige teorier om den mystiske forfatter – og samtidig har hun kigget lidt på Ferrantes bøger og hvorfor de er så populære.
Hvad ved vi om Ferrante?
Det er næppe nyt for fans, at Elena Ferrante, navnet, der pryder omslaget af en række internationale bestsellers, er et pseudonym. Forfatteren er meget privat; hun giver sjældent interviews og udelukkende gennem sit forlag. Hun har ingen profiler på de sociale medier. Og desuden insisterer hun på, på bedste postmodernistiske vis, at når en bog er skrevet færdig, er der ikke længere brug for forfatteren – og læserne behøver heller ikke at kende noget som helst til forfatterens biografi. Den holdning har hun haft og aldrig veget fra i næsten 30 år – siden 1992, da Ferrantes første roman blev udgivet i hjemlandet Italien.
Selv udgivelsen af det biografiske værk »La Frantumaglia« (‘fragments’) i 2003 kastede ikke specielt meget lys over situationen – det eneste, der for alvor bliver slået fast er, at Ferrante tilsyneladende blev født i 1943, voksede op i Napoli og tog en uddannelse i filologi. Det lader desuden til, at hun har et barn (eller flere?) – og havde en mand.
Hvad skriver Ferrante egentlig om?
Al hemmelighedskræmmeriet om privatlivet har ikke skadet Ferrantes karriere – måske snarere tværtimod. Hendes Napoli-kvartet, fire romaner om det langvarige venskab mellem to napolitanske kvinder: Rafaella (Leela) Cerullo og Elena (Lena) Greco, gjorde den mystiske forfatter verdensberømt. Både kritikere og læsere har taget vældig godt imod den ganske usentimentale skildring af de to kvinder og deres forhold på en baggrund udgjort af et samfund med stive kønsroller og en forudsigelig modvilje mod dem, der ikke passer ind. Derudover handler romanerne også om det at skabe sig en litterær karriere som kvinde, uddannelsesmæssige problemer og – en interessant tilfældighed – retten til at værne om sit privatliv og beskytte sine egne grænser. Alt dette er pakket ind i den ret unikke sociokulturelle kontekst i det fattige område omkring Napoli.
Ferrantes andre bøger, »Forladte dage« og »Dukken der blev væk«, er også blevet bestsellers. Og senest er romanen »Voksnes løgnagtige liv« udkommet på dansk. Den fortæller historien om en ung napolitansk kvinde, Giovanna, der ufrivilligt befinder sig i centrum for en langvarig konflikt mellem en far og en tante, eller rettere de verdener, de repræsenterer; den ene intellektuel, den anden simpel og ubehøvlet, men begge lige manipulerende.
Ferrante og folkets kærlighed
Hvorfor er der så meget snak om Ferrante? For det første har HBO produceret en serie baseret på Napoli-romanerne – i 2018 og 2019 blev den første og anden sæson frigivet, der bygger på henholdsvis »Min geniale veninde« og »Historien om et nyt navn«.
Derudover må man bare sig, at enhver bog fra Ferrantes hånd bliver et hit. Ifølge nogle anmeldere kan en sådan umiddelbar kærlighed til bøgerne skyldes en form for psykologisk nøjagtighed, hvormed kvinders oplevelser bliver portrætteret. Det kan diskuteres, hvor nyskabende og feministisk revolutionære tematikkerne og ræsonnementet i Ferrantes romaner er, men populariteten er et uomtvisteligt bevis på, at bøgerne og deres budskaber rammer virkelig mange læsere helt rigtigt.
Den ‘psykologiske nøjagtighed’ får alligevel mange til at vende tilbage til spørgsmålet om forfatterens biografiske virkelighed, og hvorvidt hendes værker kan fortælle os noget om forfatterens egne oplevelser. Det er selvfølgelig vanskeligt at liste den slags oplysninger ud af nogen med et så stærkt og mangeårigt pseudonym. Mange fremtrædende forfattere skriver under et pseudonym for eksempel for at prøve sig selv af i en anden genre, end den de er kendt for. Og det er da heller ikke ualmideligt for forfattere at foretrække at leve en tilbagetrukket tilværelse og insisterer på at værne om privatlivet. Det skal de have lov til uden at vi partout tror, at de har noget at skjule. Grunden til at mange alligevel forsøger at finde vej til de biografiske oplysninger, må vel være fordi det virker som om, der er noget at hente – en dybere mening og en væsentlig ekstra dimension til romanerne.
Ferrante er en anden kvinde
Der er længe blevet spekuleret i, hvem der gemmer sig bag navnet Ferrante, og blandt de mest sandsynlige kandidater er lærer Marcella Marmo og oversætter Anita Raja. Begge kvinders biografiske fakta overlapper med den påståede biografi om Ferrante, men begge benægter hårdnakket at stå bag pseudonymet.
I 2016 foretog journalisten Claudio Gatti en skandaløs efterforskning, hvor han dykkede ned i Anita Raya’s personlige dokumenter og betalingsoplysninger. Som følge af sin undersøgelse konkluderede han ikke blot at Raya var Ferrante, han beskyldte hende også for at lyve i bogen »La Frantumaglia«, fordi nogle facts ikke stemte overens. Året after ringede den berygtede italienske fake-news-skribent, Tomaso Debenedetti, til Anita Raja, og fik efter eget udsagn hendes mundtlige bekræftelse af, at Ferrante er hendes pseudonym. Ingen af de her historier er nogensinde for alvor blevet kommenteret – de er blot blevet benægtet af forlaget (der i øvrigt drives af et ægtepar, der også har været mistænkt for at være Ferrante).
Ferrante er en mand
Der er dog en endnu mere dristig teori, der går på, at Ferrante i virkeligheden er en mand – nemlig Anita Rajas mand, journalist og forfatter Domenico Starnone. Tilhængerne af denne teori påpeger, at for det første kunne Ferrantes personlige historie godt ligne en blanding af Rajas og Starnones. For det andet bliver Starnone udgivet på samme forlag som Ferrante. Og for det tredje er deres bøger ret ens – tematisk og stilistisk. Hovedpersonen i Starnones roman »Autobiografia Erotica« er en aldrende forfatter, der en dag beslutter at skrive om kvinder og deres oplevelser (han gør det ikke særlig godt, men alligevel!). Desuden bliver han sidenhen angrebet af journalister, der mener, at han er den ægte Elena Ferrante.
Når man undesøger sagen nærmere, begynder alle de her små tilfældigheder at ligne subtil trolling – det er meget muligt, at en af ægtefællerne – Raja eller Starnone – virkelig er involveret i arbejdet med Elena Ferrante som en litterær enhed og har til hensigt at prikke til journalister på jagt efter sensationer. Ifølge klummeskribenten hos The Atlantic, Rachel Donadio, kan Elena Ferrante meget muligt være et fællesprojekt for Raja og Starnone. Et projekt, der forsøger at bryde med den konventionelle opfattelse af forfatterens rolle og selvbillede.
Ferrante og de etiske spørgsmål
Hver eneste nye spekulation om den virkelige Ferrante resulterer i voldsomme reaktioner: opfordringer til at lade forfatteren være i fred, beskyldninger om krænkelse af privatlivets fred og endda sexisme. Blandt forkæmperne for Ferrantes ret til at være i fred er litterære superstjerner som Salman Rushdie og Jeanette Winterson. Men er alle forsøg på at afdække en forfatters virkelige identitet uetiske? For eksempel har journalister og fans gennem længere tid også forsøgt at finde frem til sandheden om Banksy. Og hvis vi kigger længere bagud, er William Shakespeares forfatterskab sågar også blevet diskuteret. Skrev han selv alle sine værker?
Det ser ud til, at grænsen stadig ligger lige der, hvor forfatterens personlige rum begynder: det er én ting at spekulere i og sammenligne litterære stilarter og tematikker, og en anden at gennemrode personlig data, som Claudio Gatti gjorde. Man må nok erkende, at principper og metoder fra den klassiske graverjournalistik ikke hører hjemme i litteraturens verden, medmindre der er grund til at mistænke nogen for at dække over en forbrydelse eller bevidst vildlede offentligheden – hvor vildledelsen i sig selv bliver et tema.
Men ingen af Ferrantes skønlitterære romaner kan betegnes som erindringer. Ja, hendes kvindelige hovedpersoner har nogenlunde samme baggrund – de er alle på en eller anden måde forbundet med litteratur og undervisning (de er lærere, oversættere og romanforfattere). Og ja, det ser ud til, at den, der skriver Ferrantes bøger, skriver om en verden, som han eller hun kender ret godt. Men en sådan udmelding underkender også forfatterens fantasi og evne til at digte og skrive om andet end deres eget liv. Hvis en af Ferrantes hovedpersoner er bekymret for, at moderskabet ødelægger hendes karriere, skulle det da automatisk betyde, at Ferrante selv var mor og i øvrigt følte sig hæmmet af det? Hvis hovedpersonen fra »Forladte dage« oplever utroskab, skal vi så nødvendigvis konkludere, at forfatteren taler om sin egen oplevelse?
Er vi sikre på, at vores forestillinger om, hvem der kan skrive hvad, ikke er baseret på forudindtagethed? I 2015 spurgte en Vanity Fair-journalist Ferrante i et interview, om hun havde tænkt over, at dem som fremsætter teorierne om at Ferrante i virkeligheden er en mand for langt størstedelens vedkommende selv er mænd, der nærmest rasende forfølger ‘sandheden’ om hendes person. Som svar spørger Ferrante:
“Hvornår har du sidst hørt nogen tale om, at en mandlig forfatters bog i virkeligheden er skrevet af en kvinde – eller måske en gruppe af kvinder?”