Rasmus Theisen debuterer med romanen »Andre hunde«. Foto: Fie Martens Ljungmann, 2021  
Rasmus Theisen debuterer med romanen »Andre hunde«. Foto: Fie Martens Ljungmann, 2021  
Ida Relsted Kærup |

DEBUT: " En ’arktisk thriller’, en ’stener-roman’ og en ’arbejderroman’, kaldte anmelderne bogen. Jeg selv havde nok kaldt den en ’hunde-krimi’…"

Q&A med Rasmus Theisen, der debuterer med romanen »Andre hunde«, som udkom på Forlaget Gyldendal d. 12/8.

Hvem er Rasmus Theisen?


”Jeg er 26 år, bor på Djursland i et lille (koldt) hus, og arbejder hos den lokale fiskehandler. Jeg er uddannet fra Forfatterskolen, og det er vel relevant at nævne at jeg inden da boede og arbejdede et stykke tid i Grønland.”




Hvad kendetegner dig som forfatter? ”Jeg er sikker på, at mit eget svar bliver mangelfuldt. Men jeg kan fortælle, at da jeg skrev »Andre hunde« var jeg, som skrivende, meget interesseret i, og opmærksom på, dramatik og plotudvikling. Jeg læste Lars Norén, Sara Lidman og Grete Roulund, så rigtig mange tv-serier og film som foregik i lukkede miljøer, afsondrede byer eller i lange, fortættede familierelationer. Det kendetegnede i hvert fald min seneste skriveproces.”




Hvad er »Andre hunde« for en bog – og hvorfor har du skrevet netop dén bog?


”Bogen er, siden udgivelsen, blevet beskrevet som en ’arktisk thriller’, en ’stener-roman’ og en ’arbejderroman’. Jeg selv havde nok kaldt den en ’hunde-krimi’, men det er jo nogle nyttesløse begreber.” 



”Man følger en ung dansker som, i den nordgrønlandske by Etah, arbejder med forefaldende arbejde på et bibliotek og senere som skorstensfejer. Hovedpersonen kommer under vingen hos en dansk entreprenør, Muldvarpen, som er halvblind og sprænger fjeldene i stykker og graver store huller til sine hoteller og butikker. Samtidig begynder slædehundene at udvikle en ukendt, dødelig sygdom, der medfører mange hundedrab langs hele Grønlands vestkyst, og derfra stikker det i mange retninger.” 



”Selvom romanens handling foregår i Grønland, er det en bog om danskere og Danmark, altså kolonialisterne, og ikke en bog om Grønland eller inuit, for sådan en bog kan (eller skal) jeg helt åbenlyst ikke skrive. Jeg er stadig i tvivl om projektet: at skrive en fiktionsbog om en flok danskere i Grønland, et expat-miljø. For bare dét at sætte rammen og handlingen dér, et sted hvor jeg kun i bedste, og mest generøse tilfælde, kan være en gæst, er et udtryk for en typisk europæisk tyvagtighed, en hvid kultur, som jeg, uanset hvordan man vender og drejer det, nu bliver en endnu større del af, og så endda, på privilegeret vis, via et stort forlag.”



”Når det så er sagt, er der så meget historie og også helt konkret ’dagligdag’ mellem danskere og grønlændere, fælles familier, arbejdsrelationer og så videre, at jeg blev interesseret i at skrive en fiktionsbog, uden en eller anden antropologisk brille på. En roman der foregår i en fiktiv by, blandt fiktive mennesker i Grønland, men på baggrund af den meget virkelige og konkrete kolonisering, noget der dagligt udspiller sig i interaktionen mellem de forskellige karakterer.” 



”Jeg mener, at vi danskere må tage en lang og nødvendig snak med os selv, indbyrdes, for at forny vores tilstedeværelse i Grønland og vænne os til (og hjælpe med) dekoloniseringen. Derfor denne roman som et spejlbillede af det danske samfund og vores selvforståelse. Jeg håber, at bogen kan være en lille anledning til at se vores tilstedeværelse i Arktis i et andet skær end et romantisk (eller lukrativt). Noget jeg selv forsøger at blive bedre til, blandt andet ved at undersøge danskheden i Grønland litterært.”








Om fortællepositionen
Fortælleren er først udenfor og siden del af noget: Hvad er det, han er udenfor og del af? Hvad gør det ved læseoplevelsen at du har arbejdet med fortællerens perspektiv, som du har?

”Jeg har forsøgt at skrive min egen naivitet ind i fortælleren. Han starter med at se det meste udefra, som helt ny borger i Etah, og bliver så optaget i et fællesskab af lokale, primært danskere, læger og selvstændige, pensionister og turistguides. Han bliver indført i ’hvordan-vi-gør-tingene-her’, men kun indtil de ydre omstændigheder ændrer sig: hundene bliver ramt af en mystisk sygdom, og i afmagt slås de ihjel i hele landet. Lægerne flytter hjem til Danmark i en fart, danskernes raseri udfolder sig i medierne, og Etah’s lokalfællesskab må så nødvendigvis også ændre sig. Den bevægelse, fortælleren som både passiv og (lidt senere) aktiv, gav teksten tempo og en smule tiltrængt karakter.” 




Forholdet mellem det store og det små – mellem samfundskritik og de nære relationer
Hvad var dine tanker med at rumme begge dele: det helt store og det nære? Hvad gjorde det for romanen at du arbejder på to så forskellige klinger?

”Jeg har ikke forsøgt at skelne mellem samfundskritik og nære relationer. Politik kommer os alle sammen nær, på den ene eller anden måde, i parforholdet, på lønsedlen, hos kommunen, i diskussionerne på værtshuset og i frokostpausen. Derfor forsøger »Andre hunde« at rumme begge dele.” 



”Jeg ville gerne skrive en spændingsbog, fortællingen måtte gerne hele tiden føres videre af konkrete hændelser, et hundedrab, en forelskelse, en radioudsendelse med dumme debattører, eller en halvblind ejendomsmoguls manipulation af flyfriske danskere. De mange slædehunde der begynder at dø, gav en drivkraft i min skrivning. Det gav teksten en mulighed for at sætte en masse holdninger og følelser på spidsen. Det hele begynder jo hurtigt at gå ad helvedes til, også politisk, så hovedpersonen og dem han omgiver sig med, føler sig presset op i et hjørne, og derfra begynder de så at reagere med hinanden og mod omverdenen. Sådan lærte jeg karaktererne og deres holdninger at kende.”

Rasmus Theisen (f. 1995) debuterer med »Andre hunde«, der udkom på Gyldendal d. 12⁄8 2021. Han er uddannet fra Forfatterskolen i 2019.

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller