”dette hav af ord”

Morten Søndergaards poesi peger i alle mulige retninger og kan virke abstrakt ved første øjekast. Med denne introduktion til digtervirket fokuseres der på de metapoetiske og poetologiske aspekter af Søndergaards poesi, for at skabe én af mange nøgler til forfatterskabet. Hvis du ikke har læst første artikel endnu, anbefales det at læse den først. Den findes her.

Denne anden artikel tager afsæt i digtsamlingen Vinci, senere fra 2002. Her observerer Morten Søndergaard ikke bare tingene i verden, men bevæger sig mere aktivt rundt i dem. Vinci refererer til den italienske by, som Søndergaard i en periode boede i og har skrevet fra. I denne samling, der er inddelt i seks sekvenser ”Landskaber”, ”I den vaskeægte vanvittige virkelighed”, ”Nedtælling”, ”Selvportræt i udbrud”, ”De mindste ord” og ”Flow”, er det lyriske jeg og det lyriske vi i konstant bevægelse i tingene i verden; det fænomenologiske og surreelle fletter sig stadig ind i hinanden i dette værk.

Læs »Vinci, senere« på Bookmate,

Læs

Som i de tre tidligere samlinger er poesien stadig et sprogligt vindue, som kan bringe os tættere på tingene i verden, og måske næsten en forståelse, når Søndergaard i et digt i Vinci, senere skriver: ”Hvert digt lyser sit stykke af verden op med sin lygte.” Men lygten holdes ikke passivt, men indgår i en mental bevægelse, hvor det lyriske jeg indbyder til at ”gå tanken ud”. Gangen, skridtene ud i det ”ulæselige” landskab, bliver omdrejningspunkt for denne samling. Allerede i første digt er vi en gang; vi går i sproget:

At.
At gå.
At gå baglæns i egne fodspor.
Skridt: Navn.
Gang: Bevægelige navne.

Digtet indledes med en sproglig konjunktion, der ikke er bundet eller bliver bundet til noget, andet end til sit punktum; den peger på muligheden for en handling, der kan binde sig til en anden handling med ordet ”at”. Det udvikler sig til muligheden ”at gå”, hvor der kan peges mod en fremadskridende aktion, der blot vendes om i næste vers, hvor bevægelsen foretages baglæns i egne fodspor. Vi bevæger os gennem sproget, hos Søndergaard, men altid baglæns på den måde, at vi kun kan bevæge os i det sprog, vi allerede kan, i de navne og betydninger, vi allerede har tilegnet os og forstår.

Med sin poesi vil Søndergaard gerne sætte os i en ”gang”, hvor navne, og derved vores perception af tingene i verden, sættes i bevægelse; det er det, poesien gør, den sætter betydningerne i bevægelse, som det eksemplificeres i digtets to sidste vers: ”Æbletræerne blomstrer selvindlysende/og lærer os at se med ord.” Vi kender æbletræernes skønhed, når de blomstrer, og på denne måde kan vi også lære os at se skønheden i poesien, eller som det formuleres i et andet digt: ”Ord er døre, der står på klem.” Og Søndergaard fortsætter i de hus-metaforiske billeder, når han går ”videre/langs/sætningernes/gelænder”. Erkendelsen af verden kan sanses og anskues gennem poesien, men den skal anskues gennem de mindste ting også, de indlysende, hverdagslige ting, som sagtens kan forekomme abstrakte:

alligevel
forventes det,
at jeg mestrer
selv de
mindste ord:
Hus. Sol.
Træ. Smil.
Stol.

Det er de ”nogle og tyve tegn” fra vores alfabet, som Søndergaard har at arbejde med. De danner en uendelig række af ord og betydninger, og alt kan være poesi. Med et lån fra den amerikanske digter Ezra Pound yndede Dan Turèll at tale om digteren som en håndværker, der arbejder med sprogets materiale. Morten Søndergaard bevæger sig ikke langt væk fra denne tanke, selvom der er langt fra Turèlls lyrik til Søndergaards poesi. Sprogets systemer sætter grænserne op for, hvordan vi kan skabe navne for ting i verden, og for refleksioner, så vi kan forstå og bearbejde disse ting. Sproget bliver et materiale i form af alfabetet, der kan danne de billeder og figurer, som Søndergaard forsøger at hugge frem fra sit alfabetiske materiale:

Og inde i stenen findes skulpturen allerede
og inde i den en anden
og en anden
og hvor skal jeg standse
for kun tvivlen står tilbage
ordene ligger
i min kuglepen
det føles godt
at gå til grunde
i dette hav af ord

Hvad nytter hvert digt?
I 2004 udkommer At holde havet tilbage med en kost, men allerede samme år udkommer også den mere kunstopsatte digtsamling Fedtdigte, som ikke behandles mere end med nogle få sætninger i denne introduktion. I disse digte er kroppen og dens funktioner i fokus og peger hen mod en meget fænomenologisk Morten Søndergaard: ”kirtler og lys/opløst i mavesækken/kød spyt salt”. Han kalder det fedtsprog, hvor ting bliver ”hængt til tørre på/substantiver”. Og i At holde havet tilbage med en kost får tingene virkeligt lov til at blive hængt til tørre på substantiverne.

Kortprosasamlingen »At holde havet tilbage med en kost« findes også på Bookmate.

Læs

Hvor Morten Søndergaard i Vinci, senere følte glæde ved ”at gå til grunde/i dette hav af ord”, så prøver han med den efterfølgende kortprosasamling ”at holde havet tilbage med en kost”. Med lidt god vilje kan denne titel tolkes ud fra valget af formen på denne samling, hvor poesien konstant må overgive sig til det store hav af betydninger i ordene, mens prosaen kæmper for at fange betydningerne ind i meningsbærende kontekst, men, som Søndergaard viser med sin prosa, er det som at holde dette ordbetydningshav tilbage med en kost; det er nyttesløst.

Vi har alle vores egne læsninger og forståelser, af det vi læser. Ordenes betydninger skifter fra læser til læser. Samtidig vil Søndergaard med sin poesi skabe en mer-betydning, der rækker ud over digtene selv. Det samme sker med hans prosa, som derfor ofte får karakter af lyrisk prosa med nogle højtladede betydninger i de sprogbilleder, der opstår, som i disse to brudstykker fra teksten ”Solsorten”: ”Et klik, en knitren, et link mellem to sites, det ene ben løftet, det andet søgende fodfæste, i det svæv en slags vished, en dobbeltsproget tvivl.” og ”Hvid ånde blafrer fra det gule næb.”

Et helt år med ubegrænset læsning for kun 49,95 om måneden.

Læs mere

Som i den tidlige digtsamling Ild og tal, som vi dykkede ned i i den første artikel, må vi også her ”tage en anden vej, omvejen” og ”springe improviserende fra sætning til sætning, provisoriske trædesten i en sammenstyrtende bygning”, som er sproget. Vi prøver desperat at finde en mening og forståelse med teksten ud fra de erfaringer og den forforståelse eller forestilling om, hvad det er for en tekst, vi har med at gøre. Den tyske filosof og hermeneutiker Hans-Georg Gadamer (1900-2002) skriver om forståelsen i sit hovedværk Sandhed og metode (1960):

”Den, der ønsker at forstå en tekst, foretager altid et udkast. Så snart der viser sig en første mening i teksten, udkaster han en helhedsmening for teksten. På den anden side viser den første mening sig kun, fordi man allerede læser teksten ud fra visse forventninger om en bestemt mening. Forståelsen af, hvad der står der, består i at udarbejde et sådant for-udkast, der ganske vist bestandigt bliver revideret i lyset af den videre uddybning af meningen.”

Dette kan vi sagtens gøre med Søndergaards tekster, men vi må tage omvejene for at nærme os en forståelse. Selvom de følgende sætninger kan skabe en mening i teksten, så sørger Søndergaard for, at denne mening brydes op med det næste sprogbillede. Meningen skal derfor findes i alt det, som ordene peger ud mod i verden, det encyklopædiske element i Søndergaards poesi. Eller som en anden tysk filosof og litterat, Friedrich Schlegel (1772-1829) udtrykker det i sit berømte Athenäum-fragment nr. 206:

“Et fragment skal, ligesom et lille kunstværk, være helt afsondret fra den omgivende verden og fuldendt i sig selv som et pindsvin.”

Fragmentet er her kortprosateksten eller digtet, som både peger ind mod sig selv og samtidig ud mod tingene i verden i håbet om, at vi kan forstå tingen i sig selv. Derfor spørger et lyrisk-prosa-jeg i teksten ”La Dolce Vita”: ”Hvad nytter hvert digt? Hvad nytter hver opsporet flig af poesi?” Nytteværdien i poesien er sjældent nem at tage og føle på, og spørgsmålet er hos Søndergaard også retorisk. Nytteværdien er ligegyldig; poesien rækker ud over det. Værdien er i læsningen, men som Søndergaard senere skriver i samme tekst: ”Jeg sætter mig for at læse. Lampen udsender lys, og bogens sider er hvide. Jeg ved ikke hvordan man læser. Jeg ved ikke hvordan man lever.” Når de hvide sider fyldes op med ord, kan læsningen ske, men det skal også tillæres. At læse og forstå poesien rækker ud over det, der bare står. Når først du har lært at læse, kan du leve sammen med poesien.

Borges og jeg
Inden vi arbejder videre med metapoesien i Morten Søndergaards efterfølgende samlinger, vil vi lave en kort afstikker med udgangspunkt i At holde havet tilbage med en kost. For skønt Søndergaards poesi kan trække tråde til både Per Højholt, Inger Christensen og Søren Ulrik Thomsen, så trækker hans lyriske kortprosatekster stærke tråde til den argentinske digter og forfatter Jorge Luis Borges (1899-1986), som Søndergaard allerede i debuten Sahara i mine hænder skriver om i digtet ”Den blinde (J.L.B.)”: ”Jeg så den blinde/lade hænderne glide/over siderne i sin kridhvide bog,/[…]”.

Læs Søndergaards debut på Bookmate

Læs

Morten Søndergaard nærer som Borges en interesse for, hvad bogen og litteraturen kan for det filosofiske og encyklopædiske, og for værket der aldrig slutter. I novellen ”Bogen af sand” fra bogen med selvsamme titel (oversat af selvsamme Morten Søndergaard i 1998), møder vi netop det encyklopædiske værk, der aldrig slutter: ”Han fortalte mig, at hans bog hed Bogen af Sand, fordi hverken bogen eller sandet har begyndelse eller slutning.” Og: ”Antallet af sider i denne bog er nøjagtigt uendeligt. Ingen er den første; ingen den sidste.” Selvom Søndergaards værker har en første og sidste side, så er foretagendet, som vi allerede så det i Bier dør sovende, at indkapsle verden, hvilket er et uendeligt projekt; det bliver en bog af sand fra Sahara.

Læs »Bier dør sovende« på Bookmate.

Læs

Også i kortprosasamlingen Ubestemmelsessteder møder vi Borges-inspirationen, både i det at vælge kortprosaformen, men også særligt i teksten ”Og hvad laver du så…”, som slutter meget borgesk og åbent med en identitetsspaltning: ”Nu er jeg en anden, nej det er omvendt, det er den anden, som er mig igen.” I en anden kortprosatekst af Borges, ”Borges og jeg”, der også bærer titlen på den danske oversættelse (2003, der igen er oversat af Søndergaard), mødes vi med ordene: ”Det er for den anden, for Borges, at tingene sker.” Og slutter med: ”Således er mit liv en flugt, og alting mister jeg, og alt tilhører glemslen, eller den anden./Jeg ved ikke hvem af os, der skriver denne side.”

Denne undersøgelse af jeget og særligt digter-jeget optager fra At holde havet tilbage med en kost Søndergaard, og er en tematik der går igen i flere samlinger herfra; særligt i Døden er en del af mit navn, som vi skal undersøge senere. I den samling optræder også langdigtet ”Samarkand”, hvor et digter-jeg mødes med døden i byen Samarkand, som trækker reminiscenser til Borges-novellen ”Den udødelige” fra Aleffen (dog oversat af Peter Poulsen, 1999).

I At holde havet tilbage med en kost bliver legen med digter-jeget og det skrivende jeg tydeligst i teksten ”Morten Søndergaard”, hvor et brev til digter-jeget udløser en tvivl:

”Brevet var stilet til Morten Søndergaard, men min mistanke blev straks vakt da jeg flere gange før har været ude for at blive forvekslet med en anden Morten Søndergaard. Man skulle jo synes at navnet Morten Søndergaard ikke er påfaldende almindeligt, men et hurtigt opslag i telefonbogen viser at der faktisk findes en del af slagsen.”

Og foretager du en hurtig google-søgning, vil du også hurtigt opdage, at der er en Morten Søndergaard, psykologi-lektor, og en anden Morten Søndergaard, lektor i interaktiv mediekunst, begge ved Aalborg Universitet, samt en projektleder ved By og Havn i København etc. For Morten Søndergaard-jeget i teksten bliver forvirringen total, da dennes liv vikles ind i de andres:

”Jeg har flere gange fået udbetalt Morten Søndergaards løn; Morten Søndergaards visum til Ukraine blev sendt til mig; Morten Søndergaard var en overgang sigtet for indsmugling af et større parti polske cigaretter; to gange er Morten Søndergaard blevet efterlyst over højttaleranlæg, men begge gange har det drejet sig om en anden, og Morten Søndergaard stiller hver gang op til byrådsvalget i Odense. Morten Søndergaard er på det seneste begyndt at udgive bøger, og det har ikke gjort forvirringen mindre.”

Til sidst møder Morten Søndergaard-jeget sig selv ”bøjet over skrivebordet”.

Borges er uomgængelig i arbejdet med Morten Søndergaards tekster og poetiske univers. I Søndergaard-teksten ”Den pågældende ornitolog” fra At holde havet tilbage med en kost trækkes der stærke paralleller til Borges-teksten ”*Argumentum Ornithologicum*” fra Borges og jeg, hvor antallet af fugle har en højere mening. Og det hele kulminerer i At holde havet tilbage med en kost med teksten ”Foran biblioteket”, hvor Borges sammenblandes med en anden af Søndergaards stærke litterære påvirkninger, nemlig Franz Kafka (1883-1924), som også er kendt for sine noveller og kortprosa:

”I døråbningen ind til Nationalbiblioteket i Buenos Aires spørger Borges katten som bor der, om han må have lov til at gå forbi den. „Det er muligt,“ svarer katten, „men du skal vide at jeg er mægtig. Og jeg er kun den underste dørvogter; fra sal til sal står der dørvogtere, den ene mægtigere end den anden. Allerede den tredje kan ikke engang jeg tåle synet af.“ Borges nikker og går forbi den ind i biblioteket.”

Læs »Et skridt i den rigtige retning« på Bookmate.

Læs

Vadecum
Med samlingen Et skridt i den rigtige retning (2005) vender Morten Søndergaard tilbage til poesien og bevæger sig, bogstaveligt talt, videre i sporet fra Vinci, senere, hvor gangen, det at gå, var et gennemgående tema. Ja, det ligger i titlen Et skridt i den rigtige retning, hvor der både er ”skridt” og ”retning”. Igen er vejen dog ikke lige, den er ikke nem at tage, og i langdigtet ”Vademecum”, der direkte fra latin kan oversættes til ”gå med mig”, snubler vi også på vejen ud i verden:

Kom så, vi skal op at stå, så står vi op, siger vi: Stå så op!
Og vi prøver,
men vi falder tilbage, kommer alligevel op på albuerne, til
sidst op på knæene,
og efter et stykke tid er vi oppe. Så står vi og svajer
og prøver at vænne os til situationen,
tager de første prøvende skridt, men så falder vi og vi rejser os
og falder og sådan bliver det ved længe.

Det er som børn, der skal lære at gå. At se verden gennem poesien er også en vaklende gang, og det bliver det ved med at være livet igennem:

Vi falder om og bliver liggende.
Vi bliver gamle og dør. Vi afgår ved døden. Eller: Døden
indtræder.
Nej: Vi går bort. Ja: Vi falder simpelthen væk. Og vi bliver
lagt i jorden og bliver liggende,
liggende, liggende, liggende, liggende, liggende, liggende
og efter et stykke tid
går vi i fordærv og til sidst går vi i opløsning. Og solen står ned
og går op
(ikke omvendt blev der jo sagt), og i havet går encellede plankton
sammen i stadig mere komplekse organismer og de går i ét
og efter et langt stykke tid
bliver de til fisk der får ben og går på land, og et par aber rejser
sig, og stadig mere komplekse
bevidstheder opstår og de begynder at gå og sige „vi“.

Igen vil Søndergaard favne verden, men det bliver i den vaklende gang, hvor han som Aristoteles peger på tingene i verden, som vi skal forstå gennem poesiens vindue: ”Ambitionen er at samle alt i ét digt./Digte/er frihed.” Det har været ambitionen siden debuten, og Søndergaard fortsætter utrætteligt digtsamling efter digtsamling og lander i den metapoetiske refleksion: ”Jeg tjekker ud og går/en tastatur i sproget.”

I Et skridt i den rigtige retning bliver det metapoetiske en meget tydelig del af Søndergaards digtning, hvor refleksioner over digteren, digtet og sproget indgår som en direkte del af poesien; det er det, der skrives om, mens det skrives og læses: ”I dag tænkte jeg på, at litteratur er menneskenes kollektive/erindring, og at poesien er en måde at holde den i live på./Digterne en flok maskinpassere, ordspassere i den fedtede nat”.

For Søndergaard sker teksten nu, ”bogstaverne smelter fra sproggletsjeren”, og skaber betydninger: ”Vi betyder. Men lad os sige det som/det er:/Vi ved kun, at det betyder.” Og her dukker ”Morten Søndergaard” op igen: ”livmor./Mor. Mort./Morten. Jeg går en anden vej, teksten er et stisystem, hvor jeg/forvildet løber omkring eller stoltserende går vild.” I navnet morten er der ikke langt fra liv og moderskab til død. Selv i efternavnet ligger afgrunden: ”Går mod syd. Går sønder/i mit navn.”

Navnelegen fortsætter i den efterfølgende samling Må sort dreng dø ren (2009), hvis titel er et anagram over ”Morten Søndergaard”, og som delvist er baseret på en udskrift af Søndergaards dna-profil. Som Søndergaard skriver på sin hjemmeside:

”Det menneskelige genom noteres med bogstaverne a, c, g og t, og den sekvens fra forfatterens dna-profil, der løber i bogen, er fra et felt, der hedder ”Opoid receptor mu1”, og som er den receptor, der regulerer smerte og lyst i hjernen. Med andre ord danner sekvensen den plantegning og de byggeklodser der skal til for at bygge en bestemt del af digterens hjerne. Og alle andres.”

Med dette værk bevæger Søndergaard sig ind i en mere værkeksperimenterende digtsamling, som det er svært at beskrive ordentligt i denne tekst. Hvert digt er skrevet med grå og sort skrift, hvor den grå skrift er den dna-sekvens bogen delvist er genereret ud fra, men som i læsningen mere bliver en slags baggrundsstøj eller den alfabetiske og tegnmæssige strøm, der skrives ud fra; ordmaterialet der udhugges digtskulpturer ud fra, så kun den sorte skrift står tilbage. Med dette formvalg viser Søndergaard os tilfældighederne i sprogets og ordenes opbygninger. Det kan betydningsmæssigt gå i mange retninger, som strækker sig ud over digtene, men som allerede foregår inden digtene skrives, hvor de flyder oven på alfabet-ursuppen som grøntsager og melboller, og digter-jeget er det forfatter-jeg, der er skrevet ind i bogens titel. Igen bliver Morten Søndergaard encyklopædisten, der peger ud mod verden og samtidig ind mod sig selv og værket:

og nu dette mylder af ilthåb og
håndsky alfabeter der dingler som drivankre fra skyer
fortsætter vi videre som lysfølsomme dyr med støv i tarmene og i varme arme og
på rolig vildmark kimser vi og
knalder tilfældet en syngende lussing og
mens et tykt filter af lyde strikker og
trævler op og tripper og stripper og fråder og
uden en trævl tar vi en bid natmad og
ender et sted hernede hvor det virkelig sker blandt salat og
krimskrams for at stå viljesfremmed og
på kyshånd med galakser som lysskum og
sovs på skjorten ikkesandt mortenmortttt du med dine sysselstyrt og
varme jets

Det var anden artikel i en serie på tre, der til sammen giver en grundig indføring i Morten Søndergaards fascinerende, gribende og hjernevridende poesi. Den sidste artikler med titlen Digte er et træ bliver publiceret i løbet af den kommende uge. Første artikel i serien hedder Digte er ikke brugsgenstande, og kan læses her.

Et helt år med ubegrænset læsning for kun 49,95 om måneden.

Læs mere