Om at læse Proust: "Læseoplevelser"

Enhver der har forsøgt sig med at læse Marcel Prousts monstrøse romanværk, »På sporet af den tabte tid«, har oplevet at gå i stå et sted. Med over 3000 sider fordelt på 7 bind er der rig mulighed for at give op, når man læser Proust, men fortvivl ikke: i denne artikelserie skal vi se, hvordan netop besværet med at læse er en kilde til at forstå og i sidste ende komme videre med Prousts forrygende hovedværk.

Denne artikel er den første i en serie af tre om den franske forfatter Marcel Proust kæmpeværk »På sporet af den tabte tid«. Jeg har valgt at kalde denne første indføring i Prousts værk for ’læseoplevelser’, da det netop skal handle om oplevelserne ved at læse. Det drejer sig ikke udelukkende om læsning af litteratur, men lige såvel om en læsning af det man i mangel af bedre kan kalde den livsverden vi befinder os i. Altså læsning af selve livet. 

Hvis du læser med her på Journal er du sandsynligvis allerede ret læsevant. Hver dag læser du mange forskellige ting i mange forskellige sammenhænge. Det kan være en sms fra kæresten, en køreplan for toget eller en p-bøde (men det håber vi nu ikke). Eller det kan være mindre frivillig læsning af for eksempel busreklamer eller et sponsoreret facebookopslag, der annoncerer, at nu er der kommet en ny spændende artikel om fransk litteratur målrettet netop dig. Ofte sker vores hverdagslæsning nærmest uden at vi opdager det – vi læser og afkoder alt omkring os per automatik, uden at vi behøver at tænke over hvad vi gør. Der er altså intet eksklusivt i at læse, for vi gør det uafbrudt i vores hverdag. 

Hvis vi udvider betydningen af læsning kan vi også tale om at vi aflæser andre personers handlinger, deres ansigtsudtryk, deres kropssprog og så videre. Udtrykket ’hendes ansigt var som en åben bog’ antyder at vi kan bruge betegnelsen ”at læse” i mange sammenhænge, som ikke kun inkluderer det ret specifikke i at læse en bog. Ud fra den betragtning, altså at livet kan læses, vil jeg i denne artikel fremsætte følgende påstand: At læse Marcel Prousts »På sporet af den tabte tid« gør os til bedre læsere af litteratur, af vores omverden og i sidste ende af os selv, som mennesker. Kort fortalt at Proust forandrer vores syn på læsning og på livet! Mine artikler om Proust-læsningen falder i tre dele, og det er en fordel at læse dem i rækkefølge, men ikke en nødvendighed. Tillad mig først at komme med en kort introduktion til forfatteren.

Marcel Proust var en fransk forfatter, der i sin levetid fra 1871 til 1922 formåede at skrive et storværk, som på dansk går under titlen »På sporet af den tabte tid« (»A la recherche du temps perdu« på fransk) Et værk, som sikkert primært er kendt for sit vældige omfang. Over 3000 sider i 7 tætskrevne bind. Men ikke alene omfanget er ærefrygtindgydende. Også Prousts skrivestil er berygtet for at være urimelig langtrukken, indviklet og præget af sætninger som strækker sig i det uendelige. Værkets længste sætning fylder da også over halvanden side, så der er noget om snakken. Dét kan få selv den mest vedholdende og rutinerede læser af skønlitteratur til at give op. Og dét er der mange i historiens løb, der har gjort. »På sporet af den tabte tid« er med andre ord et værk, som det er en præstation at komme igennem – som at gennemføre et maratonløb eller bestige Mount Everest.

Ofte fremsættes disse påstande og betragtninger af folk, der aldrig har læst værket. Og som man måske kan fornemme på mig er dette billede kun den ene side af sagen, for det modsatte gør sig også gældende. Spørger man ihærdige Proust-læsere, hvor man fint kan henregne undertegnede, er Proust alle disse dele, men samtidig noget helt andet, nemlig et bekendtskab, der stimulerer læselysten og nærmest skaber en afhængighed hos dem, der læser ham. Ja, som i en vis forstand bliver en uomgængelig del af livet for dem, der planlægger at gennemføre værket.

”[M]ens jeg dengang brugte meget tid på at tænkte på fortiden, næsten sygeligt meget tid, slår det mig nu, og derfor ikke bare læste Marcel Prousts roman På sporet af den tabte tid, men nærmest drak den, er fortiden nu knap nok nærværende i mine tanker.” (Min kamp 1, p.36)

Sådan skriver den norske forfatter Karl Ove Knausgård et sted i første bind af romanføljetonen »Min kamp« et værk der på mange planer bærer tydeligt præg af inspirationen fra Proust. Jeg selv har det meget som Knausgård, for også jeg har levet og nærmest ’drukket Proust’ i perioder af mit liv. 

For snart 20 år siden, hvor jeg stadig gik i gymnasiets 3. g, begyndte jeg at læse Proust. Det skete som lidt af en tilfældighed. En dag hvor jeg strejfede rundt langs Højbjerg Biblioteks reoler, stødte jeg pludselig på en hylde med syv udgaver af den samme bog, skrevet af en forfatter med et, troede jeg, tysk navn: Marcel Proost. Jeg hev én ud, og så én til, og opdagede til min forbløffelse at det ikke var syv ens bøger, men syv separate bind. Allesammen del af ét og samme monstrøse og mageløse værk, nemlig »På sporet af den tabte tid« Jeg søgte frem til det første bind ’Vejen til Swann’ og læste med stor nysgerrighed den allerførste sætning: ”I lange tider gik jeg tidligt til ro”, som det lyder i den gamle oversættelse fra 1932-38. I det følgende refererer jeg til den nye og ofte bedre oversættelse i 13 bind fra forlaget Multivers, udkommet 2002-2014. (Den nævnte udgivelse fra Multivers er pt ikke tilgængelig i streaming. /red.)

Alle bind i kæmpeværket findes som lydbog på Bookmate. »Vejen til Swann« er det første.

Lyt

Den læsning som fandt sted, der mellem biblioteksreolerne, var ikke uskyldig, for den skulle føre mig ganske vidt omkring. Godt nok skal Proust ikke have æren for det hele, men han har været en stærkt bidragende faktor til, at jeg først startede på studiet af litteraturhistorie på Aarhus Universitet, dernæst tog på to Frankrigsophold, det ene med studier på Sorbonne i Paris, og endelig endte med at fordybe mig i Prousts verden i mit kandidatspeciale. 

Langt vigtigere, i min optik, er dog den måde hvorpå Proust har præget alt det i mit liv, der vedrørte alt muligt andet end studiet af litteraturen i sig selv: Kærligheden, jalousien, sorgen og døden. Kort sagt: det der giver livet mening. 

At fremtrylle værket af en enkelt sætning
Men hvad vil det egentlig sige at læse et værk? I litteraturvidenskaben er dét at foretage en ’læsning’ et forsøg på at ’læse et værk i en særlig optik’. Dermed kan visse elementer fremstå tydeligt for vores blik – og samtidig er der andre vi slet ikke ser. Det er selvsagt for omfattende og egentlig ganske umuligt at gennemgå hele »På sporet af den tabte tid« i disse korte, introducerende artikler. Ja, jeg kan spare jer for mange strabadser og mange læsetimer ved ganske kort at resumere hele værket i følgende sætning: ”Marcel bliver forfatter”. 

Marcel er værkets hovedperson og fortæller. Sjovt nok bærer han samme navn som romanens forfatter, altså Marcel Proust, og det er ikke usædvanligt at betragte Proust som en forfader til den tendens med at skrive autofiktivt, der præger meget nyere litteratur. Man må i hvert fald hele tiden spørge sig selv, hvem dette ’jeg’ er, der fortæller. Men den problematik må være emnet for en anden artikel. I første omgang kan det være rart at vide lidt om hvad der egentlig sker i fortællingen. Igennem de syv bind følger vi nemlig Marcels udvikling: Fra purung knøs i første bind, »Swanns Verden« til aldrende herre i romanens sidste bind, »Den genfundne tid«.

Hvert enkelt af romanens syv bind kan siges at udgøre et udviklingstrin i Marcels liv. Det er syv bind, hvor der sker ufattelig meget og ufattelig lidt. Det er således en ret simpel udviklingshistorie, der er tale om. Marcel, der kommer fra en borgerlig middelklassefamilie, opnår i løbet af romanen at blive indlemmet i et mondænt selskabsliv. Samtidig gennemlever han intense kærlighedsforhold, først med ungdomskærligheden Gilberte og endelig med romanens altomsluttende kærlighed til Albertine, som får dedikeret hele to bind. Det bliver til en fortælling om jalousi og hemmeligt begær. Endelig møder han undervejs en lang række kunstnerpersonligheder, der på forskellig vis leder ham i retning af sit endelig mål i livet, nemlig selv at blive en stor kunstner, nærmere bestemt at blive forfatter. På værkets sidste sider i »Den genfundne tid«, beskrives hvordan Marcel agter at skrive et omfangsrigt værk, der ikke er et hvilket som helst værk, men er ét, der indbefatter alle de erfaringer han netop har gennemlevet i løbet af fortællingen. Et værk der, viser det sig, i høj grad minder om det vi netop har læst. Marcel ender med at blive forfatteren til »På sporet af den tabte tid«.

Dét er altså i meget komprimeret form handlingen i »På sporet af den tabte tid« – og som man nok kan fornemme er det ikke nødvendigvis der, vi skal hente det storslåede eller det jordomstyrtende, sågar det besværlige og udfordrende hos Proust. Fortællingen er, når alt kommer til alt, nærmest banal. Når jeg lidt provokerende siger at værket kan resumeres i sætningen ”Marcel bliver forfatter” er det for at understrege, at det ikke er på handlingsplanet, at vi får mest ud af at læse værket. At læse »På sporet af den tabte tid« er nemlig det diametralt modsatte af at læse en plotdrevet kriminalroman! Hvad der derimod er interessant er, at selv det mindste lille udsnit af romanen, selv en enkelt lille sætning, er nok til at give et indblik i Prousts verden. Det er ved at læse nært og langsomt, at det forunderlige ved at læse Proust opstår. Hvis man tager et forstørrelsesglas og fører det hen til en udvalgt sætning, så kommer hele romanen til syne deri. Og netop deri består, det jeg vil kalde min metode: At fremtrylle hele romanen fra en enkelt sætning.

Hvad jeg naturligvis ikke kan vise på denne begrænsede plads er, hvorledes det lille indblik, jeg giver i Prousts verden, kun kan udvide sig, kun kan blive rigere, blive mere farverigt, jo mere man læser af værket. Til det må man gøre det hårde og fornøjelige arbejde at læse Proust fra ende til anden. Lad dette blot være en appetitvækker, der forbereder til festmåltidet det er at læse »På sporet af den tabte tid«. 

Hvad sker der imens vi læser?
Forsøget her er altså at tage en velvalgt sætning, og igennem den udfolde et væsentligt aspekt af værket, nemlig læsningens vidunder. Sætningen jeg har valgt optræder sent i værket, nemlig i bindet »Albertine forsvundet«, og lyder i al sin enkelhed: ”Man gætter mens man læser, man skaber.” (Albertine forsvundet, p.330) I første omgang er det ikke nødvendigt at vide noget om, hvilken sammenhæng denne sætning optræder i. Det skal jeg nok forklare i den sidste artikel i rækken. Men som i alt godt analysearbejde vil jeg forsøge at skille sætningen ad og undersøge, hvor de enkelte elementer fører os hen.

Den første oversættelse på dansk har en lidt anden titel. Nemlig »Forladt af Albertine«. Også den kan høres på Bookmate

Lyt

Lad os prøve at tage sætningens midterdel ud og forfølge sporet deri. Midterdelen lyder: ”mens man læser”. Hvad kan vi gøre med den? Jo, vi kan forsøge at stille den op som et spørgsmål og spørge: Hvad sker der ’mens man læser’? Men så er vi vel lige vidt, for ’mens man læser, gætter man, man skaber’ – hvis vi vender sætningen om. Vi er altså nødt til at præcisere spørgsmålet og for eksempel spørge: Hvad sker der i os, eller omkring os, imens læsningen står på? Se, det spørgsmål er straks mere interessant. Om netop dette har Proust en passende beskrivelse langt tidligere i romanen, nemlig i allerførste bind, hvor fortælleren, Marcel, stadig er en lille dreng. Han tilbringer sommeren hos sin grandtante, Léonie, der bor i byen Combray og i tantens baghave er der et hemmeligt tilflugtssted, hvor man i fred og ro kan sidde og læse uden at familien kommer og forstyrrer. Det er lige noget for Marcel, der ofte beskrives som en ret følsom ung knægt. I scenen vi skal læse, er Marcel lykkeligt fordybet i læsningen af en bog eller sådan forekommer det, for beskrivelsen af læsningen i haven er i højere grad en beskrivelse af alt det der foregår i og omkring fortælleren imens læsningen står på. Det er ikke en beskrivelse af indholdet i den bog der læses, men derimod en form for kortlægning af det arbejde, af de processer, der udspilles i den læsende bevidsthed.

”…var mine tanker ikke også en slags tilflugtssted som jeg følte at jeg befandt mig dybt inde i, selv når jeg iagttog det der foregik udenfor? Når jeg så en genstand, kom bevidstheden om at jeg så den imellem den og mig, omgav den med en smal åndelig kant der forhindrede mig i nogensinde at komme i direkte berøring med dens substans, den ligesom fordampede inden jeg fik kontakt med den, på samme måde som et hvidglødende legeme der bliver holdt hen imod en våd genstand, ikke kommer i berøring med dens fugtighed fordi det altid vil have en fordampningszone foran sig. På det brogede lærred af forskellige sindstilstande som min bevidsthed foldede ud på samme tid mens jeg læste, og som gik fra de længsler der lå gemt i mit eget inderste, til det rent ydre billede af horisonten som jeg kunne se, dernede i den bagerste del af haven, var det der lå dybest i mig, det greb der var i bestandig bevægelse, og som styrede alt det øvrige, min tro på den filosofiske rigdom og skønhed i den bog jeg var i færd med at læse, og mit ønske om at tilegne mig disse ting, uanset hvilken bog det drejede sig om.”(Swanns Verden 1, p.118-119)

Imens Marcel læser i sin bog arbejder hjernen på højtryk. Kompleksiteten i beskrivelsen er mærkbar, på trods af, at det egentlig er en ganske hverdagslig scene, der er under betragtning. Der er to elementer der går i forbindelse med hinanden i denne beskrivelse: På den ene side den ydre verden, nemlig baghaven, hvor Marcel læser og hvorfra han betragter horisonten. På den anden side en indre virkelighed, i form af Marcels tanker og de længsler der lå gemt i hans eget inderste.  En indre virkelighed, der både påvirkes af det ydre i horisonten, og af den læsning han foretager.

Det er imidlertid ikke tilfældigt at selve indholdet af bøgerne udelades i denne passage. Som det lyder til sidst i beskrivelsen:

”[Det] som styrede alt det øvrige, [var] min tro på den filosofiske rigdom og skønhed i den bog jeg var i færd med at læse […] uanset hvilken bog det drejede sig om.”

Det der stimulerer læselysten for Marcel er troen på, at bogen han læser har en filosofisk rigdom eller skønhed. Læseudbyttet, må vi forstå, er ikke afhængig af dét der står i bogen. Til gengæld er beskrivelsen af læsningen langt mere fokuseret på stedet hvor der læses, og den gennemgående pointe er at læsningen fungerer som et trygt rum, hvor den unge Marcel kan søge ly. Hvis den ydre verden bliver for påtrængende, kan tankerne blive et beskyttelsesrum, hvor læsningen fører én hen. Det der er på spil i dette eksempel er ikke det udbytte, eller den intellektuelle dannelse, som læsningen medfører, det er derimod en beskrivelse af nogle før-intellektuelle sensationer, som forbindes med læsningen. 

Læsning er en helt særlig tilstand, som tillader ”ustandselige bevægelser indefra og udad”, og den kan i Prousts optik minde meget om søvn eller drømme bare endnu mere intenst. Den berømte åbningssætning i romanens første bind - ’I lang tid gik jeg tidligt i seng.’ - indikerer at Proust er optaget af det særlige stadie mellem vågen og sovende, hvor vi ikke helt kan sige om vi er ved bevidsthed eller ej. Det samme gør sig gældende når vi sidder og læser og forsvinder ind i det læste, for hvad sker der egentlig med vores ’jeg’, når vi fordyber os i bogens handling? Ifølge Proust bringer læsningen os i en tilstand ”hvor alle følelser […] er tidoblede” og hvor ”alle mulige former for lykke og ulykke [slippes] løs i os”.

Det er altså ikke uden betydning at Marcel netop sidder i haven og læser og er til falds for alskens forstyrrelser. Sanseindtrykkene i og omkring ham går i frugtbar forbindelse med fornemmelsen af at læse og åbner op for en læseoplevelse der er uafhængig af bøgernes indhold og nærmere udspringer af nogle indre bevægelser. 

Mange vil givetvis genkende denne måde at møde læsningen for første gang, nemlig som en af disse særligt intense, sensoriske oplevelser, hvor det vi sanser først er vores omverden, altså det sted vi læser. Dernæst fornemmelsen af at det vi læser, er værdifuldt, uden at vi er klar over hvorfor. Det er nok at vi, ligesom Marcel, bevarer en tro på den filosofiske rigdom i bøgerne. Når vi bliver ældre, og tænker tilbage på vores første læseoplevelser, er det således ikke usædvanligt at det eneste vi husker er selve stedet, hvor læsningen foregik eller blot de stemninger, der omgav læsningen. For Marcel forholder det sig på lignende vis:

”I dejlige søndagseftermiddage under kastanjetræet i haven i Combray, som jeg omhyggeligt havde tømt for trivielle begivenheder i min personlige tilværelse, og som jeg havde erstattet med et liv fuldt af eventyr og forunderlige længsler, midt i en egn af rislende vandløb, I minder mig stadig om dette liv når jeg tænker på jer, I rummer det i virkeligheden fordi I lidt efter lidt har lagt jer rundt om det og indkredset det, og – mens jeg fortsatte med læsningen, og det blev lidt køligere – anbragt det i jeres tyste, klangfulde, duftende og klare timers langsomt skiftende og løvfyldte krystal.” (Swanns Verden 1, p.124)

Dét er altså læseoplevelsen der er koncentreret og neddestilleret i disse særlige søndagseftermiddage. Væk er bøgernes indhold og i stedet har vi denne smukke naturbeskrivelse, med kastanjetræet som bærer af hele denne læseerindring. 

Det Proust vil fortælle os med disse beskrivelser af læsningen i baghaven er for det første, at vi under læsningen, eller mens vi læser, sandsynligvis foretager os alt muligt andet end at læse. Han fortæller os at læsningen indebærer meget andet end det at bruge sine øjne til at betragte en sort tekst på hvid baggrund. Og så fortæller han os, at læsning er en meget flygtig størrelse, og at især vores barndomslæsning er umulig at genskabe, medmindre vi gør et ihærdigt arbejde i at genkalde os de steder og de situationer, hvor den foregik. Et hovedtema i Prousts værk er netop erindringens elastiske karakter. Vi tror vi kan huske, hvordan det var, da vi var yngre, men ofte tager vi fejl og i erindringsprocessen må vi selv lægge noget til, for at få det fulde billede af fortiden. 

Som nævnt befinder vi os endnu i værkets første bind. Marcel er stadig et barn og er først ved virkelig at opdage verdens sammenhænge og dens mangfoldighed af tegn. Ligeledes er vi, som læsere, først ved at få en fornemmelse for de mange indfoldede betydninger, der ligger i Prousts sætninger og som først rigtig afslører sig ved videre læsning. En lille sprække har åbnet sig i vores forhold til Prousts tekst. I næste artikel i serien skal vi se på, hvordan vi selv er medskabere af betydning, når vi læser.

Dette var første artikel i serien på tre om at læse Proust. Næste artikel bærer titlen “Læsning som skabelse”.