Hvordan ville livet være, hvis vi var bedre til at tale med hinanden?

Hvem er Victor Boy Lindholm?
Jeg er 31 år gammel, og jeg er vokset op i Værløse uden for København. Engang en by, der var tættere på Ballerupcentret, knallerter og solarie, men som nu bliver betragtet som en del af Nordsjælland. Det kan jeg ikke helt vænne mig til.

Som lille var jeg dårlig til at læse, og litterært er jeg flasket op på fantasy og Peter Høeg. En lidt sær blanding, der nærmest intet har at gøre med mit forfatterskab, men som har været vigtig for min læseglæde. Jeg bor på Amager med min kæreste og datter. Jeg fisker meget, jeg er tidligere eliteløber, og jeg har brugt store dele af mine tyvere på at cykle rundt i Europa og skrive om det. Grundlæggende er jeg meget i tvivl, derfor er livet som forfatter et godt liv for mig, hvor jeg kan leve af at stille spørgsmål, der ikke nødvendigvis kan besvares.

Hvad kendetegner dig som forfatter?
Jeg skriver en omverdensvendt litteratur, der gerne vil engagere sig og tale med og mod sin samtid. Mine tekster har et helt klart mellemværende med både det politiske, men også med virkeligheden som sådan, og hvordan den måde vi bruger vores sprog på, påvirker vores verdensforståelse. Jeg er optaget af vores naturforståelse i en krisetid, og hvordan vi historisk set er kommet til et sted, hvor vi stadig tror, at der findes en skarp opdeling mellem kultur og natur. På samme måde, er jeg optaget af idealer for både køn og krop, og hvordan de former vores relationer og interaktioner. Jeg vil tro, at jeg skriver i et spændingsfelt mellem natur, politik og køn. Nogle har kaldt det vredt, andre har kaldt det dårligt, og nogle har kaldt det tilgængeligt og skarpt. Derudover er jeg elendig til at sætte komma, og er altid lidt i tvivl om ligge/lægge.

Hvad er »En del af hjertet går ud af kroppen« for en bog – og hvorfor har du skrevet netop dén bog?
En del af hjertet går ud af kroppen er min første roman, og dermed allerede markant anderledes end mine tidligere bøger, der alle har været digtsamlinger eller essays. Romanformen er vild og overvældende at arbejde med, fordi det er en slags beholder, hvor jeg kan fylde alt ned i. Den er ikke på samme måde begrænset, som digtet kan være. Det har været nyt og anderledes.

Bogen handler om at give sin historie videre. Den handler om venskab, stilhed og maskulinitet i en tid, hvor det er svært at definere. Jeg skrev bogen som en refleksion over selv at skulle til at være forælder, men også som et spørgsmål til, hvad maskulinitet er i dag, og hvornår mange af disse destruktive mønstre, som er en del af en traditionel maskulin identitet, bliver dannet hos drenge.

Jeg læste et citat af den amerikanske forfatter Rebecca Solnit, da debatten om Me-too begyndte at rulle, hvor hun skriver:

“Hvad er der i vejen med mandekønnet? Vi bliver nødt til at tale om, hvad vi forstår ved maskulinitet, hvad der bliver rost og opmuntret, hvordan volden nedarves til drenge.”

Det er der kommet den her roman ud af, fordi det blev helt oplagt at undersøge maskuline relationer på et tidspunkt, hvor jeg selv skulle til at indgå i en så kulturelt ladet rolle, som faderskabet.

 Men først og fremmest er det også en kærlighedserklæring til den følelse det er at blive forælder, hvor en del af ens hjerte går rundt derude i verden, som sit eget lille menneske.

Læs Victor Boy Lindholms roman-debut på Bookmate.

Læs

Spor i romanen
I din roman skriver du om ophav, i særdeleshed om at blive og være far. Du kredser også om livets begyndelse og om døden. Ind imellem synes at løbe et spor omkring tavshed. Kan du fortælle om tavsheden og hvad den gør? Og hvordan fletter livet og døden sig ind i undersøgelsen af måder at være far på?

Tavsheden blev hele udgangspunkt for romanen. Det blev selve benspændet, som jeg har skrevet på. Hvordan skriver man en bog om den stilhed, der hersker blandt mænd om deres følelsesliv? Hvorfor er så mange mænd, så dårlige til at tale om, hvordan de har det, og hvornår er det blevet en fasttømret sandhed, at en rigtig mand er en mand, der er hård og stille omkring sine følelser.

Det er jo en samtale vi har haft i mange år, og som man måske nogle gange kan tænke ikke er nødvendig, men det er stadig en stærk fortælling i vores samtid om maskulinitet. Det er så stærk en idé, at den har sin egen kulturelle trope: Træmanden.

Udgangspunktet blev, at den første voldshandling i et patriarkalsk samfund, er den vold som drenge yder mod hinanden i omklædningsrum, sportshaller og andre normative ”drengede” rum, hvor de ikke bliver tilskyndet til at sætte ord på deres følelser, men primært at være fysiske. De to ting behøver jo ikke at være modsætninger, overhovedet.

Romanen er ikke et generationsopgør. Men den undersøger vores bedsteforældres og forældres måder at forvalte maskulinitet på. For to generationer siden gav industrisamfundets måde at være mand på mening. Det var skaffedyret, den store patriark, og selvom jeg ikke er tilhænger af det, så var der ikke den samme meningsforskydning i det, som der har været for vores forældres generation. Her har både mænd og kvinder skullet forhandle, hvad det vil sige at være mand, forælder og partner i et samfund, hvor patriarken ikke har en rolle.

Det burde frisætte folk, men i stedet har mange søgt ind i en nostalgisk form for maskulinitet, som opretholder en idé om styrke, stilhed og magt, som værende gode maskuline dyder. Mit argument er, at halvdelen af befolkningen går glip af et godt liv, hvis de køber ind på den idé, og de vil også opleve et meningstab, fordi den form for mand ikke har en rolle at spille i vores type samfund. I stedet er der en risiko for at de bliver ulykkelige vulkaner, der pludselig eksploderer i vold. Det er jo ikke en teori, men noget vi hver dag ser i praksis.

Erindringer og autofiktion
Din bog er på samme tid dybt personlig og almen-menneskelig. Den siger noget om jeg-fortællerens liv – og vel, som autofiktion om dig som forfatter – samtidig med at den rammer noget på den helt store klinge. Hvilke tanker har du gjort dig, da du skrev romanen, om forholdet mellem det private og nære, på den ene side, og det der har med at gøre, at vi måske er produkter af vores tid?

Der er helt klar flere sammenfald mellem hovedpersonen og mit eget liv. Men det er stærkt fiktionaliseret, og det er et greb jeg har valgt at bruge for at kunne betragte disse ting, som er tæt på mit eget liv, udefra. Fiktionen er en mulighed for at blive betragter. Det gælder både som læsende, men i særdeleshed som skrivende. Det forvirrer folk, at jeg altid skriver i første person, fordi de dermed tænker, at der er total lighed mellem mig som forfatter og min hovedperson som fortæller. Jeg kan godt forstå forvirringen, men jeg’et som greb er min måde at skrive på, at skabe en intimitet mellem mig selv og mine karakterer. På samme tid har det også noget gøre med, hvordan jeg betragter romanen. Vi har jo et begær efter den store samlende fortælling, hvor forfatteren kan betragte hele historien oppefra med et køligt overblik. På den måde er jeg et produkt af min samtid, at jeg ikke tror på det. Jeg er på niveau med min karakter. Jeg står lige ved siden af, og jeg er lige så forvirret.

VICTOR BOY LINDHOLM er født i 1991 og bor på Amager. Han har skrevet en række digtsamlinger og teaterstykker og arbejder sideløbende som journalist.