I løbet af de seneste årtier har vi set en reel eksplosion i populariteten af bøger om naturen – særligt på det engelsksprogede bogmarked. De bliver bestsellere, og der findes endda priser og forlag, der udelukkende fokuserer på bøger om natur. Bookmate Journal har taget et kig på, hvordan den nye litteratur om naturen adskiller sig fra den klassiske, og hvorfor dens popularitet stadig er i voldsom vækst. Og så peger vi på et par muligheder for videre læsning.
Hvad er ’nature writing’
Lad os først definere begreberne. Nature Writing (NW) betyder som navnet antyder “litteratur om naturen.” Men ikke al naturlitteratur tilhører denne genre: for eksempel er videnskab og populærvidenskabelige tekster ikke inkluderet, og heller ikke science fiction, fantasy og anden genrelitteratur og ren skønlitteratur. Oftest er det en personlig historie, autofiktion eller essay. Det ligger sig ret tæt op ad rejselitteratur; en beskrivelse af en personlig udforskning af et sted – som så i det her tilfælde er naturen; landskaber, flora og fauna.
Et ydmygt og lykkeligt liv
Genren har historisk set været ganske væsentlig: Blandt de tidlige tekster iden for genren regnes kolonialistiske optegnelser af Christopher Columbus og Alvar Nunez Cabeza de Vaca med deres beskrivelser af nyt land, der blev opdaget af europæere. I de tekster er hovedpersonen erobreren af nye lande, den rejsende, der ændrer og underlægger sig verden. Og den antropocentriske tradition er sådan set efterfølgende bevaret i mange år.
Klassikeren, »Walden – livet i skovene«, af den amerikanske forfatter, filosof og anarkist Henry David Thoreau er en markant milepæl i etableringen af den her lidt særlige genre. I 1845 besluttede Thoreau at opgive civilisationens bekvemmeligheder og bosætte sig i en skov uden for hjembyen Concord i Massachusetts. I to år boede han i en hytte, han selv byggede, ved en lille dam. Dyrkede bønner, kartofler og rødbeder i haven, fiskede, gik ture og beskrev det hele i detaljer (helt ned til angivelse af priserne på frø).
Thoreaus eksperiment resulterede i en bog på 350 sider, som hurtigt blev indlemmet i den amerikanske litteraturkanon. Og bogen blev et symbol på drømmen om at sætte sig selv fri; at undslippe det begrænsende samfund og vende tilbage til et mere naturligt habitat, til et beskedent og lykkeligt liv. Men teksten har en anden væsentlig pointe.
Der går historier om, at da den første udgave af »Walden« blev trykt, løb sætteren tør for store I’er. For Thoreau skriver rigtig meget om sig selv, og han forholder sig til den omkringliggende skov med dens nytteværdi for øje. Hvordan indvirker omgivelserne på hans liv. Bliver det bedre, sundere og mere produktivt? Når han kommer til et nyt sted føler han sig som en erobrer, en superrationel menneskelig enhed, der har forladt den tomme forbrugerrutine for at forbinde sig til selve livets essens. Og naturen er for ham en romantisk åndelig kraft, der kan assistere ham i jagten på at blive en bedre version af sig selv.
Slut med superhelte
Den miljøaktivistiske agenda er ikke en opfundet af Greta Thunberg. Problemer med forurening af miljøet er længe blevet diskuteret. Ved begyndelsen af det 20. århundrede begyndte flere af Thoreaus tilhængere, som f.eks. John Burroughs og John Muir, at skrive USAs unikke naturområder for at henlede amerikanernes opmærksomhed på behovet for at beskytte økosystemerne. Det førte blandt andet til etableringen af de første nationalparker og beskyttede landområder. Det kan umiddelbart se om, at genren ‘Nature Writing’ og forholddet til naturen ændrede sig dramatisk i de år, men faktisk forblev rigtig mange ting uændret. Mennesket var satdig herre over naturen og havde magten til at ødelægge eller redde den. Udrydde eller plante skove og ændre på flodernes løb.
Men i løbet af de sidste par årtier har spillereglerne ændret sig dramatisk: planeten er flyttet fra en relativt stabil tilstand til en reel klimakatastrofe og masseudryddelse af arter. Og Nature Writing har ændret sig sammen med naturen. Mennesket er begyndt at indse, at der ikke er nogen nem måde at stoppe oversvømmelser, skovbrande og dannelsen af affaldsøer på – og at naturen altid har været ret ligeglad med menneskets skæbne. Som et resultat af denne nye refleksion er rollerne i Nature Writing blevet omfordelt radikalt . Moderne forfattere betragter ikke længere sig selv som erobrere og superhelte, der hersker over elementerne. Tværtimod, måske for første gang i eksistensen af litteratur om naturen, er fortællerens opmærksomhed fokuseret på selve naturen.
I bogen »The Way through the woods«, fortæller antropolog Long Litt Woon, hvordan hun og hendes mand havde besluttet at tage et begynderkursus om svampe, men kort tid efter – inden kurset – døde hendes mand. Woon var naturligvis dybt berørt af tabet, men hun deltog alligevel på kurset, hvor hun dedikerede alle sine tanker og ledige timer til kantareller, champignoner og moreller. Fordybelsen i svampene gjorde det muligt for hende stille og roligt at vende tilbage til livet trin for trin. Bogen fortæller en personlig historie om sorg, men den historie kan ikke eksistere uden hovedplottet: en omhyggelig undersøgelse af skovens små dyr og andre porøse indbyggere.
At overvære undergangen
Mange moderne bøger om naturen er forbundet med negative følelser; følelsen af en forestående apokalypse. Den britiske forfatter Robert McFarlane, der rejser gennem Grønland, støder på fænomenet solastalgi, “en form for psykisk eller eksistentiel lidelse forårsaget af miljøændringer.” Hans karakterer bevidner den langsomme, men mærkbare ødelæggelse af økosystemerne, hvor de er vokset op. Hvor der var is i deres barndom, er der nu mørkt vand. Sæler forlader kysten, bjørne dør af sult, og bosættelsen risikerer at forsvinde fra jordens overflade. Og alle disse ændringer er sket hurtigere end en generation forandrer sig.
I 2021 er det ikke længere muligt at vende det blinde øje til de negative effekter af menneskets forhold til naturen. Og netop derfor er den nye generation af forfatteres evne til at finde en optimistisk vinkel på de dystre udsigter – og opfinde et sprog til det – så imponerende. I bogen »Birds, Art, Life« forsøger den canadiske børnebogsforfatter Keough McLear at lære noget om fugle uden nødvenigvis at skulle rejse langt uden for storbyen Toronto. I løbet af året leder hun efter drosler, værlinger og spurve i byen. Og det viser sig, at dyrelivet er tættere på, end vi tror: en række fuglesamfund udforsker aktivt megabyer, eksisterer parallelt med byens borgere men forbliver samtidig usete og ukendte for de fleste mennesker.
Hvorfor er bøger om naturen så populære?
Pointen er ikke, hvorvidt der udgives flere bøger om naturen nu en tidligere. Gennem de seneste århundreder er der udkommet rigtig mange romaner med passager om landskaber, marker, enge og stier. Mennesket har tidligere levet noget tættere på naturen end vi gør i dag og har derfor nok ikke set den som noget særligt. Men nu, hvor mange af os lever i en hverdag mere eller mindre afkoblet fra jorden og naturen, bliver en tekst om en tur i skoven noget særligt, og naturen bliver genstand for en anden type opmærksomhed.
Der udkommer sikkert ikke flere bøger nu end tidligere, hvor naturen spiller en rolle, men de tager en lidt anden form. Det er opstået en ny genre, hvor forfatteren arbejder med en bevidsthed om sig selv som en del af et større system; et rum der ikke handler om os, men hvor vi kan søge inspiration, viden og livslæring. Hvor vi kan ændre den optik, vi ser på verden med – omsluttet af flammer, famlende efter en måde at være i verden på.
