Foto: Brett Melity / unsplash – Collage: Bookmate
Foto: Brett Melity / unsplash – Collage: Bookmate
Meri Melkonyan |

Narrativ medicin

Om hvordan kunst og litteratur – læsning og skrivning – kan hjælpe med at bekæmpe demens.

Journal har taget en snak med Andrew Mangham, PhD og leder af Center for Medical Humanities ved University of Reading, om hvordan filologer hjælper læger; hvordan humaniora og medicin kan have gensidig gavn af hinanden.

Hvordan kan medicin relateres til humaniora?
To af de mest udbredte begreber om skæringspunktet mellem de to discipliner er ”medicinsk humaniora” og ”narrativ medicin”. Medicinsk humaniora er et bredere begreb. Det kan være forskning med et helt andet fokus: historisk, sociologisk, kunsthistorie. For eksempel udgav jeg sidste år »The Science of Starving«, hvor jeg fortæller om, hvordan victoriansk fiktion fremhæver nye videnskabelige teorier om sult og relaterede sygdomme; hvordan for eksempel Charles Dickens og andre forfattere fra den tid hentede viden fra videnskabelige opdagelser, når de skrev deres romaner.

Den medicinske humaniora opstod i Amerika i slutningen af ​​1960’erne som et speciale for medicinstuderende. Der var opstået en teori om, at disciplinen kunne hjælpe de studerende med at udvikle empati og anskue ting og situationer fra en moralsk og etisk side. Groft sagt kan man beskrive det som en ambition om at hjælpe lægen til at blive mere menneskelig. I dag må vi naturligvis anse den forståelse som håbløst forældet.

Andrew Mangham, leder af Center for Medical Humanities ved University of Reading. Privatfoto.
Andrew Mangham, leder af Center for Medical Humanities ved University of Reading. Privatfoto.

I dag lærer humaniora af videnskaben – den medicinske og andre – og omvendt. Man kan for eksempel se nyhistoricismen som en følgevirkning af den medicinske humaniora. En retning i litteraturkritikken, hvis essens ligger i en detaljeret undersøgelse af værkets kontekst. Hvis du vil forstå Dostojevskijs »Forbrydelse og straf« ordentligt, skal du vide, hvad der skete i Rusland i det 19. århundrede, hvem Dostojevskij omgikkes, hvad der stod i medierne på det tidspunkt.

Interessen for værkets historiske kontekst udvidede sig til også at omfatte den samtidige medicin. For eksempel var det almindeligt accepteret, at »Frankenstein« er et genialt værk, der nærmest opstod ud af ingenting, en gnist af genialitet. Men i dag ved vi, at bogen blev til takket være de mennesker, der omgav Mary Shelley: Hendes far var venner med videnskabsfolk, og hendes mand, Percy Shelley, var interesseret i medicin helt fra sin tidlige ungdom. På den måde illustrerer den type læsning, hvordan videnskaben – og i tilfældet med Frankenstein den medicinske – kan ende med at ligge til grund for kunstnerisk virke.

Hvad ligger der i ‘narrativ medicin’?
Man kan sige, at det er ‘anvendt medicinske humaniora’. Narrativ medicin anvender helt konkret kunst og litteratur på hospitaler og andre institutioner for at forbedre helbredstilstanden hos patienten. For eksempel har jeg sammen med mit team undersøgt, hvordan ældre patienter med langvarig kognitiv svækkelse kunne hjælpes med biblioterapi, som er et af værktøjerne i narrativ medicin.

Kan du beskrive metoden?
Generelt handler biblioterapi om at skrive. Den er baseret på troen på, at enhver skrevet tekst kan være med til at håndtere og behandle et traume eller et helbredsproblem. Allerede før biblioterapiens indtog vidste man, at det var nyttigt for mennesker med psykiske lidelser at føre dagbog. Der findes mere end én digter i litteraturhistoren, hvis poetiske karriere udspringer af skrivning som terapi.

Den grundlæggende tanke er, at når vi skriver, så deler vi vores bekymringer med papiret, vi overdrager dem til papiret. At sætte ord på et problem kan være virkelig værdifuldt i arbejdet med at forstå udfordringen og overkomme den.

Foto: Richard Bell / unsplash – Collage: Bookmate
Foto: Richard Bell / unsplash – Collage: Bookmate

Derfor udviklede vi projektet “Stories of Aging” sammen med UK National Health Service og Royal Berkshire Hospital. Vi undersøgte, hvordan udstillinger fra museer og arkiver kunne bruges i ældreplejen. Generelt keder patienter på hospitaler og især ældre på plejehjem sig ofte. Det kan blandt andet være en af grundene til, at de forlader deres hjem eller stue uden at fortælle det til nogen. Vi ønskede på den ene side at bidrage til at afhjælpe kedsomheden. Og på den anden side ved vi, at principperne for biblioterapi er utroligt nyttige, når man beskæftiger sig med hukommelsesforstyrrelser: læsning, lytning og historiefortælling er vigtige for udviklingen af ​​områder i hjernen, der er forbundet med hukommelsen. Og vi antog, at biblioterapi kunne bremse de negative virkninger af demens.

Og hvad gik projektet specifikt ud på?
Vi kom med spørgsmål og opgaver om lokalhistorien for 50 år siden: For eksempel om det, der skete i vores by, Reading, under Anden Verdenskrig, om nogle ret specifikke ting. Vi havde en opgave om småkager fra en lokal fabrik: 

”Skriv en historie om småkager. Det kan være fiktivt, eller det kan være fra din egen personlige fortid”. 

Det var en ret kendt fabrik i Reading, og vi antog, at de fleste lokale havde minder forbundet med den. Vi brugte emballagen som et fingerpeg, men hvilken retning enkelte besluttede at tage historien i, var op til dem. Den slags opgaver kan hjælpe med at genoprette minder, der ellers er blevet glemt.

Desværre opstod pandemien netop som vi skulle lancere projektet og begynde arbejdet på hospitalet. Derfor var implementering af projektet i det oprindelige format udelukket, ikke mindst fordi det fortrinsvist er arbejde med ældre mennesker. Så vi lavede det om til en projektmappe, som vi sendte ikke kun til Berkshire Hospital men også til andre hospitaler i hele Storbritannien, plejehjem og fængsler, hvor kedsomhed generelt er fremherskende og kan volde problemer.

Hvordan har responsen været?
Generelt har responsen været god. Opgaverne har hjulpet deltagerne med at huske ting, de havde glemt. Så dermed kan man sige, at ja, kunst, litteratur og skrivning kan genstarte hukommenlsen, i hvert fald flygtigt. 

Min kollega, Dr. Keith Mattex, arbejdede med en patient med demens, som blev ved med at sige det engelske ord “bank”. På engelsk kan det betyde både “reserve” (som i lager eller opsparing) og ”shallow coast” (som i søbred) og ”bank”, så ingen forstod, hvad han mente, og hvorfor han gentog netop det ord. Med ved hjælp af den her type opgaver, fandt de ud af, at han faktisk bruger ordet “bank” i betydningen “rulle”. Når et lille fly laver et skarpt sving, mens det ruller sidelæns, kan det gøre en person svimmel. Patienten brugte ordet “bank” til at fortælle, at han følte sig svimmel. Og noget ved den følelse mindede ham om fly, der vendte på den måde under krigen.

Foto: John Sekutowski / unsplash – Collage: Bookmate
Foto: John Sekutowski / unsplash – Collage: Bookmate

Hvordan ser du fremtiden for narrativ medicin?
Det lader til, at narrativ medicin kan være nyttig inden for neurovidenskab. Der er stadig meget vi ikke ved om hjernens funktion og anatomi. Jeg er særligt interesseret i det fænomen, der hedder neuroplasticitet. Det handler om hjernens evne til at skabe nye neurale forbindelser baseret på den akkumulerede erfaring. 

En af de mest effektive tilgange til genoptræning er at lære at tænke og forestille sig ting på nye måder, og det gælder ikke kun psykologiske lidelser. I visse tilfælde er symptomer som tinnitus, svimmelhed eller hovedpine, der kan være ganske invaliderende symptomer, en form for fantom-symptomer, som vores hjerne har fundet på. Jeg tror, ​​at vi i fremtiden vil kunne omskole os, så disse fantomsmerter ikke opstår. 

Neuroplasticitet kan næsten virke som et mirakel, inden for hvis rammer der kan findes alternative muligheder for at genoprette synet hos blinde og hørelsen hos hørehæmmede. Og som jeg ser det, er det netop her, hvor humanioraen kan hjælpe, fordi det bliver nødvendigt at finde nye formuleringer, tanker og historier for at repræsentere tingene og derigennem forstå dem.

Del:

Se også

LP med Conan Doyles tale om Sherlock Holmes,14. maj 1930. Kilde: The Arthur Conan Doyle Encyclopedia Baggrund Sherlock Holmes og hundene Fra Baskervilles glubske hund til Watsons mystiske hvalp Gustave Flaubert mestrer til fulde beskrivelserne af Emma Bovarys flamboyante påklædning i romanen Madame Bovary. Her illustrereret af d'Edgar Chahine i 1935. Illustration: Wikimedia Commons Baggrund Moderigtige fortællinger Mode og litteratur har meget mere tilfælles end vi umiddelbart går og tror. Og det er lige før den ene ikke kunne eksistere uden den anden. Men hvordan er det blevet sådan, og hvordan hænger de to umiddelbart meget forskellige verdener sammen? Noa Kjærsgaard Hansen skriver om mænd i midlertidig arbejde som tema i nyere dansk litteratur. Foto: Wikimedia Commons, Tendenser Mænd i midlertidigt arbejde Mænd har historisk set bygget meget identitet op omkring deres erhverv, og det er ofte også fra jobbet, at sociale relationer og fritidsinteresser har sit udspring. Men rigtig mange mænd arbejder i dag i midlertidige stillinger. Det fortæller ikke blot statistikkerne, men også litteraturen. Noa Kjærsgaard Hansen har kigget nærmere på et udvalg af mænd i midlertidigt arbejde i nyere dansk litteratur. Udsnit af Rafaels fresko, Skolen i Athen, i Vatikanpaladset. Billede: Wikimedia Commons Tendenser Antikke værker i (gen)vækst: ”Poesien skal have det sidste ord” Der gen- og nyudgives exceptionelt mange antikke værker på dansk i disse år. Bookmate Journal har undersøgt sagen og har i den forbindelse rådført sig med en digter og en professor. Et 'spørgsmålsapprat', der tester amerikanske skoleelevers paratviden. Foto: fra Arnold Barecks bog »Coming Changes«, 1962. Kilde: vintag.es Baggrund En maskine til at læse bøger med?! De først ebogslæsere dukkede op for (virkelig) mange år siden. Vi har taget et kig på, hvordan det hele startede. Forsøgspersoner oplever film, musik og poesi, mens specielle sensorer og kameraer registrerer kroppens reaktioner på det, de oplever. Foto: Still fra en video fra Max Planck Institute for Empirical Aesthetics i Frankfurt. Interview Empirisk æstetik: Hvorfor giver poesi gåsehud? Journals udsendte har talt med en forsker ved Max Planck Instituttet for Empirisk Æstetik, der forsker i følelsesmæssig bevægelse – blandt andet ved at studere gåsehud.
Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller