Kan en selvisk egocentrisk skinsyg fantasiforladt kvinde overhovedet skrive noget som helst der er noget værd?

Sylvia Plaths dagbøger, som blev udgivet efter hendes tragiske selvmord, giver et glimrende indblik i et forfattersind, der skriver sig igennem de kriser og succeser, der uvilkårligt præger livet. Hvilke kvaler gennemlever forfatteren, når endnu et afslag får hendes verden til at ramle? Hvordan hænger Sylvias familieliv, arbejde og skrivning sammen? Og når hun samtidig har et skrøbeligt sind, hvordan får hun så overhovedet skrevet noget?

“Jeg er stoppet, gået i stå, blokeret. Fastfrosset af en lammelse i mit hoved. […] Der kommer ingen post. Jeg har ikke fået antaget noget siden 1. oktober. Og jeg har sendt stabler af digte og noveller af sted.” (Mandag d. 4. marts, 1957, p.101)

I marts 1957 er Sylvia Plath 24 år gammel, hun er bosiddende i Cambridge med ægtemanden og digteren, Ted Hughes. Hun er selv en talentfuld, ung digter, der skriver og skriver, men venter på det store gennembrud. Hun kæmper med at forlige sine vældige ambitioner med et hverdagsliv, der ikke tilbyder den helt store forløsning. Og så kæmper hun med et sind, der har tendens til depression og udmattelse. Som det mest naturlige i verden folder hun sine frustrationer, håb og drømme ud i sin dagbog.

Er man selv dagbogsskriver er der meget at lære ved at læse optegnelser fra forfatteres hverdagsliv - ja, man opnår måske ligefrem katarsis, renselse, af de tunge følelser man selv tumler med.

Jeg har skrevet dagbog i over 20 år. Det var tilfældige omstændigheder, der gjorde at jeg som 16-årig en dag fik nok af det hele og åbnede en lille notesbog og skriblede ’jeg hader det her, jeg er ved at blive skør, jeg hader jer!’. Det var rettet mod mine forældre, der var ved at blive skilt. Og det at jeg pludselig skrev det, gav udtryk for min vrede og frustration, det løsnede noget i mig, selvom smerten jo stadig var der. Men nu kunne jeg lukke notesbogen, vide at det farlige udtryk for had og vrede, var til stede i verden. Det var en måde for mig at være i verden på, selvom den var ved at ramle. Således er dagbøger ofte et arkiv over de følelser, man har svært ved at stå ved i hverdagens trummerum.

Det er underligt at læse Plaths dagbøger, for det var formentlig ikke meningen, de skulle udgives, og jeg kan godt have det lidt som den gæst, der til en fest i smug stikker hovedet ind i medicinskabet for at få overblik over diagnoserne. Sagen er nemlig at Sylvia Plath, der levede fra 1932 - 1963, havde sit at kæmpe med i livet, og ikke nødvendigvis ønskede at andre skulle vide hvad hun skrev om i sine dagbøger. Hun levede et liv med mange op- og nedture og dagbøgerne er fyldt med både frustrationer og håb for det liv hun drømte om at leve. Som årstallene indikerer blev hun ikke særlig gammel - hun valgte at begå selvmord som kun 30-årig.

Som helt ung voksede hun op i USA og fremviste hurtigt et talent for at skrive, hun vandt flere priser og fik legater så hun kunne rejse til Cambridge i England for at studere. Her mødte hun den engelske digter Ted Hughes, som hun giftede sig med i juni 1956 og sidenhen fik to børn med (hhv. 1960 og 1962). På trods af talentet udeblev succeserne imidlertid for Sylvia. Hun følte hun levede i skyggen af Ted, der hurtigt opnåede succes, og hun gennemgik forskellige psykiske sammenbrud, da hun i start-60’erne pga. hans utroskab blev forladt af Ted og selv måtte opfostre de to små børn i en lille London-lejlighed. Til sidst blev det for meget og hun tog sit eget liv, men efterlod sig tre tekstsamlinger, der blev hendes litterære eftermæle - og grund til at hun i dag regnes som en førende stemme i feministisk, modernistisk litteratur i efterkrigstiden. Det drejer sig om romanen ‘The Bell Jar’ (da. ’Glasklokken’), digtsamlingen ‘Ariel’ og så altså en mængde dagbøger, som hun førte siden hun var ganske ung.

Hendes dagbøger regnes i dag som en lige så væsentlig del af hendes forfatterskab, som både romanen og digtene. Det gør de blandt andet fordi hun i dagbøgerne er uhyre ærlig og søgende i retningen mod at blive et helt ‘selv’. For mig er det befriende at læse om de kvababbelser forfatteren har, fordi det nedbryder myten om forfatterlivet som noget særligt ophøjet og ideelt. Plaths liv er ofte usammenhængende og forvirret, men alligevel lykkes det på et tidspunkt at skrive noget af betydning.

Det fascinerende er, at forfatteren netop kæmper for at balancere de store følelser, som uvilkårligt bruser frem, når man møder sig selv i skrivningen med helt banale hverdagsoplevelser. Hun ser sine forskellige jeg’er i en intern strid, men bruger dagbogen til at få styr på det, der stritter i forskellige retninger. Plath lader til at bruge dagbogen til at få orden i et rodet sind.

I september, 1951, skriver hun:

’”Hvorfor er jeg så bekymret over det som andre fryder sig over og tager for givet. Hvorfor rider det mig som en mare; hvorfor hader jeg det jeg så ubønhørligt drages imod? Hvorfor går jeg ikke bare i seng i det venlige erotiske mørke, smiler dovent til mig selv i natten og siger ’En dag vil jeg blive fysisk og mentalt tilfredsstillet, hvis jeg leder mig selv på rette vej…’ Hvorfor bliver jeg siddende oppe, indtil den fysiske ild er brændt ud og driver min hjerne ind på kolde beregnende tanker?” (p.45)

Hun spekulerer over sin tilstand og skriver videre og ind i en større selvbebrejdende intensitet:

”Jeg står altså over for et eller to valg! Kan jeg skrive? Vil jeg komme til at skrive hvis jeg øver mig tilstrækkeligt? Hvor meget bør jeg overhovedet ofre for at skrive, inden jeg finder ud af om jeg duer? Frem for alt, KAN EN SELVISK EGOCENTRISK SKINSYG FANTASIFORLADT KVINDE OVERHOVEDET SKRIVE NOGET SOM HELST DER ER NOGET VÆRD? Burde jeg sublimere (du godeste, hvor vi jonglerer med ordene i dag!) min selviskhed ved at tjene andre mennesker - gennem socialt arbejde eller lignende?” (p.47) 

Man fornemmer en klar, men også søgende stemme, der kæmper for at få styr på livets modsætninger. Her er både det katartiske i de følelsesmæssige udbrud, der har trængt sig på, en frustration over tilstanden, men også en evne til netop at hæve sig over den - i skriften. Det er mellem de planer dagbogen svinger.

Når jeg har læst Plaths dagbøger har jeg selv haft nærmest katartiske oplevelser. Begrebet katarsis beskriver den måde, man kan føle sig følelsesmæssigt renset, når man fx har set et godt, dramatisk skuespil, især et tragisk et af slagsen. Når du betragter andres lidelse, så bliver du selv renset for selvsamme lidelse. Du bliver med-lidende.

Det tror jeg også Sylvia Plath fandt ud af mens hun skrev sine dagbøger. I marts 1957, hvor hun er tynget af læsebyrden på litteraturstudiet og de uforløste drømme om at slå igennem som forfatter, skriver hun: “Jeg føler atter svælget mellem mine håb & ambitioner og mine sande evner” (p.101). Men midt i håbløsheden er det som om et andet ‘jeg’ træder til og udviser en medlidenhed, en selvomsorg, der reder hende ud af depressionen. Hun beslutter at hun må afsætte tid til at skrive på sin roman (den tekst, der siden bliver ‘The Bell Jar’). Så det, der kortvarigt reder hende ud af mørket og depressionen, er litteraturen og den daglige skrivning. “…time for time, dag for dag, bliver livet muligt.” (p.102).

Sylvia Plath fortsætter med at skrive dagbog indtil hun i 1963 begår selvmord. Det er ikke sikkert hun ville have andre til at læse de dagbøger hun efterlod. Alligevel vurderede hendes mand, Ted Hughes, at dagbøgerne rummede så stærke personlige tekster, at de burde udgives. Det gjorde han - med undtagelse af dagbøgerne fra de sidste år inden hun døde. Han skriver følgende i forordet til de redigerede dagbøger, der udkom i 1982 i England:

“Her nedfælder hun sin daglige kamp med sine indbyrdes stridende jeg’er, alene for sin egen skyld. Dette er hendes selvbiografi, langt fra komplet, men kompleks og præcis, hvori hun bestræbte sig på at se sig selv ærligt og hvori hun kæmpede sig igennem sin egen opløsning og genopbygning. Og den Sylvia Plath vi kan ane her er det nærmeste vi nu kan komme den virkelige person i hendes hverdag. Dagbøgerne findes i en samling notesbøger og bundter af løse ark. […] Endnu to notesbøger, rødbrune protokoller ligesom ‘57-‘59-bindet overlevede et stykke tid, og dækkede perioden fra ‘59 helt frem til tre dage før hendes død. Den sidste af dem rummede optegnelser for flere måneder og jeg destruerede den fordi jeg ikke ønskede at hendes børn skulle læse dem (den gang mente jeg at glemsel var vigtig for at kunne overleve). Den anden forsvandt.” (p.9-10)

Sylvia Plaths dagbøger er ofte blevet gransket med blik for det dunkle i forholdet til Ted Hughes. Var det, at han forlod hende og var utro, medvirkende til hendes selvmord? Hvorfor destruerede og bortskaffede han de sidste dagbøger? Burde han og andre have reageret på hendes psykiske deroute og handlet tidligere? Det er dramatiske beskyldninger, der ofte mangler belæg i det, der står i dagbøgerne.

For mig er det interessante ved dagbøgerne ikke deres evne til at afsløre skjulte sider af forholdet til Ted. Det, jeg fascineres af ved Plaths dagbøger, er hvordan hun så præcist beskriver sit eget sind. Et sind, der hele tiden er optaget af litteratur, som en metode til at udtrykke sin egen skrøbelighed og usikkerhed. Hun fremlægger sine egne begrænsninger, og derved overskrider hun dem. Plaths dagbøger er et indblik i en litterær bevidsthed, der hele tiden arbejder med et formål: at skabe litteratur på trods af al den modstand, den møder.

Den sidste tilgængelige optegnelse er fra 15. november 1959:

“En dårlig dag. En dårlig tid. Sindstilstanden er af største betydning for arbejdet. En ubekymret, kriblende spændt tilstand hvor selve digtet, selve novellen er suveræn.” (p.172)

Selvfølgelig betyder ’sindstilstanden’ noget, men litteraturen betyder mere. Den er, som Sylvia Plath siger her, suveræn! Dagbøgerne er, som jeg opfatter dem, langt mere end en selvbiografi, der afslører Sylvia Plaths ‘virkelige liv’. De er indblik i hendes skabende proces med de ekstremer den indebærer. Fra de dybeste psykiske nedture til de euforiske øjeblikke, hvor skrivningen sætter alt i relief for hende.

Når jeg læser Plaths dagbøger sker der noget med mit eget syn på livet. Jeg læser mig selv ind i alle de strabadser, hun har med at få livet til at hænge sammen - og jeg kommer renset ud bagefter. På den måde er dagbogsskrivning et vigtigt redskab i en bestræbelse på at normalisere de kvaler, vi kan have som mennesker. Og at læse forfatterdagbøger kan som anden god litteratur skabe et rum, hvor vi spejler os i den ustabilitet, sårbarhed og tvivl, der er en menneskelig grunderfaring i ethvert liv.

Læs den på Bookmate

Læs