”Don Quixote med bogen om sig selv i hænderne”

I en lille by i La Mancha, hvis navn jeg ikke lige kan huske, levede der for nylig en adelsmand af den slags, der har en lanse stående i sit våbenstativ, et gammelt skindskjold, en affældig krikke og en omstrejfende mynde.

Kan du ikke genkende denne sætning, så kan du måske genkende ordene La Mancha, som betegner et område i Spanien syd for Madrid. Området kender du måske som den største vinregion i Europa, men måske kender du endnu bedre området for dets store litterære fiktionshelt, Don Quixote. Denne forarmede og midaldrende herremand, der i forvildelse og idealistisk selvbedrag drager ud på riddertogter på sin magre stridshest Rozinante sammen med sin tro væbner, den jordnære bonde Sancho Panza.

Læs Rigmor Kappel Schmidts oversættelse af Cervantes klassiker på Bookmate.

Læs

Hvad Don Quixote mangler i virkelighedsfornemmelse, udligner han i mod, når han resolut og frygtløs kæmper mod vindmøller, får, imaginære troldmænd og tilfældigt forbipasserende. Alt sammen til ære for den underskønne frue Dulzinea del Toboso, som i virkeligheden er en køn bondepige ved navn Aldonça Lorenço, der ”så vidt vides aldrig opdagede eller bemærkede” Don Quixote. Imellem hans fantastiske eventyr fletter der sig også kærlighedshistorier ind, hvor vi hører om kvinder, der løber hjemmefra, arrangerede ægteskaber, forførelse, forelskelser og bedrag.

Verdens bedste roman
Denne artikels indledende linjer er hentet fra starten af de storslåede eventyr i den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedras (1547-1616) roman Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha. Romanen udkom i sin tid i to dele i henholdsvis 1605 og 1615. Den er en parodisk fortælling over 1500-tallets ridderbøger, som var ekstremt populære i Cervantes samtid. Don Quixote betegnes som den første moderne roman i Vesten og blandt de bedste nogensinde, hvor den blandt andet ligger nummer ét på The Guardians liste over de hundrede bedste romaner.

Derudover er værket blandt de mest oversatte værker og udkom første gang i dansk oversættelse i 1776 ved Charlotte Dorothea Biehl. Inden for en kort årrække omkring årtusindeskiftet udkom der yderligere to danske oversættelser næsten oven i hinanden: Rigmor Kappel Schmidts fra 1998 (Forlaget Centrum) og Iben Hasselbalchs fra 2000 (Rosinante Forlag). For den indsats delte de i 2002 Det Danske Akademis Oversætterpris.

Her mere end 400 år efter *Don Quixote*s udgivelse læses værket vidt og bredt og senest udkom Salman Rushdie med romanen Quichotte (2019, på dansk i 2021), der er en moderne parodi over Cervantes’ klassiker. Her indleder Rushdie også sin roman med en note om udtalen af navnet Quixotte, der kan tjene som servicenote i denne artikel:

Quichotte, udtalt ’ki-SJÅT’ på fransk og ’ki-SJÅT-øh’ på tysk, og Chisciotte, udtalt ’ki-SJÅ-tey’ på italiensk, er alternative stavemåder/udtaler af det spanske Quixote eller Quijote, udtalt ’ki-hrå-tey’. Portugiserne benytter tilsvarende en ’sh’-lyd snarere end en ’hr’-lyd for x eller j i midten af Don Quixote/Quijotes berømte navn.

Læs Salman Rushdie moderne parodi på don Quixote – på Bookmate.

Læs

Verdens første metafiktive roman
Hvad er det ved Don Quixote, der stadig fascinerer os, hvad gør den moderne, og hvad var det skelsættende ved romanen, da den udkom i sin tid? Det har vi spurgt Rigmor Kappel Schmidt om. Hun har tidligere været tilknyttet Romansk Institut ved Aarhus Universitet, og lever i dag som fagbogsforfatter, oversætter og foredragsholder.

Foruden at have oversat Don Quixote har hun blandt andet skrevet fagbogen Bakhtin og Don Quixote samt senest oversat Cervantes’ Fangegårdene i Algier og Amadis fra Gaula – En ridderbog fra 1200-tallet, udgivet i 1508 af Garci Rodríguez de Montalvo. Og til det første spørgsmål om, hvad der gør Don Quixote til en moderne roman, svarer Kappel Schmidt:

”Den er moderne, fordi den ikke kun bruger forskellige måder at fortælle på, men den også er meget bevidst om det. Cervantes giver os en rammefortælling om Don Quixote, hvor ridderen lader sin hest styre. De mennesker, han møder på sin vej, har alle en historie at fortælle, men de fortæller på hver deres måde. Nogle holder sig til sagen og fortæller lige ud ad landevejen, mens andre gør sig en masse svinkeærinder. Samtidig får vi som noget helt nyt en selvkommenterende fortællemåde linet op hos Cervantes. På den måde vrimler de to bøger med forskellige måder at fortælle på.”

Det kommer blandt andet til udtryk i Cervantes direkte henvendelse til læseren. Denne henvendelse til en isoleret læser, der sidder alene med bogen i hånden, er nyt på denne tid. Samtidig skriver Cervantes om selve processen med at forfatte bogen; om de kvaler der opstår i arbejdet med selve skriveriet. Dette bliver tydeligt i prologen til bind 1 af Don Quixote. Her går Cervantes så langt, at han portrætterer sig selv, lænet ind over sin skrivepult, midt i en skriveblokering:

Uvirksomme læser: […] Jeg ønsker bare at give dig historien ren og nøgen, uden en pyntelig prolog eller en uendelig række af de sædvanlige sonetter, epigrammer og hyldestdigte, som man plejer at anbringe i begyndelsen af bøgerne. For jeg kan godt sige dig, at selv om det kostede mig en del arbejde at forfatte bogen, er det ingenting sammenlignet med besværet med at skrive det forord, som du nu sidder og læser. Mange gange greb jeg pennen for at skrive det, og lige så mange lagde jeg den fra mig igen, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive; og mens jeg således sad og var gået i stå med papiret foran mig, pennen bag øret, albuen på skrivepulten og hånden under kinden og tænkte på, hvad jeg skulle skrive, kom der pludselig en ven af mig, der er både morsom og forstandig, og da han så, at jeg sad så eftertænksom, spurgte han mig om grunden, og uden at skjule noget fortalte jeg ham, at jeg tænkte på prologen, som jeg skulle lave til historien om don Quixote, og at jeg havde det sådan med det, at jeg ikke havde lyst til at skrive den, men heller ikke ønskede at udgive historien om så ædel en ridders bedrifter uden den.

Ridderbøger skaffer læsere
På Cervantes’ tid er der tre litterære storgenrer, fortæller Rigmor Kappel Schmidt: Digtningen, teatret og prosaen, hvor digtningen måske nok var fornemst, men dramaet var mest eftertragtet, for her kunne man tjene penge. I forhold til de to genrer stod prosaen ikke højt i kurs. Derfor havde Cervantes heller ikke samme status som de to samtidige spanske forfattere, Lope de Vega (1562-1635) og don Luis de Góngora y Argote (1561-1627). Når Don Quixote alligevel havde så bred en appel i sin samtid, skyldtes det dens underholdningsværdi.

“Cervantes skriver op imod 1500-tallets populære ridderbøger, der blev stadig mere vidtløftige, ja, nærmest afsindige. De tog deres afsæt i middelalderens ridderfortælling Amadis fra Gaula, der siden slutningen af 1200-tallet var blevet mundtligt overleveret og udgivet i 1508 af Garci Rodríguez de Montalvo (1450-1504). Den blev en salgssucces og forlæggerne efterspurgte straks flere ridderbøger. Det satte gang i et veritabelt forlagsboom i Spanien, for folk var vilde med dem,” fortæller Kappel Schmidt, der som nævnt selv har oversat Amadis fra Gaula. Og hun fortsætter:

”Amadis fra Gaula handler om et mylder af riddere og deres kampe og konflikter. Der er damer, som ridderne tilbeder, en nedrig troldmand og en troldkvinde, der kan den kunst at gøre sig ukendelig. Før fortællingerne udkom på bog, blev de husket og fortalt af mundtlige fortællere gennem hele middelalderen, og selv om bogen vandt frem i 1500-tallet, er der stadig vidnesbyrd om mundtlige fortællere i slutningen af århundredet.”

»Don Quijote« findes som lydbog på Bookmate i en børnevenlig udgave. Oversat af Jan Madsen.

Lyt

Det er alle disse ridderbøger, Cervantes spidder med en satirisk og parodisk distance, men parodien nedtones, når det gælder Amadis fra Gaula. For han lader gerne don Quixote efterligne sit beundrede forbillede.

Men selv om don Quixote i sine mange eventyr handler og agerer som i en ridderbog, peger Rigmor Kappel Schmidt på noget essentielt ved Cervantes’ roman, for den foregår faktisk i datidens virkelighed, hvor folk passer deres dyr, transporterer varer, maler korn til mel og andre nyttige gøremål. Her støder hverdagens virkelighed sammen med Don Quixotes galskab, der er at leve som i en ridderbog:

”Med Don Quixote oplever læserne den skinbarlige realisme. Den verden, don Quixote drager rundt i, er den jordnære virkelighed, Cervantes kendte fra sit arbejde som skatteopkræver. Det er i allerhøjeste grad nyt! Og endnu mere overraskende er det, at datidens nye teknologier som vindmøller, vandmøller og valkemøller, som Cervantes var optaget af, præsenteres gennem don Quixotes angreb på dem. For don Quixote indpasser dem i ridderbøgernes verden, så vindmøllerne bliver til kæmper, mens en flok får sætter gang i hans fantasi, så han ser alle ridderbøgernes legendariske helte,” forklarer Kappel Schmidt.

Scenen med kampen mod vindmøllerne er da også blandt de mest kendte fra Don Quixote. Her i Kappel Schmidts oversættelse:

Netop da opdagede de [Quixote og Pança, red.] tredive-fyrre vindmøller, som stod i det åbne land, og straks don Quixote fik øje på dem, sagde han til sin væbner:

’Skæbnen er os mere gunstig, end vi kunne gøre os håb om; for se nu, kære Sancho Pança, derhenne kommer lidt over tredive ubændige kæmper til syne, som jeg agter at kæmpe imod og gøre det af med, så vi til en begyndelse kan berige os med byttet efter dem; for det er en retfærdig kamp og Gud til velbehag at fjerne så skadelig en æt fra jordens overflade.’

’Hvilke kæmper?’ spurgte Sancho Pança.

’Dem, du ser derhenne,’ svarede hans herre, ’med de lange arme; for de plejer at have arme, der kan være op til to mil lange.’

’Kig ordentligt efter, Eders Nåde,’ svarede Sancho, ’de, der kommer til syne derhenne, er ikke kæmper, men vindmøller, og det, der ligner arme, er vingerne, som, når de bliver drejet rundt af vinden, holder møllestenene i gang.’

’Man ser rigtignok,’ svarede don Quixote, ’at du ikke er velbevandret i det med eventyr: det er kæmper, og hvis du er bange, så hold dig væk og bed en bøn i mellemtiden, for jeg binder nu an med dem i en drabelig og ulige kamp.’

Og med disse ord sporede han sin hest Rozinante uden at tage sig af, at hans væbner Sancho advarende råbte til ham, at det helt sikkert var vindmøller og ikke kæmper, som han nu stod i begreb med at angribe. Men don Quixote var i den grad overbevist om, at det var kæmper, at han ikke hørte sin væbner Sancho råbe op og heller ikke bemærkede, hvad det var for nogle, selv om han nu var ret tæt på; i stedet erklærede han med høj røst:

’Fly ikke, krystere og niddinger; I bliver nu angrebet af en ridder, én mand høj!’

Netop da blæste det lidt op, og de store møllevinger satte sig i bevægelse, og da don Quixote så det, sagde han:

’Om I så svinger med flere arme end kæmpen Briareo, skal det komme jer dyrt at stå.’

Sådan talte han, lagde af sit ganske hjerte sit liv i sin frue Dulzineas hænder og bad hende stå ham bi i farens stund, og idet han dækkede sig med sit skjold, fældede han lansen, sporede Rozinante til fuld galop og angreb den første vindmølle foran sig, men da han gennemborede vingen med lansen, drejede vinden den rundt med et sådant raseri, at lansen blev sønderslået, mens hest og rytter blev slæbt med og fik sig en grim rulletur hen over jorden. Sancho Pança drev æslet frem, alt hvad remmer og tøj kunne holde, for at komme ham til undsætning, og da han nåede frem, fandt han, at don Quixote ikke kunne bevæge sig: så voldsomt var han og Rozinante styrtet.

Fra mundtlig til skriftlig historiefortælling
“I middelalderen blev fortællinger formidlet mundtligt af omvandrende gøglere.” fortæller Kappel Schmidt: ”Det gjaldt også den næsten uendelige historie om Amadis fra Gaula. Her samledes folk og lyttede i fællesskab til fortællingerne. Og sammen kunne man diskutere, hvordan historien skulle opfattes. Det var altså ikke noget, man sad alene med.

Med trykpressens opfindelse fik de fleste større byer snart et eller flere trykkerier, der bogstavelig talt sprøjtede bøger ud, og bøger kom inden for rækkevidde af alle, der var i stand til at læse. Men det at være læser i en moderne forstand, som en der sad alene og læste en fortælling inde i sit eget hoved, det var nyt. Cervantes var meget optaget af overgangen fra mundtlig og kollektiv formidling af litteratur til den enkeltes stillelæsning i enrum. Det fremgår af forskellige episoder i Don Quixote.

Men set med Cervantes’ øjne er stillelæsning endnu ikke særlig udbredt. Det ser man, da man i kroen i bind 1 henter en fortælling frem, skrevet af Cervantes. Præsten får lyst til at læse den, men ender med at læse den højt, for de andre på kroen har også lyst til at høre den. Og da fortællingen er læst til ende, er der plads til kollektivt at diskutere den, så den enkelte ikke sidder alene med sin læsning. Det var til gengæld netop, hvad don Quixote gjorde, når han nat efter nat sad muttersalene og læste i sine elskede ridderbøger. Ikke så sært, at han blev gal af det.”

De fleste episoder i Don Quixote handler dog om folk, der enten fortæller mundtligt eller læser højt, når de skal læse, ganske enkelt fordi de endnu ikke har vænnet sig til at læse indad og stille, sådan som det i dag er almindeligt. Det udnyttes morsomt af Cervantes, påpeger Kappel Schmidt, da Don Quixote i bind 2 ankommer til Barcelona og går en tur i byen:

Om eftermiddagen tog de don Quixote med på en promenade uden rustning, men klædt til bytur i en kappe af løvefarvet klæde, der på den årstid kunne få en isblok til at svede. De gav tjenestefolkene besked på at underholde Sancho og hindre ham i at forlade huset. Don Quixote red ikke på Rozinante, men på et kraftigt og smukt pyntet muldyr med en adstadig gang. De gav ham kappen på, og uden at han opdagede det, satte de et pergament fast på ryggen af ham, hvor der med store bogstaver stod skrevet: ‘Det er don Quixote de la Mancha’. Fra promenadens begyndelse tiltrak opslaget sig alles blikke, og folk læste: ‘Det er don Quixote de la Mancha’, hvad der fik don Quixote til at undre sig over, at alle, der så ham, kendte ham og kaldte ham ved hans navn.

”Folk er så tilpas dårlige læsere, at de ikke er i stand til at læse indenad. Selv en kort notits om, at ‘Det er don Quixote’ bliver læst højt af alle, der prøver at læse den. Det oplever don Quixote selvfølgelig, som om alle kender ham og spontant udbryder: ‘Det er don Quixote’,” forklarer Kappel Schmidt.

Med bogen om sig selv i hænderne
Rigmor Kappel Schmidt påpeger, at Don Quixote, foruden at være en roman om riddereventyr og kærlighed, er en dybt metafiktiv fortælling. Det har siden inspireret mange forfattere til at skrive deres version af don Quixote. Således Tristam Shandy af Lawrence Sterne og Peder Paars af Ludvig Holberg, og senere slutter postmoderne forfattere som Salman Rushdie og Paul Auster sig til dem.

Ikke nok med, at bogen, vi sidder og læser, bliver diskuteret for øjnene af os, det kan også ske, at bogens hovedperson pludselig står med bogen om sig selv i hænderne. Så det er ikke kun trykpressen, som don Quixote er optaget af, men også bogen som objekt. I bind 2 bliver dette tydeligt, da Don Quixote finder ud af, at hans bedrifter fra bind 1 er udkommet som bog og er blevet kendt rundt om i landet:

’Det værste er endnu tilbage,’ sagde Sancho, ’for indtil nu har det været lutter lagkage, men hvis Eders Nåde ønsker at vide alt, hvad der bliver sladret bag jeres ryg, kan jeg hurtigt hente én, der kan fortælle det hele til mindste skærv; for i aftes ankom Bartolomé Carrascos søn, der har studeret i Salamanca og er blevet student, og da jeg gik derhen for at ønske ham velkommen hjem, fortalte han, at historien om Eders Nåde nu er i omløb i bøger med titlen Den Sindrige Ridder don Quixote de la Mancha. Og han siger, at jeg bliver omtalt i bogen under mit eget navn Sancho Pança, og også fru Dulzinea del Toboso og andre ting, som vi har været ude for helt alene, så jeg slog kors for mig af ren og skær forskrækkelse over, hvordan historiefortælleren, der skrev om det, kunne være kommet under vejr med vores oplevelser.’

’Jeg kan forsikre dig om, Sancho,’ sagde don Quixote, ’at forfatteren til vores historie må være en viis troldmand, for intet af det, som den slags vil skrive, er skjult for dem.’

Rigmor Kappel Schmidt ser dette som noget skelsættende i litteraturhistorien:

”Don Quixote står med bogen som objekt i sine egne hænder. Han kan vende og dreje bogen om sig selv samt diskutere, hvordan man kan fortælle og ikke fortælle om ham. Det vil sige, at en romanperson diskuterer romanen om sig selv.”

Udover den velkendte historie i to bind, skrev Cervantes desuden bind 1,5 under pseudonymet Alonso Fernández de Avellaneda. Hør den på lydbog - ligeledes i Rigmor Kappel Schmidts oversættelse.

Lyt

Don Quixote finder den unge student Samson Carrasco og konfronterer ham med sin forundring over at være blevet portrætteret i en bog:

’Så det er sandt, at min historie findes, og at ham, der skrev den, var maurer og vismand?’

’Det er sandt, min herre,’ sagde Samson, ’og jeg er sikker på, at der den dag i dag er trykt mere end tolv tusinde bøger med denne historie, ellers kan man bare spørge i Portugal, Barcelona og Valencia, hvor de er blevet trykt, og endda går rygtet, at bogen er ved at blive trykt i Antwerpen, og det foresvæver mig, at der snart ikke vil være det folk eller sprog, den ikke er oversat til.’

Og skønt Cervantes selv forudser, at hans bog vil blive oversat i stor stil, ville det nok have overrasket ham, at hans bog i dag er udkommet på 145 forskellige sprog og har solgt over 500 millioner eksemplarer. Dermed er Don Quixote den bedst sælgende bog nogensinde.

Læs Rigmor Kappel Schmidts oversættelse allerede i dag og se ved selvsyn, hvad der hen over 400 år har optaget læsere verden over.