Signe Kierkegaard Cain. Foto: Jacob Riis
Signe Kierkegaard Cain. Foto: Jacob Riis
Lasse Juhl Nielsen |

DEBUT: "Kernefamilien er et mysterium"

Q&A med Signe Kierkegaard Cain, der romandebuterer med bogen »Søkvinden«, som udkom på Vild Maskine d. 16/4.

Hvem er Signe Kierkegaard Cain?
“Jeg har en engelsk far og en dansk mor, er storesøster til fire og opvokset i Esbjerg og på Amager. Til min egen store overraskelse er jeg (i hvert fald indtil videre) endt med at bo på Amager igen – nu sammen med en mand og to piger på 9 og 13.”

Hvad kendetegner dig som forfatter?
“Indtil videre er jeg en forfatter, der fatter mig i nogenlunde korthed og går tæt på kroppe og de oplevelser, de har. Og så tror jeg, jeg vil sige, at jeg er optaget af at lede efter nye måder at beskrive de tætteste relationer på.“ 

 Hvad er »Søkvinden« for en bog – og hvorfor har du skrevet netop dén bog?
“Jeg har skrevet bogen, fordi kernefamilien dybest set er et mysterium for mig. Selv om jeg selv er en del af sådan én. Det her med at leve så tæt sammen med et andet menneske gennem mange år og have børn sammen og den måde, man bevæger sig rundt om hinanden på i sådan et hjem og skal have tre, fire, fem eller flere liv til at passe sammen. Når der så er et eller flere af de mennesker, der har det rigtig svært med sig selv, bliver det nogle gange til et uoverskueligt virvar af følelser og tanker og kroppe, der filtrer sig ud og ind af hinanden.

»Søkvinden« består af korte kapitler og fortæller historien om Maya, der er gift med Sømanden og mor til Theo. Hun vil helst ikke i bad og kæmper meget med at finde sig tilpas i det liv, hun har skabt. Havet tiltrækker hende; hun vil flytte derned og skabe sig et enklere liv. Jeg var egentlig i gang med en anden roman, men kunne ikke rigtig få den til at fungere. Så begyndte der at komme de her små tekster, som handlede om vand og forholdet mellem en kvinde og en mand, og så var jeg på et skrivekursus og fik en god skrivegruppe og havde et ophold på Hald Hovedgaard, hvor det blev helt klart for mig, at det var ”Søkvinden”, jeg skulle skrive. Der var en frihed i at skrive de korte kapitler, som på en måde er små fortællinger i sig selv, og i at gå helt tæt på kroppe og hverdagsvæsker.”

Vandet
Det er som om vandet er alle steder i bogen: I titlen, i søkvindens (og sømandens?) sø, i ’hverdagsvandet’, det stillestående vand i opvasken fra i går, i sneen der smelter under fødderne, i havene der flyves over – og endda i grøden, der svømmes rundt i og dykkes ned i. Hvad er der med det vand? Hvorfor er det alle steder?

 ”Ja, der er virkelig meget vand. Og det blev et benspænd – jeg skrev mange af teksterne ud fra vand: spyt, sved, tårer, vievand, fostervand, grødis, dug, en vandmand. Maya beskriver sin krop som en dunhammer. Vand er så grundlæggende og så velbeskrevet, så der er også en fare for klicheer, når man fylder en bog med vand. Jeg syntes, det var en fed udfordring at prøve at skrive mig udenom dem – om det så lykkes, må andre bedømme.

Jeg var optaget af at beskrive en kvinde, der flyder. Vand er jo både livgivende og livsfarligt, og det gav mulighed for at beskrive en dobbelttydighed og en længsel, synes jeg. På den ene side vil Maya helst ikke i bad, men på den anden side drømmer hun om at bo under havet. Det med at hun ikke vil i bad ser jeg bl.a. som en modstand mod at blive voksen; en slags oprør mod fornuft, hygiejne og det polerede. Der er en trodsighed i det. Det med havet er selvfølgelig et eller andet behov for flugt hos hende, men det er også en længsel efter, at hendes eget liv og vores allesammens liv kunne flyttes et andet sted hen, indrettes på en anden måde.”

Bogen indledes med en uvasket krop og afsluttes vel nærmest med det modsatte – en forvasket og oversvømmet krop. Hvad er det for en udvikling vi er vidne til? 
“Jeg ved ikke, i hvor høj grad det er udvikling fra et punkt til et andet. Måske er det mere svingninger frem og tilbage. Jeg er ret optaget af, at der ikke findes et facit, når vi udvikler os, og jeg har ofte svært ved at spejle mig i fortællinger om folk, der har haft det svært, og så er de kommet ud på den anden side og halleluja. Det er ikke sådan, jeg oplever hverken mit eget eller andres liv. Desværre – og i et eller andet omfang heldigvis – bliver vi ved med at vende tilbage til de samme kampe; i kærlighedsforhold, som forældre, i forhold til os selv.

Maya vil virkelig gerne have tingene til at fungere, men hun bliver ved med at blive fanget af sin egen uro og usikkerhed, og indimellem har hun det virkelig svært. Hvis man skal tale om en udvikling, kan man måske sige, at hun bevæger sig henimod at omfavne vandet på en ny måde – mod at finde sin egen måde at være til stede i sit liv på; måske skal hun netop være her som en halvt opløst dunhammer. Ikke for at sige, at man skal slå sig til tåls med at have det skidt psykisk, for det synes jeg virkelig ikke, man skal. Men Mayas historie er nok en slags opråb om, at vi er i voksenlivet og har lov til at være her, selv når vi ikke ved, hvordan man gør, eller synes, det er vanvittig svært.”

Signe Kierkegaard Cain (f. 1976) debuterer med »Søkvinden«, der udkom 16/4 på Vild Maskine. Hun har tidligere bl.a. bidraget til antologien »Spillekort med digte« (Ekbátana, 2020) og udgivet den personlige debatbog »Det handler ikke om lykke« (MØLLER, 2013) samt digte og kortprosatekster i Øverste Kirurgiske og Slagtryk. Hun er BA i antropologi, master i retorik og har læst journalistik. Udover at skrive arbejder hun som redaktionssekretær på et forskningstidsskrift og freelanceredaktør.

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller