Vi anvender cookies for at indsamle statistiske data. Det hjælper os med at forstå, hvordan du bruger Bookmate Journal, så vi kan forbedre brugeroplevelsen af siden og de publicerede artikler.
Lasse Juhl Nielsen |

Mere end bare lydtapet

Engang var det kassebånd, siden CD’er og nu digitale filer i streaming, og lydbogen er for alvor på fremmarch. Derfor er det på tide, at vi begynder at anerkende, hvad den faktisk kan.

Konsumeringen af lydbøger har virkelig taget fart. De bliver promoveret vidt og bredt af kendte og ukendte mennesker – i skoven såvel som i soveværelset. Og lydbøgerne har givet mulighed for, at mennesker, der normalt ikke læser så meget, kan få puttet mere litteratur ind i hverdagen. Det kommer jeg aldrig til at brokke mig over. For Bookmates mission her i verden er at gøre det lettere for flere at læse mere.

Når det er sagt har jeg også bemærket, at der er en tendens til at fokusere ret entydigt på, at lydbøger kan høres mens man laver noget andet. Vasker op, klipper hæk, vasker vinduer, renoverer 70’er-huset, sejler i sin sejlbåd eller går tur ved Vesterhavet (?!). Og det er da også rigtigt. Jeg har selv hørt en lydbog eller to i et tog eller under madlavningen. Og vi har da også hylder på Bookmate med lydbøger som soundtrack til forskellige aspekter af hverdagen. Men det er vigtigt at huske på, at det stadig er legalt at lave én ting ad gangen – ja faktisk tror jeg, det er ganske sundt engang imellem at fokusere på dét man er i gang med – på ægte zen-maner. Det er okay at fordybe sig i litteraturen og ikke nødvendigvis lave andet imens. Også selvom det er en lydbog.

Det er ikke noget jeg har talt med nogen om. Jeg har ikke spurgt mig for, men jeg tvivler på, at Helle Helle, Leonora Christina Skov, Henrik Nordbrandt og Knud Romer har indlæst deres egne lydbøger for at jeg har noget at muntre mig med, mens jeg folder vasketøj. De har sikkert ikke noget imod det, men det er næppe årsagen.

Indlæst af forfatteren
Vi er nok mange, der kender til det der med, at man har læst en hel roman, har været fordybet og revet med. Men når man har læst den sidste side, er man stadig ikke 100 % sikker på, hvordan hovedpersonens mors navn udtales. Hvis nu det var forfatteren, der læste højt for os, ville vi ikke stå i den situation.

Jeg er vild med når forfattere selv indlæser deres lydbøger. Der findes rigtig gode oplæsere derude, men det er bare noget særligt, når forfatteren selv har siddet bag mikrofonen. Det giver ligesom et dybere blik ind i hovedet på den der har skrevet teksten. Et indblik i, hvordan sætningerne har foldet sig ud i forfatterens hoved, da de blev skrevet ned. Dét kan jeg godt lide. Og med nogle bøger og forfatterskaber giver det bare rigtig god mening.

Jeg er for eksempel ret vild med, at alle lydbøger af Leonora Christina Skov er blevet genudgivet indlæst af forfatteren selv. Jeg synes det er fantastisk at Jørgen Leth – med sin karakteristiske Jørgen Leth-stemme – har indlæst alle de selvbiografiske bøger i serien »Det uperfekte menneske«. Og det er mindblowing, at den første bog i Dan Turélls mordserie »Mord i mørket« er indlæst af forfatteren i 1983.

En sådan prioritering af lydbogen som formidling af egen produktion; indsatsen for at skabe litterære værker lydligt formidlet med nerve af forfatteren selv fortjener mere end udelukkende at blive solgt som lydtapet til havearbejde, tøjvask eller andre kedelige ting. Mange af de her bøger tilbyder nogle ganske særlige oplevelser, og der er et utal af kvaliteter, der rækker langt udover convenience. Jeg er sådan set ligeglad med, hvor mange lydbøger jeg kan nå på et år, hvis jeg hører lydbog hver gang jeg skræller kartofler. Det der betyder noget er oplevelserne. At jeg kan få selveste Helle Helle til selv at læse sine bøger op for mig – når det passer mig. Dét er et argument der vil noget. Og så må kartoflerne vente.

Når Ib Michael fortæller om »De syv rejser« eller når Eske Willerslev fortæller et “Fucking eventyr”, ja, så giver det så meget mening, at de netop fortæller. Beretningerne fra de berejste herrer får et andet liv, når de får lov at tale til os. Vi sidder med ved lejrbålet, når de fortæller om nærdødsoplevelser i ødemarken eller rejser der ændrede deres liv. De krænger deres sjæl ud, og stemningen er intenst sitrende. Så bliver det en smule akavet, hvis man insisterer på lige at pudse vinduerne imens.

En hybrid-genre i udvikling
I det hele taget, når Gyldendal lancerer Gyldendal Stereo – et underforlag, der tænker lyd og streaming først, tænker jeg, det er fordi mediet kan andet og mere end blot at være en lydlig gengivelse af de trykte bøger. Der bliver eksperimenteret i rigt mål med format og virkemidler; serieformater, flere stemmer, dramatiseret oplæsning, lydeffekter og meget andet. Det er en helt anden og ligeledes interessant retning end forfatterindlæsning. Og det er ganske afhængigt af bogen og forfatterskabet hvilken retning det er oplagt at gå. Men én ting er sikkert. Disse landvindinger fortjener at blive taget alvorligt og ikke degraderet til baggrundsstøj.

Lydbogens udvikling er med til at udbrede litteraturens relevans. Nogle mennesker er mere lyttere end de er læsere. Og det er helt fint. Det er bare skønt, at lytterne også kan få sig et skud litteratur uden det føles som at bestige K2 ad nordsiden hver eneste gang. Men jo mere lydbogen udvikles og udbredes, jo vigtigere er det at sikre, at den også har sin plads i det litterære landskab. Altså sin egen plads og ikke en der skal deles med madpakker og havearbejde. Jo væsentligere lydbøgerne bliver i markedet, jo vigtigere er det, at de bliver taget seriøst, således at denne voksende del af markedet ikke underkendes, og vi til sidst ender med et marked domineret af noget, der kan produceres på samlebånd med et formål der i hvert fald ikke handler om litterær kvalitet; støj, der ikke udfordrer og/eller inviterer til fordybelse.

Jeg har andetsteds her på Journal skrevet om, hvordan den digitale læsning – e-bøger såvel som lydbøger – har givet mig markant mere læsetid i hverdagen. Det skyldes ikke, at jeg konsekvent nu laver flere ting på én gang. Det er fordi selv de mindste mellemrum i hverdagen kan fyldes ud med læsning, fordi jeg altid har en del af min bogsamling med mig.

Fordyb dig
Det her er ikke et kampskrift mod lydbøger som lydtapet til hverdagen. Det er snarere et forsøg på at understrege vigtigheden af, at vi indser, at det smarte i, at man kan høre lydbøger mens man laver andre ting ikke er den eneste eksistensberettigelse for lydbogen. For hvis det var tilfældet, ville det samtidig være et argument mod fordybelsen.

Der er en risiko for, at sådan et syn på lydbøgerne forfladiger litteraturen. Degraderer den til at være muzak og ren overflade. Jeg mener naturligvis på ingen måde, at det er forkert eller bør være forbudt, at høre lydbog mens man foretager sig andre ting. Min pointe er, at vi skal se lydbogen for alle de ting, den også er. Udover smart. Det manglede da bare. Der skal være plads til at vi kan (tør?) lade os udfordre. Vi skal ikke altid stryges med hårene af litteraturen (så opvasken nærmest tager sig selv).

Nå ja, og så er digital læsning og bogstreaming ovenikøbet andet og meget mere end lydbøger. Men det er en helt anden snak.

Del: