Skønlitteratur og empati

Er du nogensinde blevet taget i en løgn, der var så grov, at du kunne mærke skammen helt ned i tæerne? Har du været uansvarligt, euforisk forelsket – eller så sønderlemmende hjerteknust at du kunne mærke det i hele kroppen? Har du mistet et menneske, du ikke kunne undvære – eller mistet besindelsen og gjort noget utilgiveligt – eller rodet dig ind i relationer, du ikke kunne bunde i – eller: Er du vokset op et sted, hvor du følte dig anderledes? Har du måske endda brudt med dine nærmeste for at skabe dit eget liv et andet sted?

Det har jeg. Alt sammen. Altså: Godt nok ikke i virkeligheden, men: fordi nogen har gjort sig den ulejlighed at fremskrive mennesker, situationer og verdener i romanform, så har jeg fået mulighed for at læse og leve mig ind i virkeligheder, der ligger langt fra min egen.

Og lige dét, det tror jeg, er meget, meget sundt. Here’s why.

At erfare det fremmede
Langt det meste af det, jeg læser om, har jeg ikke erfaring med fra mit eget liv. Jeg har ikke hadet stærkt nok til at ville slå ihjel eller oplevet et voldsomt brud eller vendepunkt, der ændrede mit liv for altid. Men det kan føles sådan, når man læser. I hvert fald kan jeg konstatere, at jeg lever mig ind i karakterer og situationer fra bøgerne – også på en anden måde end jeg gør, når jeg ser en film eller et teaterstykke.

Selvfølgelig kan jeg blive grebet og følelsesmæssigt berørt af film og teater, men begge dele er alligevel noget, der foregår ’derovre’, jeg betragter det på afstand. Og det er medieret af nogle andre; skuespillere, scenografer, lys- og tonemestre har allerede med intonationer, bagtæpper og anden iscenesættelse fortolket og udlagt stemning og omgivelser for mig.

Min læsning derimod ’sker’ inde i mig – og jeg skal bygge det hele selv – tiden, omgivelserne, relationerne, konflikterne, følelserne – ud fra de informationer, teksten giver mig. Og fordi jeg i dén grad skal være inde i det hele, ofte helt inde i hovedet på karaktererne, så kan jeg også bringes til at forstå selv de mest uhyrlige handlinger. Jeg forstår bevæggrundene, desperationen eller nødvendigheden, de udspringer af. Jeg mærker dem så at sige på min egen krop.

Læsning af skønlitteratur fordrer indlevelse – og der har i årevis været forsket i, hvorvidt det at læse skønlitteratur faktisk træner ens empatiske evner, altså: evnen til at sætte sig i andres sted. Flere steder både i udlandet og herhjemme er læger og medicinstuderende i de seneste år blevet introduceret til faget ’Narrativ medicin’, hvor der læses skønlitteratur med det udtalte sigte at lære at ’se mennesket bag diagnosen’, som det hedder. Her er tanken netop, at læsning af skønlitteratur styrker empatien (hør mere om tankerne bag Narrativ medicin her i programmet ’Skønlitteratur på P1’ ).

Forholdet mellem læsning og indlevelse eller empati er blevet studeret cirka lige så længe, som der er blevet skrevet fiktion – og her skal jeg ikke gå i alle detaljer, men lave en hurtig overflyvning over de forskellige ’skoler’ indenfor feltet (du kan læse en ligeledes kort, men lidt grundigere gennemgang her).

Ganske ofte ses litteraturen som et spejl: læseren identificerer sig med en karakter i bogen, og lever sig derfor ind i historien. Andre – herunder den tyske filosof Schleiermacher – forklarer i stedet samspillet mellem tekst og læser som et ’fortolkningsspring’, en overskridelse af det velkendte og overleverede. Hans argument er, at man kun ved netop at kunne sætte sig ud over sig selv og sine egne erfaringer kan få øje på det nye, en litterær tekst kan (re)præsentere.

Senere filosoffer udvider spørgsmålet om indlevelse ved at erstatte ordet ’empati’ med ’fremmederfaring’; i stedet for den ’simple’ indlevelse, empatien ofte tolkes som, er fremmederfaringen den grundlæggende erfaring af, at man selv er ’noget andet’ end det, der er udenfor en selv, udenfor ens krop og egne erfaringsrum – og at selvet skabes i sam- og modspil med dette ’udenfor’, det fremmede.

På samme måde skabes samspillet mellem tekst og læser. Det hævdes med andre ord, som forsker Thomas Illum Hansen fyndigt skriver, at læsningen er: “en læseakt, en skabende handling, hvor der sker en kobling af det egne og det fremmede, idet man føler følelser, oplever oplevelser og tænker tanker, der ikke er ens egne, men som ikke desto mindre bliver bragt til live og revitaliseret under læseakten i kraft af ens egen krop og bevidsthed.” Kilde

Det, jeg finder særligt interessant ved tanken om empati og ’fremmederfaring’ i læsningen er teorien om, at skønlitteraturen giver os mulighed for at erfare noget både følelses- og tankemæssigt, noget der bringes til live i både krop og bevidsthed – gennem teksten. Netop dén effekt genkender jeg – og jeg har ikke oplevet det samme ved nogen anden aktivitet end netop: læsning.

Spejl vs vindue
Den for mig at se meget forsimplede tanke om litteratur som et spejl for verden lever dog fortsat videre i bedste velgående. Ofte anbefales eksempelvis de senere års mange bøger om moderskab til kvinder i den fødedygtige alder; romaner om psykiatri anbefales til både til patienter og pårørende – og nogle former for litteratur omtales simpelthen som decideret mande- eller kvindelitteratur. Alt sammen, må man formode, ud fra tanken om, at folk helst vil møde sig selv, når de åbner en bog. At de gerne vil finde noget at spejle sig i.

Og altså: bevares. Går man og tumler med noget og har brug for at føle sig ikke-alene med sine tanker eller problemer, så forstår jeg godt, at man kan have brug for at spejle sig i en bog eller en anden type fortælling.

Men jeg vil samtidig på det kraftigste hævde, at bøger – og for den sags skyld: film, teater og andre former for fiktion – ikke nødvendigvis er noget, vi skal spejle os i. Jeg vil gå så vidt som til at hævde, at livet ville blive temmelig kedeligt, hvis bøger faktisk blot var spejle, for helt ærligt: hvem gider egentlig møde sig selv igen og igen? Og da særligt, hvis alternativet er, at du kan møde en fremmed, der kan lære dig noget nyt? Hvad hvis vi netop gjorde en dyd ud af at læse om det, vi IKKE kender? Hvad enten det er ukendte miljøer, andre køn eller en anden tid? 

Mange af mine allerstørste læseoplevelser er opstået dér, hvor jeg læser om noget, der er langt fra mig selv og min egen verden – men hvor jeg alligevel finder noget, man måske kunne kalde: et anknytningspunkt. En flig af noget velkendt, genkendeligt eller bare: menneskeligt – en tvivl, en indsigt, en følelse, et eller andet, man kan ’koble sig til’. Jeg vil hævde, at sådanne anknytningspunkter kan findes i alle former for skønlitteratur, både dem, der ligger vores egen virkelighed nær og dem, der ikke gør – som eksempelvis sci-fi og weird fiction, hvor intet ellers ligner noget, vi kender. I anknytningspunktet opstår en sprække, en forbindelse – og et vindue kan åbnes. Et vindue, til en verden og nogle erfaringer, vi er så heldige at få del i, fordi nogen har ulejliget sig med at tænke dem frem og skrive dem ned.

Den større samtale
Og her kommer vi frem til, hvorfor jeg mener det er ligefrem sundt at læse litteratur, der fungerer mere som vindue end som spejl; litteratur, der kan tilbyde en åbning til en verden, jeg ikke kender i forvejen, til erfaringer og omstændigheder, jeg kun på dén måde vil kunne ’mærke’ på min egen krop.

Foruden at den slags litteratur giver mig en rigere erfaringsverden, så tror jeg faktisk også, at netop viljen til at læse sig ind i noget, man ikke allerede kender, har en mærkbar effekt i ens faktiske virkelighed. Jeg tror, at det bliver lettere for mig at forstå mennesker, der træffer andre valg end mig, der har en anden baggrund, befinder sig i en anden livsfase eller lever under grundlæggende andre omstændigheder end mig selv, når litteraturen har tilladt mig at øve mig i at gøre netop det. I hvert fald, så er gennem læsningen blevet bevidst om, at der er en mulighed for at finde et anknytningspunkt. Og jeg leder aktivt efter det.

Alene af den grund tror jeg, det er rigtig sundt at læse litteratur, der bringer os ud af vores egen comfort zone, om det så er ved at læse om andre steder i verden, andre tider – eller om det er simpelthen ved at læse bøger af forfattere af et andet køn end ens eget (kære mænd, der ikke læser kvindelige forfattere: her kigger jeg også på jer). Jeg tror simpelthen det er sundt for den demokratiske samtale på den måde at turde og at have viljen til at sætte sig ud over sig selv. Og jeg synes, læsning af skønlitteratur er et oplagt sted at søge ud af sig selv og ind i verdener og ’fremmederfaringer’, man ikke har adgang til i sin egentlige virkelighed.

’A reader lives a thousand lives’, skal den amerikanske forfatter bag Game of Thrones-franchisen have sagt. Hvis det faktisk er tilfældet, så vil jeg da allerhelst leve hver eneste af de liv ‘to their fullest’ – og få så mange oplevelser af noget, jeg ikke allerede kender med mig, som overhovedet muligt!