Vi anvender cookies for at indsamle statistiske data. Det hjælper os med at forstå, hvordan du bruger Bookmate Journal, så vi kan forbedre brugeroplevelsen af siden og de publicerede artikler.
Charlotte Weitzes »Rosarium« er udkommet på forlaget Gutkind d. 24/2 2021
Charlotte Weitzes »Rosarium« er udkommet på forlaget Gutkind d. 24/2 2021
Nina Tofte Hansen, naturformidler og debattør |

Roser, blod og råddenskab

Om liv og død og fotosyntesens alkymi. Naturformidler, Nina Tofte Hansen, deler sin læseoplevelse af Charlotte Weitzes »Rosarium«

Det er om natten jeg første gang mærker hvad »Rosarium« gør ved mig. Jeg står op for at drikke et glas vand, og mens de kølige dråber fugter mine læber, registrer mine søvndrukne sanser ligesom forsinket hvordan mine bare tæer krummer sig ned i asketræsgulvet mens jeg drikker. Hvordan tæerne søger efter fugtigheden, strækker sig nedefter. Mine fødder tror de er rødder! Tanken vrister mig vågen, og jeg indser med det samme, hvad der har sat gang i disse urtidsfornemmelser i kroppen: »Rosarium«. Samtidigt indser jeg, at jeg lige så godt kan opgive at sove videre før jeg lige har læst et kapitel til… Og ét til…

Naturvejleder og debattør Nina Tofte Hansen. Foto: Ole Bramsen
Naturvejleder og debattør Nina Tofte Hansen. Foto: Ole Bramsen

Det er en vild bog. Det er det ord, der igen og igen dukker op, når jeg drøfter bogen med andre. Romanen er vild i alle ordets betydninger; den handler om vildskab og vildnis, vilde stiklinger og vilde forviklinger. Desuden er sproget og formen vildt overraskende, besynderlig og til tider decideret syret. Handlingen tager chokerende drejninger, som bliver leveret af forfatteren med en foruroligende ro. Charlotte Weitzes sprog er smukt og ligetil, let og poetisk, men alligevel må jeg flere gange undervejs stoppe op og tygge på den samme sætning igen og igen for at sikre mig: ”What – skete det lige?!”

Præger tanker, sansninger og krop
Mens jeg læser »Rosarium« opdager jeg hvordan bogen forstærker min opmærksomhed over for alle de planter, jeg deler min dagligdag med. På min løbetur må jeg lige stoppe op og kærtegne den solvarme bark på en gammel eg. I min stue lader jeg blikket glide over interiøret og ser med nye øjne på alt det florale, som omgiver mig; de storblomstrede gardiner, bladprintet på mit sengetøj, træerne på mine plakater. Jeg er lidt mere omhyggelig med at forkæle mine potteplanter i disse dage. 

Planterne er de væsner, man er mest forbundet med i hele verden. Deres udåndede ilt forbinder sig nede i menneskelungerne til menneskeblodet. Menneskets udåndede kuldioxid bliver trukket ind i bladene og binder sig med cellesaften. Det er gennem blodet og safterne, at man er forbundet.” – »Rosarium« s.296-297

Romanen sætter altså sit præg på mine tanker og sansninger. Men uhyggeligt bliver det først den dag bogen også sætter sit præg på min krop. Bogstaveligt talt. Distraheret af mine tanker om »Rosarium« rækker jeg ind over æggekogeren, og den skoldhede damp brændemærker mig. Et rosenrødt, svidende mærke breder sig på mit venstre håndled, og det løber mig koldt ned ad ryggen, for i denne roman nævnes et ar formet som en rose, der gives fra den ene person til den næste. På lige netop venstre håndled.

Denne sammensmeltning af fiktion og virkelighed, tanker og krop, som jeg selv oplever under min læsning er helt karakteristisk for »Rosarium«. Weitze skriver med en rå sanselighed, som går i blodet. Hun er optaget af sammensmeltninger, mutationer, hybrider og romanens udforskning af det det dyriske i mennesket – ja vores urslægtskab med alt levende, får mig til at mærke min pattedyrskrop på en ny måde. For eksempel ammer jeg stadig min datter, mens jeg læser »Rosarium«, og efter hvad der sker i Del 1 bliver amningen en helt ny oplevelse (bare vent til du kommer til side 110, så vil du forstå hvad jeg mener!).

Uden at spoile for meget, kan jeg godt afsløre, at Weitze her har begået en roman, som handler om mennesket og naturens forhold – et emne som vi er flere og flere der er optaget af. Her har vi en roman, som på mange måder er tidstypisk i sin udforskning af biodiversitetskrisen, klimakrisen og den antropocæne tidsalder, altså den tidsalder, hvor menneskeheden for alvor sætter sit varige præg på planeten. Ud over at være et eventyrligt og poetisk stykke skønlitteratur, ser jeg den også som en politisk roman, i den forstand at Weitze vil os noget og tydeligt lader sin mening tale gennem romanens karakterer. 

I mit daglige arbejde som naturformidler taler jeg meget med folk om, hvad naturen gør ved os mennesker – og hvad vi gør ved den, og jeg oplever en spirende interesse for alt, hvad der handler om vild natur. Måske lever vi i en tid på vej mod en ny natur-romantisk periode? Programmer som »Alene i Vildmarken« og »Vilde, Vidunderlige Danmark« hitter, og der er ingen tvivl om, at det er god stil at være naturvenlig. Men bagved denne tids naturromantiske blomsterprint og sommerfuglevenlige frøblandinger er der også noget andet på færde. Har du også lagt mærke til det? Den der dybe, mørke tone bag den søde, idylliske melodi? Den klang, som synger om død, muld, svampe, råddenskab og blod? Vi er mange, som får en underlig længsel indeni, når vi ser en slyngplante krakelere en mur, en tidsel bryde gennem betonen. Jeg genkender denne længsel i det mørke og den urkraft, jeg ser udfolde sig i »Rosarium«.

Charlotte Weitze. Foto: Lea Mailandt
Charlotte Weitze. Foto: Lea Mailandt

Jeg genkender i romanen et nyfundet mod til at se døden i øjnene. Ikke den nervepirrende, pludselige død som driver handlingen i krimier, men den langsomme, uundgåelige død, som vi mennesker deler som vilkår med alt andet liv. Den natur som Weitze skriver om er også voldsom, stinkende, dødbringende, for her er liv og død to sider af samme sag. Jeg synes det er så befriende og forfriskende at Weitze tør bryde med den idylliske og forherligende naturromantik vi er så vant til, fra dem der bekymrer sig om kloden, og jeg tror at en roman som denne varsler en ny æra.

En naturlig død
Den anden dag gik jeg forbi min lokale bedemand og opdagede at de nu forhandler en stor pileflettet kiste. Formidabelt! Er vi nu omsider klar til at begrave vores kære i andet end uskyldigt hvidlakerede, hermetisk lukkede bokse? Er vi klar til en mere naturlig begravelse? Skræmmer tanken om maddiker der kryber ind, det langsomt rådnende kød, der siver ud i mulden som en livgivende saft os ikke længere? Er vi pludselig mange for hvem dén tanke er opmuntrende? Det formuldede kød, som stiger op af jorden som planter og sommerfugle i atomernes evige cyklus – den eneste form for genfødsel, vi rent faktisk kan regne med?

Orden er ikke farligt, kaos er ikke farligt. Døden er ikke det modsatte af at være levende. Nede i jorden vil vores atomer en dag blive vakt til live, nye organismer vil opstå af det, vi var engang. Som en slags naturlig genopstandelse.” – »Rosarium« s. 181

Gud er som bekendt død. Vi er de generationer, der vokser op efter hans begravelse, og vi længes ligesom alle andre mennesker efter at føle os forbundne med noget der er større end os. Weitze giver os en følelse af forbundethed og leverer gennem romanen den ene naturvidenskabelige perle efter den anden. På den vis føjer Weitzes roman sig smukt til en ny kreds af værker, så som »Træernes hemmelige liv« af Peter Wohlleben og »Humlen ved det hele« af Dave Goulson, som har det til fælles, at de åbner naturvidenskabens skatkammer og formår på fængende og poetisk vis at formidle noget af alt det fortryllende fakta som den seneste forskning byder på. Vi behøver ikke søge i det metafysiske efter magi, storhed og mening. Naturen er i sig selv vanvittig smuk og storslået og leverer det ene overraskende eventyr efter det andet om hvordan alting er mere komplekst, genialt og forbundet end vi havde turde drømme om. 

For en naturnørd og cand.scient. som jeg selv er der ikke ret mange af Weitzes naturvidenskabelige vignetter, som er nye. Jeg har læst om skoven som metaorganisme før, jeg ved hvordan et rosenblad ser ud i mikroskop. Alligevel bliver jeg rørt på ny, når jeg læser »Rosarium«. Over hvor vildt det egentlig er. Jeg cykler gennem byen mellem vejtræernes ventende knopper og finder mig selv på ny forundret over mysteriet: Solen derude i det tomme rum og hvordan alt liv her på jorden afhænger af dens stråler. Fotosyntesens alkymi. Tak til Charlotte Weitze for at give os en modig roman, som skærper vores sanser over for naturen omkring os og alt dens gådefulde liv. Og død.

Del: