Romance: ”Vi skal være forsigtige med af affærdige en hel genre”

Stella Wallin havde faktisk ikke troet, at det kunne ske for hende. Meget lort havde hun været udsat for, men det her? Hver eneste kvinde i verden troede vel, at hun ikke ville blive ramt. At netop hun ikke ville være så dum, uintelligent og frygtelig godtroende.Men det var hun tydeligvis.

Stella var i chok. Nej, hun var vred. Nej, hun var både i chok og vred. Hun krammede Chanel-tasken, en taske, hun havde sparet sammen til i årevis og elskede næsten højere end livet selv.

Allerførst havde hun selvfølgelig nægtet at tro det. Havde simpelthen ikke kunnet tro, at det var sandt. Men det var det. Hun var en bedraget kvinde. For hendes kæreste havde været hende utro. Mens Stella kæmpede med sit eget, mens hun for en gangs skyld fokuserede på sig selv, havde han været sammen med en anden kvinde. Mange gange. Med … med … hende der …

Disse dramatiske linjer åbner den svenske forfatter Simona Ahrnstedts (f. 1967) roman Bare lidt til. Sin forlovede er ikke det eneste, Stella Wallin mister i bogen. Hun står snart også uden hus og arbejde, og det kulminerer efter en vild nat med alkohol og cyberstalking. Derfor søger hun tilflugt i sin afdøde mors sommerhus, hvor hun snart vikles ind i lokalsamfundet intriger og dramaer.

Bare lidt til udkom i sommeren 2020 i Sverige, og kun få måneder senere fulgte en dansk oversættelse fra forlaget Gutkind. Simona Ahrnstedt kaldes Sveriges ukronede romancedronning. Alene i hjemlandet er hun udkommet med over 800.000 bøger, og hun er udkommet i 23 lande. Heriblandt Danmark og USA. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at hun er udkommet i Nordamerika, hvor udvalget af romancelitteratur er overvældende.

Læs »Bare lidt til« på Bookmate.

Læs

Den moderne romanceroman får ofte hårde ord med på vejen blandt den litterære elite og får kun en noget begrænset opmærksomhed i de danske avisers litteraturspalter. Samtidig langes der et utal af romancebøger over disken hver dag, og det er blandt verdens mest læste genrer. Søgninger på ordene ‘romanceroman’, ‘romancelitteratur’, ‘romance+bog’ etc. inden for de sidste ti år på platformen Infomedia, der indsamler artikler fra danske dagblade og magasiner, bekræfter hurtigt billedet af en litterær genre, som ikke får megen spalteplads.

Samme søgninger viser dog, at tendensen måske har vendt sig en smule inden for de sidste fem år, og en forfatter som Ahrnstedt er da også interviewet i flere danske aviser og magasiner. Blandt andet havde Weekendavisen et længere interview med hende den 19. november sidste år under overskriften ”Damerne først”. Her møder vi en forfatter, der er træt af at skulle forsvare den type bøger, som hun sælger millioner af. Til avisen siger hun:

”Man kan ikke både klage over, at folk ikke læser nok og fordømme og se ned på de bøger, som faktisk bliver læst. Det er bagstræberisk, elitært og uinteressant.”

Egentligt er den klassiske romance inden for litteraturen en fortællende digtform, der opstod i det 15. århundredes Spanien, og som ofte beretter om ridderes handlinger og kærlighed. Men allerede op gennem 1500-tallet bliver de fleste romancer skrevet som prosa og bliver mere regulære kærlighedsromaner. Hvad der er kendetegnende for disse romancer er, at de ofte ender ulykkeligt og tragisk.

I den moderne romanceroman er kærlighedsfortællingen fortsat i centrum, men den ender ofte lykkeligt. Og hvor fortidens romanceromaner mestendels er skrevet af mænd, er det en genre, der i dag primært skrives af kvinder. I de fleste af de artikler der bringes i dagbladene, dukker den samme definition af genren op: Det er bøger skrevet af kvinder, der handler om kvinder og læses af kvinder. En definition Simona Ahrnstedt også selv har givet i et interview, ”Jeg er stolt af at skrive romance”, i Politiken 8. december 2018. Her fortæller Ahrnstedt også om genrens tvedelte rolle i den feminismedebat, der fylder i den offentlige debat i disse år:

”Når romance er bedst, er den superfeministisk. Der findes dårlig romance, men der findes også virkelig fantastiske moderne, politiske kærlighedshistorier.”

Det nedværdigende syn på kvinders læsning
Bookmate Journal har spurgt den svenske kønsforker Elin Abrahamsson fra Stockholms Universitet ind til romanceromanen for at blive klogere på denne genres specielle kulturelle status. I 2018 færdiggjorde hun en doktorafhandling om kritikken af romantisk litteratur under titlen Enahanda läsning: En queer tolkning av romancegenren. Udgangspunktet for afhandlingen har været at undersøge, hvorfor romancer ofte beskrives som repetitive, ustimulerende og enkle i deres sprog. I dag arbejder hun på forskningsprojektet What About Swedish Romance? Conventions and Communities in Contemporary Swedish Popular Romance, der er tilknyttet programmet ”Uses of Literature” på Syddansk Universitet.

Elin Abrahamsson fortæller, at der findes forskellige bud på, hvad der kendetegner en romance. Dog er de fleste enige om, at den skal indeholde: 1. En central kærlighedshistorie; 2. En lykkelig, eller i det mindste håbefuld, slutning. Hun uddyber:

”En sådan definition er jo vældig bred og omfatter såvel kanoniserede centrale værker som Jane Austens Stolthed og fordom og Charlotte Brontës Jane Eyre som den masseproducerede romancelitteratur fra forlag som Harlequin og forfattere som Barbara Cartland. Den indeholder også heteronormative beretninger samt for eksempel kærlighedspar af samme køn.”

Læs »Jane Eyre« på Bookmate

Læs

Hvad er det ved romanceromaner, der interesserer dig?
”Jeg har altid været interesseret i populærkultur og kan selv godt lige en masse romantisk fiktion som romantiske komedier, melodrama og musicals. Teoretisk set er jeg både interesseret i, hvad det er ved fiktionen, der fascinerer os så meget, og hvad fiktionen kan give læseren. Jeg er også interesseret i, hvordan disse populære historier påvirker os, og hvordan populærkulturen interagerer med det omgivende samfund.”

Hvorfor får denne type litteratur ofte status af lavkultur?
”Noget af det der interesserer mig mest, i mine studier af populærkulturen, er, hvordan faktorer som klasse og køn påvirker kategoriseringen og værdisættelsen af forskellige æstetiske udtryksformer. Den kulturproduktion der er forbundet med kvinder, særligt den med et stort kvindeligt publikum, og med kvindelighed, eksempel hjemmet, intimitet og relationer, værdisættes ofte lavere og ses som triviel, enkel og ubetydelig. Romanceromaner er et af de fremmeste eksempler på dette.

Ofte udtrykkes kritikken af romancer med skarpt sexistiske vendinger som for eksempel ’mommy porn’ eller den i Sverige udbredte benævnelse ’tantsnusk’ [red. direkte oversat ’tantesnavs’, svarer den danske betegnelse ’husmorporno’]. Romancelæsningen nedværdiges, fordi den opfattes som sentimental, passiv, ukritisk og overdrevent empatisk, altså med egenskaber der ofte forbindes med en nedværdigende femininitet.

Dette nedværdigende syn på kvinders læsning af romantisk populærlitteratur er ikke nyt. Et klassisk billede på den naive og virkelighedsfjerne romancelæser er Madame Bovary fra Flauberts roman fra 1800-tallet. Et senere eksempel på et stereotypt billede af en romancelæser eksemplificeres ved den frådseritilbøjelige Annie Wilkes fra Stephen Kings roman Misery fra 1987. Da jeg studerede mediernes modtagelse af de nyere succesfulde Fifty Shades of Grey og Twilight, kunne jeg se eksempler på begge disse stereotyper. Mange kritikere hævdede, at bøgerne kun kunne værdsættes af kedsommelige, uuddannede og seksuelt frustrerede husmødre.”

Du kan læse Flauberts »Madame Bovary« på Bookmate

Læs

Samtidig med at romancegenren anses som lavkultur, så sælger den relativt godt. Er der et paradoks her?
”At genren er så foragtet, samtidig med at den sælger så godt, er ikke nødvendigvis et paradoks. Snarere kan dens brede appel ses som en grund til dens lave status. Opdelingen af litteratur i en højerestående ’finkultur’ og en laverestående ’massekultur’ er jo knyttet til ideer om dannelse. Det vil sige at den kultur, der har en bred appel og kan værdsættes af mange, ofte opfattes som mindre seriøs, mindre kunstnerisk og nogle gange endda som mindre vigtig.”

Hvad er det en romanceroman kan?
”Romanceromaner handler om kærlighed og relationer, noget som er centralt i mange menneskers liv, og de giver en mulighed for at tænke over og beskæftige sig med disse spørgsmål. Romance-historierne tilbyder også nydelse og en virkelighedsflugt. Det er historier, hvor de gode sejrer, og hvor de elskende får hinanden.

At romance-fortællinger handler om kærlighed og relationer betyder ikke, at de ikke også kan handle om andre ting. Genren er bred og rummer en række forskellige temaer og undergener samt forskellige politiske og æstetiske ambitioner.”

Oplever du en ændring, for eksempel hos kultureliten og medierne, i måden denne type litteratur bliver set på?
”Både ja og nej. I min afhandling studerede jeg som sagt den mediale modtagelse af romance-fortællingerne Twilight og Fifty Shades of Grey. Det syn på romancer og kvinders læsning, som fremkom der, var ofte hånligt, spottende, og synes knapt at have forandret sig fra det flere hundredår gamle syn på kvinders læsning som passiv og alt for overdrevent indlevelsesfuldt, og på dens læsere som ’udannede’ eller ’kedsommelige’ husmødre.

På den anden side undersøger jeg nu, hvordan romancegenren bliver fremhævet positivt i Sverige op gennem 2010’erne. I Sverige har mange af genrens forsvarere fremhævet, at det er en genre, som ofte skrives og læses af kvinder, og som kredser om kvinders nydelse og fremgang, og at den dermed på mange måder kan betragtes som feministisk.

De svenske romancebøger udkommer også, for eksempel hos forlag som Lovereads, med flotte omslag og som hardbacks, hvilket også bliver set som en måde at fremhæve dem som andet end ’andenrangslitteratur’. Den samtidige svenske romancegenre kan derfor ikke direkte beskrives som ’lavkultur’. Snarere kan den kategoriseres som ’middlebrow’, et sted i midten på vurderingsskalaen mellem høj og lav.”

Appellerer romanceromaner mere til kvinder end til mænd?
”Ifølge en amerikansk læserundersøgelse udgøres romancelæserne af omkring 80 procent kvinder, så det kan virke til at være sådan, selvom der for eksempel kan være flere i en husstand, som læser en bog end den, der købte den.

Romancefortællinger behandler også ofte problemer og situationer, som genkendes af mange kvinder i en given historisk og geografisk kontekst. Den engelske romancelitteratur i starten af 1800-tallet behandlede for eksempel spørgsmålet om kærlighed kontra økonomisk forsørgelse på et tidspunkt, hvor gifte kvinder ikke havde ret til ejendom. I dagens svenske romancelitteratur forsøger heltinderne snarere at finde balancen mellem kærlighed og et krævende arbejdsliv.”

Burde flere mænd læse romanceromaner?
”Der findes mange mænd, som læser romanceromaner, og der findes sikkert flere, som ville kunne lide det, hvis de prøvede. Frem for alt bør mange kvinder såvel som mænd være forsigtige med at affærdige en hel genre uden at sætte sig ind i den og overveje, om det er rimeligt at udvise så lidt interesse for en så udbredt, populær og indflydelsesrig genre.”

Har du tre romanceromaner, som du holder meget af og vil anbefale andre at læse?
”Det beror jo helt på, hvad læseren leder efter og eftersøger. Blandt mine egne personlige favoritter findes mest film, filmatiseringer og hybridformer, så tre af mine ’romancefavoritter’ er BBC-filmatisering af Stolthed og fordom fra 1990’erne, ’chick lit’-versionen af samme historie Bridget Jones’ Dagbog, og selvfølgelig 1980’erne-klassikeren Dirty Dancing.”

Bridget Jones huserer også på Bookmate

Læs

Du kan også læse Jane Austens udødelige romance-klassiker på Bookmate

Læs