Man bliver aldrig nogensinde færdig med at læse Marcel Proust. Så er du advaret. Foto: Patrick Tomasso / Unsplash
Man bliver aldrig nogensinde færdig med at læse Marcel Proust. Så er du advaret. Foto: Patrick Tomasso / Unsplash
Jacob Ulrich |

Om at læse Proust: "Fejllæsninger og genlæsninger"

Den tredje artikel i vores serie på tre om at læse Marcel Prousts legendariske og monstrøse værk, »På sporet af den tabte tid«.

Dette er tredje del i en artikelserie om Marcel Prousts romanværk »På sporet af den tabte tid«. I de første to artikler har det handlet om, hvordan vi kan uddrage en form for læsefilosofi af Prousts værk baseret på sætningen “Man gætter, mens man læser, man skaber”. Det er også emnet for denne artikel, hvor vi bevæger os længere ind i romanen og endelig skal præsenteres for den scene, hvor min særligt udvalgte sætning optræder. Men først skal vi tilbage i tiden. 

I de første to artikler har jeg fokuseret på en ofte kommenteret scene i midten af »Swanns Verden«, hvor fortælleren sidder i baghaven hos tante Léonie og læser. Bogen han læser er spændende, tiden synes at gå alt for hurtigt, og pludselig er det som om han falder ud af tiden:

”…hver time syntes jeg kun der var gået ganske få øjeblikke siden klokken havde slået sidste gang […]. Af og til slog dette alt for tidlige slag to gange mere end det sidste, der var altså ét jeg ikke havde hørt, noget der havde fundet sted, men som ikke havde fundet sted for mig; læsningen, magisk som en dyb søvn, havde narret mine hallucinerende ører og udvisket den gyldne klokke fra stilhedens azurblå overflade.”

I denne scene afføder læsningen en tidsmæssig forvirring, der minder om den man møder helt i værkets begyndelse (ouverturen), hvor fortælleren ligger og halvsover. Både ved læsningen i baghaven og halvslummeren i værkets begyndelse er der en glæde og frihed forbundet med disse øjeblikke fordi jeget fritages for at være opmærksom på tidens gang. Men der er også noget faretruende og flygtigt i de processer, der udspiller sig i fortællerens indre, for jeget er aldrig helt på bølgelængde med bevægelserne. Læsning og søvn indebærer nemlig en form for temposkift i vores bevidsthed, hvor vi pludselig fornemmer visse før-bevidste sansninger, der løber om kap med vores forstand. I læsescenen i baghaven er det selve bevidstheden der bevæger sig hurtigere end jeget kan opfatte:

“For selv om man har en fornemmelse af altid at være omgivet af sin bevidsthed, er det ikke som i et statisk fængsel, det er snarere som om vi rives med af den i en evig impuls til at prøve at overhale den, nå udenfor, med en slags håbløshed over altid at høre den samme klang som ikke er et ekko udefra, men genlyden af en vibreren i vores eget indre.”

I værkets begyndelse beskriver Proust hvordan visse fornemmelser i kroppen, genkender soveværelsets form ”endnu før min bevidsthed, som tøvede på tærsklen til tider og former, havde nået at identificere huset…”. Der er altså bevægelser i søvnen og læsningen, der river jeget med i en række ubevidste processer. Det er faretruende fordi grænserne mellem jeget og de omgivelser det befinder sig i opløses og truer med næsten at udradere eksistensen. 

Jeg nævnte i første artikel at »På sporet af den tabte tid« groft sagt kan kaldes en udviklingsroman, fordi Marcel udvikler sig fra bind til bind. Det er rigtigt, at der sker en udvikling, men fra læserens synspunkt kan det se ud som, at der er tale om det modsatte, nemlig en vedvarende nedbrydning af de forestillinger Marcel har om verden – og samtidig hermed alle de forestillinger vi har om læsningen af denne verden. Det kan for så vidt virke overflødigt at bruge tid på at genfortælle handlingen i »På sporet af den tabte tid« i detaljer, for én af lovmæssighederne i Prousts værk er, at alting gentager sig. Man skal ikke have læst særlig meget Proust før man opdager, at der er mønstre, begivenheder og personer, der går igen og varieres i et utal af sammenhænge. Således er alt der sker i værkets begyndelse noget vi støder på igen senere i romanen, så i princippet er der intet i vejen for at springe på midt i handlingen, for man kan være nogenlunde sikker på at Proust nok skal vende tilbage til nogle af de eksempler, han har brugt tidligere.

De eksempler jeg har gennemgået i de første to artikler viser i lille format, hvordan den læsning Marcel foretager afslører elementer og effekter ved læsningen for os. Det viser sig at læsningen i sig selv ikke kan lede os mod nogen sikker viden eller nogen decideret sandhed om dette eller hint. ”[V]i ville ønske, at [forfatteren] gav os svar, når alt, hvad han kan, er at indgive os begær.” (»Om læsning«)

Nu er læsning af litteratur imidlertid ikke den eneste form for læsning, der beskrives i »På sporet…«. Ja, faktisk er det langt oftere andre former for læsning, der skaber noget.

Undervejs er der nemlig et væld af beskrivelser, hvor Marcel læser alle mulige forskellige ting – som ikke er litteratur. Han læser invitationer til saloner, utallige breve og telegrammer, ligesom han læser hvad der findes i de nære omgivelser: reklamer for teaterstykker, byskilte og togplaner. De situationer, hvor læsningen får den største betydning er dog uden tvivl når det der læses kommer fra en elsket person og det er især, når Marcel modtager et kærlighedsbrev fra én af de udkårne, at noget særligt sker. Det første virkelige af slagsen støder vi på i romanens andet bind og det kommer fra ungdomskærligheden Gilberte. Da Marcel læser brevet fra Gilberte er hans sjæl imidlertid ikke helt på bølgelængde med hvad der sker – som følgende citat illustrerer:

”Mens jeg læste disse ord, modtog mit nervesystem med forunderlig hurtighed nyheden om at der overgik mig en stor lykke. Men min sjæl, det vil sige mig selv, og trods alt den hovedinteresserede, var endnu uvidende om det. Lykken, lykken gennem Gilberte, det var noget jeg uafbrudt havde drømt om, noget helt igennem tænkt, det var, som Leonardo sagde om malerkunsten, cosa mentale. Et ark papir dækket med bogstaver, det kan tanken ikke fordøje lige med det samme. Men så snart jeg var færdig med brevet, tænkte jeg på det, det blev en genstand for drømmeri, det blev også en cosa mentale, og jeg elskede det allerede så højt at jeg måtte læse det hvert femte minut, kysse det. Da kendte jeg min lykke.” (»I skyggen af unge piger i blomst«)

Det Gilberte kommer med er en kærlighedserklæring, men Marcel opfatter i første omgang ikke konsekvenserne ved at læse brevet. Han er nødt til at vente lidt for at lade ordene sive ind – ja, faktisk er han nødt til at lægge brevet fra sig, at fjerne sig fra teksten, førend han kan gøre sig klart hvad indholdet i brevet egentlig er.

Marcel i klassisk Proust-positur. Foto: Otto Wegener / Wikimedia Commons
Marcel i klassisk Proust-positur. Foto: Otto Wegener / Wikimedia Commons

Læsningen af dette kærlighedsbrev er et fint billede på fornemmelsen eller oplevelsen af ikke helt at være tilstede imens læsningen står på. Marcels tanker har været andetsteds, og ved pludselig at læse brevet forstyrres noget i hans hoved – det er som om der er flere processer i gang, som han ikke helt er klar over. Derfor er hans ’nervesystem’ allerede klar over hvad beskeden er, førend hans intellekt har nået at fordøje det og gøre det begribeligt for ham.

Dette eksempel er imidlertid også interessant fordi en spejling (med modsat fortegn) af denne situation optræder et sted senere i værket og – pudsigt nok – har med vores udvalgte sætning at gøre: ’Man gætter, mens man læser, man skaber’. Situationen finder sted langt senere i romanen og udgør på mange punkter et nulpunkt i »På sporet af den tabte tid«. Et nulpunkt forstået som et sted hvor hele fortællingen næsten går i stå. Og et nulpunkt forstået som et øjeblik hvor alt håb lades ude – hvor forventningen om at litteraturen og læsningen fører os nogen veje endegyldigt må forkastes som værende håbløs.

Under et ophold i Venedig modtager Marcel pludselig et telegram fra en person, som han egentlig troede var død: Nemlig hans anden store kærlighed, Albertine. Telegrammets ordlyd er som følger:

”Min ven De tror jeg er død, undskyld mig, jeg er meget levende, jeg vil gerne se Dem, snakke om ægteskab, hvornår kommer De hjem? Kærlig hilsen. Albertine.” (»Albertine forsvundet«)

Da Marcel læser dette er problemet for ham ikke, at han ud af det blå modtager et telegram fra sin afdøde elskerinde, nej, problemet for ham er, at han ikke reagerer som han forventer. Den kærlighed han følte for hende imens hun var i live, bliver på mærkværdig vis ikke vakt til live i ham ved læsningen af dette telegram:

”Nu hvor Albertine ikke længere levede i mine tanker, gav nyheden om at hun var i live mig ikke den glæde, jeg havde forestillet mig. For mig havde Albertine blot været et bundt tanker, hun havde overlevet sin materielle død så længe disse tanker levede i mig; men nu var disse tanker til gengæld døde, og Albertine genopstod på ingen måde for mig med sin krop.”

Modsat kærlighedsbrevet fra Gilberte er telegrammet fra Albertine ikke et der afføder nogen mærkbar glæde – endda nogen mærkbar følelse overhovedet. Der er altså en væsentlig forskel på udbyttet af de to læsninger – altså af brevet fra Gilberte, og senere telegrammet fra Albertine. I den ene er det lykken, der umærkeligt overvælder Marcel – i den anden er det en ligegyldighed. Men i virkeligheden er det den samme tilbøjelighed, der beskrives, nemlig at vores læsning, og især af kærlighedsbreve eller kærlighedserklæringer, er så prægede af vores aktuelle sindsstemning at vi sjældent formår virkelig at læse hvad der står. Vi når aldrig at skabe en overensstemmelse mellem de følelser vi har og så det indhold der er i det læste.

Vi er således nået frem til det sidste led (som jo egentlig er det første) i den udvalgte sætning, nemlig den ret væsentlige formulering at ”Vi gætter, mens vi læser, vi skaber”. Det vil føre for vidt at præsentere de forviklinger der i sidste ende fører til slutningen i dette citat, men man kan sige at både læsningen af Gilbertes brev og telegrammet fra Albertine fører til, at Marcel endegyldigt kommer til at betvivle den sandhedsværdi, der er i læsningen. Her følger – langt om længe – hele den passage, hvorfra jeg henter den udvalgte sætning:

”Hvor mange bogstaver i et ord læser en person som er distræt og især forudindtaget i den tanke at brevet er fra en bestemt person? Hvor mange ord i sætningen? Man gætter mens man læser, man skaber; alt udgår fra en oprindelig fejl; de følgende (og det drejer sig ikke blot om læsning af breve og telegrammer eller læsning i almindelighed) der kan tage sig nok så usædvanlige ud for en der ikke har det samme udgangspunkt, er ganske naturlige. En god del af det vi tror, kommer fra en indledende misforståelse af præmisserne, for ikke at tale om de afsluttende konklusioner som vi drager med lige dele stædighed og god tro.” (»Albertine forsvunde«)

Hvad der i værkets første bind lader antyde, at læsningen kan føre til noget, bliver lige så langsomt, møjsommeligt, pillet fra hinanden i løbet af fortællingen. Når vi når til Venedig-episoden, hvor Marcel modtager telegrammet fra Albertine, er vi tæt på at opgive al forhåbning om læsningens vidunder – om læsningens opbyggende, sandhedsskabende kraft. Jorden ryster under os, og vi hvirvles rundt i Prousts tekst for hvis ’alt udgår fra en oprindelig fejl’, som han skriver, hvor skal vi så starte?’ Hvis al læsning alligevel er en ’fejllæsning’, hvordan kommer vi så nogensinde videre – hvordan kommer vi hen til sandheden om litteraturen, eller om livet? Det gør vi bare ikke, siger Proust, men vi er stedt i denne verden for at gøre forsøget, ved at blive ved med at ’skabe’ mening ud af det meningsløse, og ved at blive ved med at ’gætte, [vi] skaber, mens vi læser’.

Marcel Proust (2. række yderst til venstre) i 1888 på et klassebillede fra Lycée Condorcet i Paris – retorik. Foto: tilskrevet Pierre Petit, der var officiel fotograf på Lycée Condorcet på det tidspunkt / Wikimedia commons.
Marcel Proust (2. række yderst til venstre) i 1888 på et klassebillede fra Lycée Condorcet i Paris – retorik. Foto: tilskrevet Pierre Petit, der var officiel fotograf på Lycée Condorcet på det tidspunkt / Wikimedia commons.

Lad os lige stoppe op her og se det hele lidt fra oven – før vi ryger helt ned i afgrunden, i håbløsheden. Jeg lagde ud med at præsentere denne artikelserie som en opbyggelig gennemgang af læsningens vidunder i »På sporet af den tabte tid«. I stedet er det endt med at blive nøjagtig det modsatte. En demonstration af alle de gange hvor »På sporet af den tabte tid« enten ikke lever op til vores forventninger, eller hvor Proust decideret nedbryder vores forestillinger om den livsverden vi agerer i. Jeg påstod at læsning af Proust skulle være en vidunderlig oplevelse og nu er vi havnet et sted hvor alt ender i den rene ynk – i en uoverstigelig håbløshed, hvor dét at læse uvilkårligt ender med at pege tilbage på os selv som læsere, tilbage på vores egen fejlbarlighed som mennesker. Men det er ikke tilfældigt at artikelserien er faldet sådan ud, for deri ligger én af Prousts måske allermest centrale pointer, nemlig at vi skal erkende vore egne illusioner – vore egne forestillingers fejlbarlighed - førend vi kan påbegynde læsningen af os selv. Hvis jeg var lidt sadistisk anlagt ville jeg slutte artikelserien her og ikke afsløre, hvordan man, trods alt, når frem til at erfare læsningens vidunder hos Proust. Heldigvis er jeg i et mildt lune og vil som afslutning prøve at forklare, hvordan Proust også kan være ganske opløftende at læse. 

Jeg vil gøre det ved at vende blikket mod mig selv. Som jeg skrev i starten er det snart tyve år siden jeg påbegyndte læsningen af »På sporet af den tabte tid«. Det tog mig dog godt og vel ti år før det endelig lykkedes mig at nå til de sidste sider, i det sidste bind, »Den Genfundne tid«. Jeg troede, og jeg bildte mig ind, at nu var jeg endelig færdig med Proust – at nu kunne jeg smække bogen i og sige at læsningen var ophørt. Som I nok kan gætte endte det ikke sådan, for da jeg endelig nåede de sidste sider, blev jeg slået helt omkuld. Det Proust gjorde mig opmærksom på, henimod værkets slutning, var, at alle de strabadser jeg havde haft med at læse de forrige 3000 sider i virkeligheden var den bedste måde, hvorpå jeg kunne lære mig selv at kende. Proust skriver:

”Dét enhver læser i virkeligheden læser når han læser en bog, er sig selv. Forfatterens værk er blot en slags optisk instrument, som han tilbyder læseren for at give ham mulighed for at få øje på noget som han på egen hånd, uden denne bog, måske ikke ville have fået øje på. Når læseren genkender det bogen udsiger i sit eget indre, er det et bevis på bogens sandhed og vice versa, i det mindste i et vist omfang, idet forskellen mellem de to tekster ofte kan tillægges ikke ophavsmanden, men læseren.” (»Den genfundne tid«)

At læse »På sporet af den tabte tid« er altså det samme som at læse mig selv– det er at lære at kende både Marcel og mig selv igennem Prousts værk. Og med sådan en indsigt, hvordan skulle jeg da kunne lade værket forblive lukket? Jeg måtte tilbage i teksten – i Prousts værk – og der er jeg så stadig fanget den dag i dag. I miniformat er det også det denne artikelserie rummer. Jeg har blot åbnet en lille flig af værket og tilbudt nogle eksempler på hvad læsning af Proust kan gøre ved en. Det er altså muligt, at Proust ikke ved første øjekast gør os til bedre læsere, hverken af litteratur, af os selv eller af vores omverden – men gør vi os selv anstrengelsen ved at læse i hans værk ender vi nok alligevel med at forstå os selv lidt bedre. Også selvom vi giver op undervejs.

***

Det var tredje og sidste artikel i serien om at læse Marcel Proust og »På sporet af den tabte tid«. Mon ikke vi bare skulle gå igang med det samme. Fik du læst de to første artikler i serien? Hvis ikke finde de her: 1: “Læseoplevelser” og 2: “Læsning som skabelse”.

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller