Det er hårdt arbejde at starte et lille nyt forlag. Det er svært at opbygge en bæredygtig forretning på at udgive bøger. Konkurrencen er hård og kvalitetskravene er skyhøje. Det er en langsommelig proces at lave bøger, så kravene til salget for at det skal kunne løbe rundt er ret voldsomme. Sådan er det, men heldigvis opstår de fleste nye forlag som kærlighedsprojekter. Kærlighed til litteraturen. Men forestil dig så, at du, udover de udfordringer, der normalt er forbundet med bogproduktion, også skulle håndtere en lovgivning, der mest af alt ville foretrække, hvis dine bøger aldrig kom på gaden. Det er virkeligheden for forlæggere flere steder i verden.
‘Problematisk’ men vigtigt
Jeg har taget en snak med Satenik, der er chefredaktør hos det lille indie-forlag, Popcorn Books. Med base i Moskva, udgiver de russisksprogede ungdomsbøger, der ikke er bange for at tage emner som (homo)seksualitet, racisme og psykisk sygdom op. Emner, der i lovgivningen anses som ‘problematiske’.
Popcorns katalog rummer russiske oversættelser af bøger med queer-tematikker som »Call Me By Your Name«, »Simon vs. the Homosapiens Agenda«, »Boy Erased«, »Miseducation of Cameron Post«, bøger om racisme, som »The Hate You Give«, »I Know Why The Caged Bird Sings«, »Pride«, om kropspositivisme – »Dumplin«, og om psykisk sygdom – »Darius the Great is Not Okay« og »Challenger Deep«”. Og sidenhen er de også begyndt at udgive bøger af lokale forfattere.
‘Queer’?
Satenik forklarer, at når hun bruger ‘queer’ så mener hun LGBTQ+ og i virkeligheden alt, der handler om at udviske grænserne i forhold til kønsidentitet og seksualitet. Hun fortæller, hvordan forkortelsen LGBT desværre for mange russere ikke bliver associeret med noget godt. Derfor bruger rigtig mange ordet ‘queer’, fordi det ikke bærer på den samme bagage. Men for Satenik dækker ordet over det samme. Og derfor bruger hun og vi ordet i vores samtale.
Plastic og propaganda
Spørgsmålet er så, hvorfor man vælger at kaste sig ud i et projekt som det her, når man ved det bliver besværligt. Endnu mere besværligt end det i forvejen ville være.
“Vi kunne se, at de YA-bøger, der blev udgivet var tandløse, ligegyldige, intetsigende og meget sort/hvide. Russiske forlag var bange for at udgive bøger, der afveg bare en lille smule fra den ‘traditionelle’ fortælling. Og de sjældne queer-bøger, der blev udgivet, blev ikke promoveret på grund af de russiske anti-LGBT-love, der forbyder ‘homoseksuel propagande’ – ja, det er et citat. Alt hvad der skete på det russiske bogmarked på det tidspunkt virkede i bund og grund helt forkert, kedeligt og trist. Der var så mange gode bøger, der ikke blev oversat til russisk udelukkende fordi, de indeholdt homoseksualitet,” fortæller hun og fortsætter: “Og sagen er faktisk, at lovgivningen ikke forbyder at udgive queer-bøger. De skal bare have påsat et 18+ mærkat og pakkes ind i plastic, så mindreårige ikke kan bladre i dem i butikkerne. Men alle forlag var bange for, at regeringen ville komme efter dem. Som forlag i Rusland skal man se sig over skulderen. Det må vi bare erkende.”
“Og i forhold til andre emner, som racisme og psykisk sygdom, blev de blot afskrevet af forlagene som uinteressant for russiske læsere.”
Et bedre sted for de, som føler sig anderledes
Satenik ønsker egentlig ikke at gøre det til et spørgsmål om politik, fortæller hun, da jeg spørger hende, hvorfor hun tror det er sådan. Men hun fremhæver alligevel nogle grundlæggende konservative værdier i det politiske system – ikke mindst hvad angår familie-idealet. “Så så længe den politiske kurs er så konservativ, vil det nok ikke ændre sig. I hvert fald ikke officielt.”
Men hvorfor gør hun det så, når nu hun ved, at det er ‘problematisk’. Er det et oprør? Eller bare for at være på tværs? Kunne de ikke bare udgive alle mulige andre knap så ‘problematiske’ bøger?
“Vi vil egentlig bare gøre vores land til et bedre sted at være for flere mennesker. Og hjælpe – særligt unge – mennesker til at få det lidt bedre, når de føler sig alene og anderledes.
Vi modtager en hel masse beskeder fra vores læsere, som skriver tak og fortæller, at vores bøger har reddet dem. Det er meget stærkt og virkelig motiverende.“
Nogen må tage det første skridt
Det virker altså til, at der er et kæmpe behov for bøgerne, og at de faktisk hjælper en hel masse unge mennesker – og at der dermed er en masse læsere derude. Så spørgsmålet er, hvorfor der ikke er nogen, der har gjort det før. Når det nu faktisk kan lade sig gøre – selvom det er ‘problematisk’.
“Der er som regel ikke så mange, der for alvor har lyst tl at være den første, der går op til eksamen. Og det er lidt det samme her. Selvom lovgivningen formelt set tillader udgivelsen af bøger med queer-tematikker så længe de er markeret med 18+ og pakket ind i plastic, kunne forlagene ikke forudse, hvad der ville ske, hvis man gjorde det – specielt på grund af loven om ‘propaganda’.”
“Loven kan tolkes ret frit, så selv en bogs bagsidetekst kan ses som ‘propaganda’. Vi var heller ikke klar over, hvad der ville ske, men vi gjorde os umage med at læse lovgivningen meget nøje og konsulterede adskillige advokater, før den første bog kom på gaden.”
Satenik understreger, at hun ikke på nogen måde dømmer andre forlag for at være bange eller bekymrede. Hun har fuldt forståelse for, at alle må gøre hvad de kan, for at holde deres forretning kørende. Og dog. “Jeg må da sige, at jeg synes det er pudsigt, at store foretagender, som f.eks. AST (Ruslands største forlag, red.), som begyndte at udgive queer-bøger kort efter os, fjernede deres logo og navnene på deres redaktører fra deres udgave af »Red, White and Royal Blue«, som er en YA-bestseller. Det er måske en kende hyklerisk, når de nu tjener ret gode penge på udgivelsen.”
Det lader altså til, at der med Popcorns udgivelser er kommet hul på bylden, så andre forlag nu også udgiver bøger om ‘problematiske’ emner. Og faktisk lyder det egentlig også på Satenik som om, de største udfordringer ligger et andet sted end i en kryptisk lovgining.
“Det er svært at holde skindet på næsen, når valutakurserne blæser op og ned. De geopolitiske udfordringer, som vores land har, påvirker os ret direkte. En forkert manøvre og udgifter til papir og produktion tager på himmelflugt. Og vores bøger må ikke blive for dyre, fordi vores læsere er i teenageårene eller start 20’erne. De har ofte ikke en fast indtægt og dermed ikke ret mange penge til bøger.”
Fremtiden er nu – og Harry Potter
Popcorn udgav deres første bog i 2018, og siden da, har de ikke set sig tilbage. Tværtimod er de ikke bange for at se fremad. Og drømme stort.
“Sidste år udgav vi vores første fire bøger af russiske forfattere, blandt andet Mikita Frankos »Days of Our Lives«, der handler om et homoseksuelt par – to fædre, der sammen opforstrer deres søn i nutidens Rusland. Bogen blev en bestseller med det samme og er allerede solgt til oversættelse i flere andre lande. Dén bog var en ret klar fuck-finger til en politisk reklamevideo, der kom ud før en forfatninsgmæssig afstemning sidste år og forsøgte at kaste et negativt lys på homoseksuelle forældre.”
Og det er ikke det sidste verden har hørt til Popcorn og deres forfattere. “Vi planlægger at udgive en række nye russiske forfattere i år. Vi vil rigtig gerne finde stærke nye stemmer, som ikke blot fortæller gode historier men også rejser vigtige diskussioner.”
Men når talen falder på fremtiden er der særligt én ting, der ligger Satenik meget på sinde.
“Vi vokser hurtigt, og jeg håber vi fortsat vil vokse og med tiden indtage en betydelig del af det russiske bogmarked. Men personligt har jeg en drøm om at udgive en ny oversættelse af Harry Potter, den der findes nu er forfærdelig,” slutter hun med et skævt smil.