Vi anvender cookies for at indsamle statistiske data. Det hjælper os med at forstå, hvordan du bruger Bookmate Journal, så vi kan forbedre brugeroplevelsen af siden og de publicerede artikler.
Foto: Johannes Plenio / Unsplash
Foto: Johannes Plenio / Unsplash
Mathilde Ravn Melvang |

”19 år senere…”

Om at vokse op med ungdomsbøger og om ungdomsbøger, der bliver voksne.

Da jeg i 2. klasse havde vendt første side i en Harry Potter-bog, så jeg mig ikke tilbage. Jeg, der tidligere havde hakket mig igennem letlæsningsbøger med meget lille (eller slet ingen) fornøjelse, pløjede mig pludselig gennem den ene bog efter den anden. Gennem hylde efter hylde med hestebøger og detektivromaner fra den gang mine forældre var børn, indtil jeg til sidst ikke kunne underholde mig selv på skolebiblioteket længere. 

Det sidste års lockdown har, efter mange års akademisk læsning på universitetet, ledt mig tilbage mod mine barndoms- og teenageårs genrelitteratur, og der har jeg opdaget, at noget har forandret sig. Der er nu en hel generation af voksne læsere til ungdomslitteraturen og et meget aktivt onlinemiljø, hvor fans af min barndoms store forfatterskaber selv skriver videre og skaber de fortællinger, de gerne vil læse. Det følgende er et forsøg på at undersøge, hvad det betyder, at en generation af læsere er blevet voksne – og at deres yndlingsbøger først nu er ved at følge trop.

Embedsmanden Harry
Jeg var en del af en generation af børn og unge, der lærte at læse med J. K. Rowlings »Harry Potter«-bøger og Phillip Pullmans trilogi »Det gyldne kompas« og, til den mere excentriske side, Eoin Colfers bogserie om teenagegeniet »Artemis Fowl« eller Jonathan Strouds »Bartimæus-trilogien«. Alle de nævnte bogserier bevæger sig frem og tilbage i grænselandet mellem børne- og ungdomslitteratur. Måske var det også noget af det, der tiltrak mig som barn: at det var bøger, der aldrig talte babysprog og altid tog hovedpersonerne alvorligt. 

Hos både Rowling, Colfer og Pullman ældes barnelæseren med hovedpersonerne Harry, Artemis og Lyra, der er 10-12 år gamle i de første bøger og efterhånden bliver teenagere med alt hvad det indebærer af tvivl, vrede, opgør med autoriteter og spirende begær. Ingen af dem bliver dog voksne – allerhøjest laver forfatterne en krølle på historien, der skal vise, at karaktererne får et liv efter barndommen. Mest berømt og berygtet er nok J. K. Rowlings efterskrift ”19 år senere” i slutningen af den sidste Harry Potter-bog. Ét slag med tryllestaven, og Harry er voksen, far til tre og embedsmand i et ministerium!

I litteraturteorien findes et begreb om læserens narrative begær, et begær efter at nå fortællingens sidste punkt: at finde ud af, hvordan historien ender. Men mit eget læserbegær har altid handlet mere om, hvad der skete efter bøgerne sluttede. Jeg havde ikke lyst til at forlade hovedpersonerne i slutningen af deres teenageeventyr, jeg ville vide, hvad der skete, efter de blev konger og dronninger, besejrede det onde eller blev forelskede. Så mit teenage-jeg ledte videre og bevægede sig til hylderne med YA (Young Adult), hvor hovedpersonerne var lidt ældre og lidt mindre naive. I de YA-bøger, jeg læste, blev de fantastiske elementer også i højere grad brugt til at understrege nogle pointer om tvivl, selvindsigt og begær i ungdomslivet, end de var bærende elementer i fortællingen.

Kyske vampyrer og forbudt begær
Jeg ved ikke, hvor de læsende drenge gik hen i puberteten – måske til historiske romaner, faglitteratur eller high fantasy – men hvis man var pige, kunne man altså naturligt fortsætte ind i en, dengang ny, verden af dystre YA-teenagefantasier fra de amerikanske forstæder, hvor unge piger forelskede sig i vampyrer, varulve, engle og dæmoner. Det er en seksuelt højspændt, men omvendt ofte ret kysk forestillingsverden, der krones af Stephenie Meyers »Twilight«-serie om den meget almindelige Bella, der forelsker sig inderligt i den over 100 år gamle vampyr, Edward. 

Meyers er praktiserende mormon, og hun har offentligt talt om sin egen afholdenhed og religiøsitet. Og ligesom i mange af de romaner, der udsprang af Twilights succes, bliver de overnaturlige (ofte forbudte eller farlige) romancer i hendes bøger en slags standins for alt det, pæne amerikanske teenagere ikke må. I stedet for at have sex før ægteskabet, ryge, drikke eller tage stoffer, kysser hovedpersonerne i paranormal romance-genren med væsner, der ofte er magiske, fysisk stærkere end dem eller meget ældre (selvom de naturligvis altid ser meget unge og smukke ud). 

Bøgerne indeholder alt det, der får en gennemsnitlig teenagepiges hjerte til at banke: mystik, evig kærlighed, en ulig magtbalance mellem det skrøbelige menneske og den overnaturlige badboy (eller badgirl), omgivelsernes misbilligelse og en indvielse i en fremmed verden/mytologi/hemmelige kræfter. Men kærlighedshistorien er altid central, og alt andet er oftest bare ornamenter på narrativet, som drives af et fysisk teenagebegær, der aldrig forløses. 

Ligesom Rowling spoler let hen over Harrys modning, spoler YA-forfatterne ofte let og elegant over sexscenerne (hvis deres karakterer overhovedet har sex), over karriereovervejelser eller bekymring for fremtiden. Alle de almindelige overgangsritualer, der følger med de sidste teenageår og starten af tyverne, bliver erstattet af et magisk alternativ. Ingen behøver at lægge fremtidsplaner – de får magiske kræfter, der skal bruges til at besejre en altoverskyggende ondskab. Ingen behøver at have sex – det er begæret og fantasierne, der er det mest spændende. Ingen identitetskriser, ingen parforholdsproblemer. Det gør ikke bøgerne dårlige, men spørgsmålet er, om genreinddelingerne, som, i hvert fald delvis, er konstruktioner, der skal gøre bøgerne lettere at markedsføre og sælge i et puritansk USA, ikke også begrænser indholdet og narrativerne? 

Heltebørnene bliver voksne
Ligesom rigtig mange børn og unge holder op med at dyrke deres foretrukne sport, når de starter på en ungdomsuddannelse, holdt jeg mere eller mindre op med at læse, da jeg startede i gymnasiet. Det gav ikke længere mening at dagdrømme om et ungdomsliv, når jeg kunne gå ud og have et, der var både mindre repetitivt og mindre restriktivt end dem, jeg læste om. Altså, jeg læste da lidt og havde nogle store oplevelser med at læse digte og klassikere, men min maratonlæsning af alt, hvad biblioteket kunne skaffe hjem af YA og fantasy, var slut. 

Da jeg senere studerende litteraturhistorie på universitetet læste jeg selvfølgelig meget, men med et langt mere akademisk og kritisk blik på de værker, vi beskæftigede os med i undervisningen, end jeg tidligere havde haft. For nylig, i et langt år med lukkede biblioteker og uendelige timer indenfor lejlighedens fire vægge, er jeg gået på opdagelse i nogle af de genrer, jeg dyrkede som barn og teenager.  

I genopdagelsen har det vist sig, at netop det underlige ’aldersparadigme’ i genrelitteraturen synes at være i opløsning. Philip Pullman har for eksempel, efter en pause på 17 år, pludselig genstartet det fantasyunivers, der dannede ramme om »Det gyldne kompas«-trilogien. Første bog i den nye serie, »La Belle Sauvage« (2017), har godt nok nye hovedpersoner, børnene Malcolm og Alice, men det viser sig hurtigt, at Lyra, hovedpersonen fra den første trilogi, lurer i baggrunden. I anden bog, »Det hemmelige samfund« (2019) dukker hun nemlig op som central karakter igen, plaget af sin voldsomme fortid som heltebarn og med – man tror det næppe – en klassisk midttyver-identitetskrise. J. K. Rowling vendte ligeledes tilbage til embedsmand-Harry i sit skuespil »Harry Potter og det forbandede barn« (2016), næsten ti år efter udgivelsen af den syvende Harry Potter-bog. Heltebørnene bliver, med andre ord, voksne.

Forfatterskaber, som forgrener sig og knopskyder
Det er der nok ikke én samlet årsag til, men jeg kan gisne om nogle af grundene. Jeg forestiller mig blandt andet, at opblomstringen af et stort, skrivende online fanfællesskab, der producerer masser af nye historier ovenpå de bøger, de læser, kan have noget med det at gøre. Fanfiction-fænomenet betyder, at værket ikke længere entydigt slutter, når forfatteren har sat det sidste punktum – hvis Rowling ikke selv skriver om embedsmanden Harry Potter, så findes der helt sikkert en velskrivende fan eller 1000, som digter videre på ”19 år senere”. 

Hos nogle YA-fantasy-forfattere, f.eks. amerikanske Cassandra Clare, kan det nærmest virke, som om forfatterne selv skriver fanfiction til deres egne universer: fortællingerne i hendes »The Shadowhunter Chronicles« (2007-2021) knopskyder og forgrener sig, bipersoner bliver hovedpersoner, og hovedpersonernes forfædre får deres egne fortællinger. Den slags tilfælde repræsenterer en mindre snobbet tilgang til ‘det færdige, fuldendte værk’ og måske en ny tilgang til det at være forfatter generelt, hvor det monolitiske kunstværk fylder mindre, og værket kan være mere levende, mere i forandring. Clare skriver nogle af sine bøger i partnerskaber med andre succesfulde YA-forfattere, og hendes univers lever også sit eget liv i Netflix-serien »Shadowhunters«(2016-2019). 

Alina, kragerne og det, der sker efter slutningen
En anden YA-succes, der i øjeblikket bliver levendegjort på Netflix er israelsk-amerikanske Leigh Bardugos »Grisha«-trilogi og »Six of Crows«-duologi. Bøgerne foregår i et alternativt Europa, førstnævnte i et magisk Rusland, Ravka, og sidstnævnte i en krydsning mellem Amsterdam og Venedig, kanalbyen Ketterdam. Serien hedder »Shadow and Bone« (2021) efter første bog i »Grisha«-trilogien og lægger fra land med et klassisk fantasy-narrativ om ’den udvalgte’, pigen Alina, der kan kalde sollys frem i ’the Fold’: det mørke, magiske ar i landskabet, der er ved at æde Ravka op indefra. Ret hurtigt fletter Netflix-serien dog det fandenivoldske persongalleri fra Bardugos anden serie, »Six of Crows«, ind i Alinas dystre skæbne og pepper dermed historien op med en broget bande misfits, der skal udføre deres livs kup: de skal kidnappe Alina og sælge hende og hendes magiske kræfter til højestbydende. 

Persongalleriet fra »Six of Crows« stammer fra Leigh Bardugos bøger, men den narrative tråd, der får deres og Alinas veje til at krydses i tv-serien, er frit opfundet af Netflix’ dygtige manuskriptforfattere og tilfører den ret melankolske Alina-historie fart, humor og mangfoldighed. Man kunne nærmest se det som en professionel fanfiction. Et andet bemærkelsesværdigt aspekt af Bardugos bøger er det faktum, at hun fortsat interesserer sig for sine hovedpersoner efter de er vokset ud af YA-genrens forjættede teenageår. 

Perspektiverne skifter i Bardugos »King of Scars«-duologi (2019) fra Alina til nogle af de andre centrale karakterer fra »Grisha«-trilogien, der er efterladt med de kaotiske konsekvenser af heltenarrativet i de første bøger. Endelig kan jeg læse, hvad der sker, efter de gode har vundet - og det har vist sig at kunne danne grundlag for nogle historier, der er mindst lige så overbevisende og interessante, som den klassiske fantasystruktur. Bardugo har skabt et spændende, nysgerrigt univers, der låner med arme og ben uden at være uoriginalt og leger overlegent med genrens klichéer. Der er levende helgener, mystiske relikvier, et begrænset og overbevisende magisystem, ambivalente og komplekse relationer og skurke, som måske i virkeligheden ikke er særlig onde.

Kan vi pendle fra Ønskeøen?
Nogle forlagsfolk og litteraturkritikere kalder YA-fortællinger, hvor hovedpersonerne ikke længere er teenagere, for New Adult, eller NA. NA behøver ikke at være fantasybøger - begrebet kan også dække over vilde romancer, sci-fi eller ironiske og lækre beskrivelser af universitetsliv som i Sally Rooneys populære romaner. For min skyld kan vi godt kalde det NA, hvis det hjælper branchen med at kategorisere og sælge litteratur i grænselandet mellem unge og voksne.

Det udfordrer nogle kedelige og efterhånden fastfrosne konventioner, når man kan begynde at bryde nogle af de faste genreregler, hvilket Leigh Bardugos bøger eksempelvis gør. I NA kan økonomi, arbejde, parforhold og boligjagt pludselig også være centrale temaer, og det kan give meget af genre- og ungdomslitteraturen en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Det er en god ting for alle, for litteraturen, forfatterne og læserne især, hvis YA- og fantasylitteraturen forlader Ønskeøen (eller pendler!) - men tager kreativiteten og legesygen med sig ind i de voksnes verden.

Del: