Billede: Kinga Cichewicz / unsplash
Billede: Kinga Cichewicz / unsplash
Lasse Juhl Nielsen |

Bryd muren: om at overkomme læseblokering

Ligeså vel som forfattere kan rende ind i den frygtede skriveblokering, kan læsere – selv de mest passionerede og kompetente af slagsen – rende ind i en læseblokering. Og hvad gør man så?

Du kender det måske: du betragter dig selv som læser; som en, der virkelig får pløjet sig igennem et hav af bøger, der får mennesker omkring dig til at måbe i misundelse. Du hænger din hat på din identitet som læser. Du læser meget, bredt og engageret. Det er en del af din identitet at være læser. Og så pludselig finder du dig selv i sofaen med en serie kørende på skærmen foran dig, og det går op for dig, at det er over en uge siden, du har læst en side i en bog. Og slam, så rammer identitetskrisen.

Man kan måske nok hævde, at blokeringen for læseren er knap så alvorlig som skriveblokeringen er for forfatteren. For de fleste læser af lyst, og hvis lysten ikke er der, kan man jo bare lade være, indtil den dukker op igen. Men alligevel: du ved jo inderst inde godt hvor fedt du synes det er at læse bøger, hvor meget det giver dig, og hvor konstruktivt du føler du har brugt din tid. Så det føles lidt dumt ikke at bruge tid med næsen i en bog. Bare lidt.

Men hvorfor opstår blokeringen? Jeg er ikke psykolog, så jeg vil afstå fra at kaste mig ud i større analyser af læserens psyke. Men jeg kan konstatere, at tilstanden ofte opstår, hvis jeg i for lang tid er blevet for udfordret. Hvis jeg for længe har haft gang i bøger, der var træge for mig at læse, som ikke sagde mig noget eller bare ikke fangede mig. Hvis det med andre ord for længe har været op ad bakke, så begynder jeg at se mig om efter alternativer. Og så falder jeg ofte i hullet med underholdningstilbud, der er let tilgængelige og designet til at fastholde mig og min opmærksomhed. Det bliver den lette løsning, og så er der pludselig gået en uge uden læsning.

Og hvis det hele så oveni købet falder sammen med perioder i mit liv, hvor det mentale overkud er begrænset, så skal der ikke så meget til, før jeg vælger det lettere alternativ.

Prioriter de litterære oplevelser
Jeg er derfor kommet til den konklusion, at jeg personligt har brug for målrettet at prioritere litterære oplevelser, der kan noget særligt. For mig. Og hvis jeg oplever, at jeg er i gang med en bog, der kræver lidt ekstra af mig, så skal jeg have fundet noget, jeg kan læse sideløbende, som bare er virkelig godt, og som kan hjælpe med at holde den gode læseenergi høj.

Men hvad kan jeg gøre, når læseblokeringen alligevel rammer? Som med så meget andet (løbeturen for eksempel) er det altoverskyggende råd bare at komme i gang igen. Få taget hul på det. Overtal dig selv til at læse en side i stedet for at scrolle dine sociale feeds igen. Så skal den nok komme helt af sig selv, rytmen.

Måske er der bøger der alligevel er lettere end andre at tage hul på når læseblokeringen skal overkommes. Her er et bud på forskellige strategier:

Kort og godt
Det kan måske være en idé for dig at tage fat på bøger, der er hurtigt læst. Det kan være korte romaner, romaner inddelt i korte afsnit, der er lette at springe ind og ud af. Eller noveller. Her er et par mulige indgange til den strategi – som i øvrigt også kan være et godt bud for dem, der generelt bare gerne vil i gang med at læse noget mere – klik på billederne og gå til boghylderne på Bookmate:

Cool at have læst
For den lidt mere hardcore læser kan det måske være en idé at udnytte situationen til at få læst nogle af de bøger, det er cool at have læst men som af en eller anden grund ikke er blevet læst. Når du alligevel skal have dig selv skubbet i gang igen, kan det måske være en gulerod, at du samtidig får gjort et indhug i læselisten. Men det skader heller ikke, at starte med nogle overkommelige projekter. Så her er en række korte klassikere, det er cool at have læst:

Et godt grin
Eller kunne vi lokke med et godt grin? Kast dig over nogle bøger, der får dig til at trække på smilebåndet. Når du nu skal gøre en indsats er det måske lettere, hvis du er rigtig godt underholdt undervejs.

Safe bets
Derudover har jeg selv en håndfuld bøger, jeg vender tilbage til, når jeg har ramt en mur, jeg har svært ved at forcere. Når jeg har prøvet alt og intet rigtigt virker. En gruppe forfattere jeg vender tilbage til, som jeg ved, at jeg holder umådeligt meget af at læse. Bøger som jeg ved kan vække læseglæden hver eneste gang, jeg genlæser dem:

»Det uperfekte menneske« af Jørgen Let
»Orakelnat« af Paul Auster
»Rastløshedens bog« af Fernando Pessoa
»Mord i mørket« af Dan Turèll
»Dharma Bums« af Jack Kerouac

Held og lykke med at forcere muren og gøre dig fri af hængedyndet!

Og rigtig god læselyst!

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller