Foto: Noah Buscher / Unsplash
Foto: Noah Buscher / Unsplash
Lasse Juhl Nielsen |

Verdensfjernt og virkelighedsnært

Om metafiktion, fortælleplaner og bogen i bogen i bogen i bogen i bogen.

Du har sikkert set en film eller en TV-serie, hvor hovedpersonen pludselig kigger ind i kameraet og henvender sig direkte til seerne, og på den måde ganske effektivt punkterer illusionen om, at fortællingen er ægte. På den måde sætter fiktionen fokus på sig selv som fiktion på samme måde som da dramatikeren Berthold Brecht udviklede den såkaldte verfremdungseffekt på teatret. Fremmedgørende elementer, der gør det ganske umuligt for publikum at se bort fra, at det er en illusion, de sidder og ser på. En kunstig repræsentation af virkeligheden. Det tvinger publikum til at se sandheden i øjnene og reflektere over deres egen rolle og forhold til det, de ser.

Også – eller måske først og fremmest – i litteraturen findes en lang række eksempler på fortællinger, der tematiserer sin egen fiktion. 

Forskellige former 
I litteraturen kan metaperspektivet tage sig ud på forskellige måder – mere eller mindre  komplekst. Der er den klassiske ‘henvendelse til kameraet’, som i Miguel de Unamunos »Tåge«, hvor hovedpersonen aflægger forfatteren et besøg for at diskutere sin karakter, og den kurs forfatteren i sin fortælling har udstukket for ham. Det er forunderligt, for i sagens natur er det forfatteren, der bestemmer, men har fiktionen slet ikke noget at skulle have sagt? Det er en skør men underholdende diskussion.

Der er den meget komplekse sammenfiltring af fortælleplaner, som i Mark Danielewskis »House of Leaves«, hvor kernefortællingen er viklet ind i så mange fortælleplaner, at halvdelen af romanen foregår i fodnoterne, og navnene(!) på bogens titelblad er en del af fiktionen. 

Og så er der den mere subtile reference – som ofte findes hos for eksempel Paul Auster, der i flere romaner lader sine fiktive karakterer støde på en ligeledes fiktiv romanperson ved navn Paul Auster. Det svarer lidt til, når en filminstruktør skriver sig selv ind i sin film i en meget lille og ubetydelig rolle – som Thomas Vinterberg, der spiller rollen som taxachauffør i »Festen«. Forskellen er dog, at vi ikke ved om taxachaufføren hedder Thomas Vinterberg, det eneste vi ved er, at han spiller en påtaget rolle ligesom skuespillerne gør. Det er en pudsig gimmick, hvorimod det bliver en anderledes væsentlig pointe i Austers roman, når stort set det eneste vi ved om en karakter er, at han bærer samme navn som forfatteren og på den måde i fiktionen skaber en forbindelse til den omgivende virkelighed.

Og så er der de mange eksempler, hvor et andet litterært værk – virkeligt eller fiktivt – spiller en betydelig rolle i handlingen og dermed tematiserer den litterære fiktions indvirkning på vores liv – som Huysmanns obskure værk »Mod strømmen« (»À Rebours«), der angiveligt spiller en prominent rolle i Oscar Wildes klassiker »Billedet af Dorian Gray« – såvel som den gjorde i Oscars Wildes virkelige liv. Når en anden skønlitterær roman får afgørende betydning for karaktererne i den skønlitterære roman, vi er i gang med at læse, ja, så sættes der naturligvis spot på vores eget forhold til det, vi er igang med at læse. Lidt som når en karakter i en kitschet amerikansk sitcom refererer til noget som en kitschet amerikansk sitcom.

Det kan også være eksempler, hvor romanen handler om en forfatter, der er i færd med at skrive den roman, man som læser er i færd med at læse. Som Marcel Prousts »På sporet af den tabte tid« eller Laurence Sterns »Tristam Shandys levned og meninger«. Og denne sidstnævnte form kan man argumentere for også gør sig gældende for Karl Ove Knausgårds overvejende selvbiografiske seksbindsværk »Min kamp«. I løbet af værket læser vi om den spirende forfatters udfordringer med sin egen forfatterrolle og det at skrive. Og hen mod slutningen i det sidste bind begynder kvalerne at dreje sig om de første bind i det kæmpeværk, man er i gang med at læse. Det kaster pludseligt et helt nyt lys på det hidtil læste. Så man kan argumentere for, at metaperspektivet også kan bringes i spil i andet end den rene skønlitteratur. Om det så hedder metabiografi ved jeg ikke – eller om det blot er et vilkår i den selvbiografiske litteratur, at grænsen mellem fakta og forestilling (eller erindring) er flydende.


Men hva’ ka’ det?
Men hvorfor? Hvad sker der når litteraturen tematiserer sig selv som fiktion? Først og fremmest er jeg, som jeg også har skrevet om andetsteds her på Journal, ret begejstret for det, som ikke er lineært. Når en fortælling tager en uventet drejning eller introducerer et helt upassende fremmedelement. Så i det lys, er jeg måske også disponeret for at holde af fortællinger, hvis plotstruktur rækker udover det sædvanlige – eller udover sig selv.

Andre læsere med et større teoretisk overblik end mig vil kunne udrulle den fulde litteraturhistoriske og -teoretiske udvikling, der knytter sig til begrebet metafiktion. Hvordan det toppede med 1960ernes postmodernisme, men trak tråde til langt tidligere værker som Chaucers »Canterbury tales« og Cervantes’ »Don Quijote« og rækker frem mod nyere mere moderne litteratur. Hvordan det dels er blevet betragtet som et innovativt nybrud, der tematiserer litteraturen på en helt ny måde og som en falliterklæring, der signalerer den skønlitterære romans endeligt.

Den historie er jeg ikke i stand til at udrulle, og for mig er den sådan set heller ikke så væsentlig for min læseoplevelse. Oplevelsen af en litterær fiktion, der pludselig bryder sin egen ramme og i et snuptag får mig til at reflektere over min egen rolle som læser; mit forhold til forfatteren og til fiktionen. Det er det væsentlige for mig, og så er historien mindre vigtig.

Formel underlighed er ikke nok
De gode læseoplevelser er vigtige for mig. Bøger, der udvider min horisont, vækker eftertanke og/eller undren. Men det skal samtidig være en god historie. Det er ikke nok for mig at læse noget, der er så metaagtigt at al mening forsvinder. Jeg ville ikke have orket at pløje mig igennem Danielewskis mange fortællespor, sat i forskellige font med et ofte ganske skørt layout, der visuelt mimer bogens indhold, hvis det ikke var fordi, at den historie, der ligger inde i alle de formelle eksperimenter i »House of leaves« var god og medrivende. Hvis det er et rent formelt eksperiment, virker det ikke for mig. 

Til gengæld er det ganske effektfuldt, hvis jeg sidder med hovedet i en bog, der har revet mig med, hvor jeg har ladet mig opsluge af fiktionen, for så pludselig at opleve, at den fiktion, der har opslugt mig bliver punkteret indefra. Når illusionen bliver brudt, hvad er det så, der har opslugt mig? Så bliver jeg inddraget aktivt i den litterære fiktion. Lidt som ved en performance eller happening, der inddrager beskueren og forvandler hende fra passiv betragter til aktivt medvirkende. Det bryder jeg mig til gengæld ikke så meget om, så hvis jeg har en fornemmelse af, at der er risiko for inddragelse, holder jeg mig til bagerste række. Jeg holder mig til den litterære version – den introverte performance. Men det er en anden snak.

Verdensfjernt og virkelighedsnært
Når kvaliteten er der, og den pågældende forfatter bevæger sig sikkert mellem lagene, kan det også blot være en ganske frydefuld oplevelse at vandre rundt mellem fortælleplaner og lade sig føre på vildspor af en finurlig og begavet forfatter. Eller pludselig at få øje på det overblik, der skal til, når en forfatter lader sine karakterer optræde i flere vidt forskellige romaner, der ikke på det umiddelbare plan har noget med hinanden at gøre. Når romanerne er bundet sammen af karakterer, der i den ene roman er bipersoner og hovedrollerne i andre. Som det er tilfældet i argentinske og nu afdøde Roberto Bolaños forfatterskab og hos vores egen Svend Åge Madsen. De spor der lægges ind i forfatterskabet kan til tider være ganske overrumplende, når det går op for en. Når man finder en løs ende, trækker lidt i tråden og oplever, at den spinkle uanselige tråd løber gennem hele forfatterskabet – under overfladen. Så åbner det sig op og bliver til et helt univers af fiktion, der uden at blinke overskrider tærsklen til virkeligheden.

Og netop den overskridelse er interessant, for ofte vil en litteratur, der udfordrer de gængse konventioner og den litterære verden, vi er vant til at læse, blive anset som anderledes, avantgarde eller verdensfjern. På trods af, at den bringer fiktionen nærmere virkeligheden ved at sprænge sine egne rammer og bygge bro mellem de to dimensioner. Man kan sige, at den insisterer på sin egen forbundethed til den virkelighed, der omgiver den. Og dermed bringer det verdensfjerne islæt på forunderlig vis fiktionen tættere på virkeligheden.

Kast dig ud i det
Der er, som det fremgår, talrige eksempler i litteraturen, på romaner, der blæser på konventionerne; på at den litterære fiktion er skarpt afgrænset af bogens for og bagside og fuldstændig afkoblet fra virkeligheden. Vi har samlet et lille udvalg her:

En boghylde med bøger, der på den ene eller den anden måde udfordrer de gængse strukturer for dne litterære fiktion.
En boghylde med bøger, der på den ene eller den anden måde udfordrer de gængse strukturer for dne litterære fiktion.

Hold på hat og briller og rigtig god fornøjelse!

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller