At skabe en abstrakt eye-catcher

Hvis du er læser, så har du helt sikkert prøvet det: at gå ind i en boghandel (eller i din streaming-app), få øje på en bog og inden du overhovedet har læst bagsideteksten, så ved du bare, at dén der, den er lige til dig – og den skal med hjem.

Men har du nogensinde tænkt over, hvordan bogen er kommet til at se netop sådan ud? Hvem har designet den, hvorfor rammer den lige netop dig – og hvordan vidste designeren, at den skulle se lige præcis sådan ud, for faktisk at ramme lige netop dig?

Som en, der har siddet på begge sider af dén proces – jeg er både læser og forlagsmenneske – så fascinerer bogomslag mig endeløst. For: bogdesign er meget mere end blot æstetik; det JEG synes er lækkert, indbydende og lige til at putte i tasken og tage med hjem vil andre måske finde pastellet, intetsigende, eller lukket om sig selv. Og for at bogen ender i det rigtige hænder, så er det jo helt afgørende, at bogen taler til netop de læsere, som faktisk skal finde den, samle den op – og få et brag af en læseoplevelse.

Og hvordan gør man så det? Det har jeg spurgt nogle af Danmarks dygtigste omslagsgrafikere om; i denne serie kan du læse om, hvordan de går til opgaven: at designe et bogomslag.

Her kommer tredje, og sidste, interview i serien: interviewet med Simon Lilholt fra Imperiet Design.

Hvordan går du til opgaven at skabe et bogdesign – hvor starter du?
Altså, jeg har nok en lidt weird tilgang til, hvordan man går i gang, for jeg har ingen grafisk uddannelse! Når vi får praktikanter ind på Imperiet, hvor jeg arbejder, fra fx Danmarks Designskole, så kan jeg se, at de har en helt fast arbejdsmetode: de skriver nogle stikord, laver nogle skitser og skriver idéer ned – og det er helt sikkert den rigtige måde at gøre det på. Men fordi jeg aldrig har gået på en designuddannelse og lært, at det er ’sådan man gør’, så starter alle mine projekter bare: i kaos! Og det trives jeg virkelig i – jeg elsker mit arbejde!

Men det er meget forskelligt, hvordan et omslagsprojekt startes op. Nogle gange har en redaktør glemt en titel til et salgsmøde på forlaget, og så får jeg en mail, hvor der står: ’Det er en krimi, her er forfatternavn og titel, kan du lave noget, gerne til i morgen?’ Andre gange får jeg mere tekst om bogen, så jeg kan følge lidt mere med – og så er der redaktører, der er rigtig dygtige til (i god tid!)  at skrive en hel liste over: målgruppe, handling, hvilke forfatterskaber er bogen i familie med. Nogle gange sender de også konkrete ideer til et forsidemotiv. Og det kan alt sammen hjælpe ret meget, men det er også lidt en balance, for det kan også blive en spændetrøje, der tager noget af kreativiteten ud af processen, hvis idéen om omslaget ligger for fast fra start. Og jeg synes faktisk ofte, at de omslag, jeg får godkendt – det er tit de idéer, forlaget overhovedet ikke har bedt om.

Hvordan er processen omkring omslaget – hvor frie tøjler får du og hvor meget er forlag og forfatter inde over?
Det er oftest redaktøren, jeg kommunikerer med; det er ikke så tit, jeg har direkte kontakt med forfatteren – det er redaktøren, der tager dialogen med forfatteren. Der er dog undtagelser.  

Jeg har ofte talt med forskellige redaktører om, at omslag jo er emballage. Og det er måske ikke så vigtigt, at forsiden forklarer, hvad der foregår i bogen – det er vigtigere, at forsiden kan sætte en stemning for bogen. Og så skal det selvfølgelig ikke sende et forkert signal, altså, bogen skal ikke ligne en krimi, hvis det er en digtsamling.

Men det ultimative mål, det er jo, at omslaget uden at ’fortælle’ handlingen alligevel rammer indholdet perfekt – og hvis du kan sætte det sammen med, at når du læser bagsideteksten, så går det hele op – ja, så kan du ikke gøre det bedre.

Som udgangspunkt føler jeg, at jeg har meget frie tøjler. Jeg plejer at designe og sende forskellige bud på forsider afsted til forlaget, ofte ret forskellige. Altså: jeg sender ikke flere versioner af én forside (fx: en blå, en rød og en gul udgave med samme typografi eller en anden beskæring af samme billede). Jeg laver ét omslag sådan, som jeg synes, det skal se ud. Så laver jeg et, der ser helt anderledes ud – og så videre.

Jeg tror, processen i den arbejdsmetode kan være rigtig hensigtsmæssig også for forlag og forfatter, for det er meget sundt at kunne vælge fra. Og det kan hjælpe med at sætte retningen for omslaget, hvis der er tvivl om, hvor man vil hen, motiv- og stemningsmæssigt, fx. Og det er ikke helt sjældent, at man skal arbejde lidt for at ramme den helt rigtige stemning.

Ja, og det er jo også én ting, at ramme et smukt omslag – men omslaget skal jo også ramme de rigtige læsere. Hvor bevidst arbejder du med det?
Altså, der er jo bøger, man som æstetiker ikke synes er de flotteste, men de skal bare se sådan ud, for det er det, målgruppen vil have. True Crime fx; du kan næsten ikke komme væk fra grunge-bogstaver og rød, sort og hvid. Alt andet er bare forkert. Så er der romance-bøger og sådan noget som Lucinda Riley – her er det både farver, skrifttyper og stemning, der SKAL være på en helt særlig måde. De omslag er faktisk ganske tunge at lave, for det er ned til MINDSTE detalje, der skal være tænkt over det – hvilke sko har de på? Det skal være historisk korrekt. Jeg er ikke selv ekspert i de omslag, men jeg har kollegaer på Imperiet, der er virkelig dygtige til det, og jeg har kæmpe respekt for det arbejde. Jeg er ikke sikker på, jeg selv ville have tålmodighed til det.

Og det her med, hvordan et omslag ender med at se ud, som det gør … jeg har altid haft svært ved at forklare det. Politiken havde på et tidspunkt et format, der hed ’Ugens forside’. Dér blev man ringet op af en journalist, og jeg havde altid svært ved at svare på spørgsmålene, for jeg sidder egentlig bare og gør ting, og lige pludselig er det sådan: ’Nå, den fungerer! Videre’. Og der er jo ikke noget forkert i den proces – og der er jo kommet pænt mange forsider ud af den, kan man sige – men det er svært bagefter at stille sig op og forklare, hvordan noget er endt på en bestemt måde uden at lyde enten arrogant eller lidt ligeglad. Og jeg er jo ikke nogen af delene. Men mine forsider er bare en underlig blanding af erfaring og min stil, som måske nogle gange kan komme frem til noget, der er sjovt og anderledes og spændende.

I modsætning til tidligere, hvor bøger KUN var noget, man fandt i boghandlen, så finder mange læsere i dag deres næste læseoplevelse digitalt. Spiller det ind i forhold til design af bogforsider – har noget ændret sig i måden at arbejde med dem på?
Den digitale læsning har primært forandret mit arbejde på den måde, at det ind imellem er blevet brugt som argument imod mit design – altså fx: at forfatternavn og titel på det omslag, jeg har lavet til en trykt bog, ikke kan læses i det lille format, der bruges hos streamingtjenesterne. Men jeg laver ikke noget med udgangspunkt i, at det skal kunne fungere på nettet eller apps.

I stedet, så har jeg allerede for 10 år siden holdt oplæg om, hvordan jeg synes, man skal lave særlige versioner af forsiden til web, så de kan ses også i lille format. For man kan jo forenkle og forstørre, fjerne anmelderhjerter og -stjerner samt forlagsnavn, gøre titel og forfatternavn større – så fungerer den online. Og al den information, man har taget væk i versioneringen, den fremgår jo alligevel af det data, der ligger lige ved siden af forsiden, når man finder bogen online.

Men ja, jeg får ofte det digitale forsideformat præsenteret som argument for, hvorfor noget, jeg har afleveret til en trykt bog ikke fungerer. Jeg vil til enhver tid mene, at det er et spørgsmål om versionering.

Jeg designer også forsider til streamingtjenesters originalproduktioner (lydbøger der ikke kommer fra et forlag eller i trykt version, red.), og de skal jo kun fungere online, så her er æstetikken en helt anden. Her skal en forside kunne afkodes på sekunder og holde på en lytter, inden de swiper videre. Det er også spændende at lave. Og noget helt andet.

Hvor finder du selv inspiration?
Åh, mange forskellige steder. Jeg prøver ikke at lade mig inspirere af danske omslag, for jeg vil gerne være den, der finder på ’det nye’ herhjemme – men det kan være svært, for der er mange dygtige folk også i Danmark. Og hvis der er trends og nye tendenser, så skal man jo også følge med på dem.

Men jeg kigger meget på England og USA; det er dem, der laver de flotteste omslag, synes jeg. I starten så jeg meget til de klassiske: Peter Mendelsund, Jon Grey og Chip Kidd – sådan nogle pionerer. Men nu synes jeg, der er så mange, der er dygtige, så hver gang jeg ser nogen, der har en Instagram, der minder lidt om min egen – altså: med kun forsider – så følger jeg dem. Og så har jeg en mappe, der hedder ’books’ på min Instagram, og der gemmer jeg det, jeg finder og kan lide. Den mappe bruger jeg som inspirationskilde – og det er sjovt, for når man scroller igennem den, så kan man se trenden, altså, man kan se, hvordan det skifter.

Derudover finder jeg også inspiration i filmplakater, musikcovers. Og hos boghandlerne – jeg går også bare rundt og kigger.

Kan du fremhæve en håndfuld bogforsider, du selv er særligt tilfreds med?
Ja, det kunne fx være:

»Kriger uden maske« af Hanne Vibeke Holst (Gyldendal)

Romanen handler om den danske kunstner Sonja Ferlov Mancoba og hendes liv, så det var nærliggende at bruge noget af hendes kunst på forsiden. Det fungerede bare desværre ikke rigtig i praksis, og jeg synes bogen fik en ’feel’ af, at være en bog om kunst/kunstværker – uanset hvor meget jeg prøvede at gøre hendes skulpturer abstrakte.

Så det endte med denne også abstrakte forside, som er en rigtig ’eye-catcher’ hvis du spørger mig. Den siger ikke så meget om romanens handling, men den sender en stemning af storhed, Afrika, drama, roman og spænding, synes jeg. Den er jeg rigtig glad for.

Forsiden har en stemning af storhed, Afrika, drama, roman og spænding, forklarer Simon Lilholt. Du kan læse bogen på Bookmate

Læs

»Sfinx« af Daniel Dalgaard (Gutkind)

Her har vi at gøre med en forfatter, der godt kan lide forsider, som ikke nødvendigvis kan afkodes med det samme, du ser den. Meget af romanens handling udspiller sig på et resort og ved en pool i Thailand. Der var masser af elementer at arbejde med, og så skal man passe på, at man ikke fylder forsiden med for meget. Man skal jo huske, at folk endnu ikke har læst bogen, når de samler den op i boghandlen. Den sjove beskæring og titlen på højkant gør, at man lige skal kigge en ekstra gang – og forhåbentlig samler den op. Og så er det et megafedt ord (titlen) at arbejde med; SFINX.

Du kan læse bogen på Bookmate

Læs

»Adam i paradis« af Rakel Haslund-Gjerrild (Lindhardt og Ringhof)

En historisk roman om de sidste år i den danske maler Kristian Zahrtmanns liv. Det ville være indlysende at bruge et af hans malerier på forsiden, men det blev for meget Louisiana katalog, og udtrykket sagde ikke ’roman’.

Forsiden står med sin hvide baggrund og guldfolie-slange og stråler og råber “saml mig op” i butikkerne. Illustrationen spiller ganske åbenlyst sammen med titlen – den kan alle vist regne ud. Men hvis det åbenlyse gøres smukt eller med et tvist kan udtrykket forstærkes på en måde hvor det ikke “bare” bliver “ost med ost på”.

Og så fik jeg plads til et af Zahrtmanns malerier på forsatsen, altså: første ark papir inde i bogen.

Du kan læse denne bog på Bookmate

Læs

»Den, der lever stille« af Leonora Christina Skov  (Politikens Forlag)

Den her roman er blevet lidt ikonisk i dansk omslagsdesign. Til dels på grund af forfatterens utrolige succes, tror jeg. Lige da bogen udkom, var der lidt utilfredshed med læsbarheden af forfatternavn og titel – både den lille størrelse og at det var skrevet i guldfolie hjalp heller ikke. Men efter at bogen blev en bestseller (med stort B) blev der nærmest skabt en subgenre inden for skønlitteratur, som meget gerne måtte ligne Leonoras bog.

Efterfølgende er det blevet til et samarbejde mellem Politikens Forlag og Lindhardt og Ringhof om at udgive Leonoras tidligere romaner i samme design. Og opfølgeren til  »Den, der lever stille«,  »Hvis vi ikke taler om det«, udkom i 2021 med samme look inkl. en notesbog. Samme år udkom Kristina Holgersens LP og CD »Kapow Goodbye (tak og undskyld)« – en fortolkning af Leonoras tekster som musik – i samme designfamilie.

Så det er endt med en rigtig stor visuel identitet til Leonora, som alle, der læser bøger, nok vil genkende. Leonora selv har været meget ind over det hele og jeg synes vores samarbejde har fungeret fantastisk. Hun er visuel skarp og ved, hvad hun kan lide og ikke kan lide. Samtidig er hun lydhør, når jeg – som grafisk designer – udfolder mig og har meninger. Perfect match, synes jeg.

Du kan læse bogen på Bookmate

Læs

Anna Grues serie af hyggekrimier om Anne-Maj Mortensen (Lindhardt og Ringhof):

I Anna Grues serie om den emsige efterlønner Anne-Maj Mortensen har jeg kastet mig ud som illustrator. Jeg er faktisk superglad for resultatet og synes, det er blevet en fin og velfungerende serie. Alle bøgerne er trykt på ubestrøget papir.

Annas bøger er helt særlige, for jeg kan faktisk ikke rigtig se, at hun har nogle direkte danske konkurrenter. Hun har sine egne “hyggekrimier” og en trofast skare af læsere, som elsker hovedpersonen og hendes gravhund. Derfor har der heller ikke være så mange “genre-regler” på denne serie, på trods af at det er en krimi – som næsten alle sammen ligner hinanden – selv de flotte af dem. Anna Grues serie har fine, klare farver og en stærk visuel identitet!

Du kan læse Anna Grues hyggekrimier om Anne-Maj Mortensen på Bookmate, som eksempelvis den her.

Læs

Du lavede forsiden til Rakel Haslund-Gjerrilds dystopiske roman, Alle himlens fugle, da jeg arbejdede på hendes forlag (red. Lindhardt og Ringhof) – og til dén opgave leverede du måske… 12 forskellige skitser? Og jeg kan huske, at jeg tænkte om stort set hver og én: dén kan bruges. Og så var der dén, det endte med, hvor jeg bare med det samme vidste: ”Dér er den” –

Ha, det er fantastisk! Og det er sjovt at høre, for når man sender en masse udkast over, og svaret er: ”Vi vil gerne gå videre med den første”, så har jeg det nogle gange sådan: Men har I slet ingen holdning til de andre 11? Ha ha, altså, det er jo fair nok, jeg skal jo ikke have et essay om, hvorfor de andre ikke fungerede – men jeg elsker konstruktiv feedback og kritik.

Og jeg sender jo KUN forsider, jeg selv synes fungerer. Men ja, jeg har jo ofte selv en yndlings, og det er ikke altid den, der bliver valgt.

Du kan læse denne bog på Bookmate

Læs

Men efter at have set hele den samling af ret fantastiske forsider, så har jeg tit tænkt på: Har du et arkiv med de forsider, der IKKE bliver brugt?

Nej, og jeg ville ønske, jeg havde det! Nogle gange sidder jeg seriøst og tænker, hvor mange forsider jeg har fået afvist, som jeg synes fungerede. Mange af dem kunne sikkert bruges på andre titler.

Dette var tredje interview i serien ud af tre interviews med danske bogdesignere. Første interview var med Alette Bertelsen. Det findes her. Andet interview var med Sofie Winding. Det findes her

Deltagere i serien:

Simon Lilholt /@lilholt/ @imperietdesign
Alette Bertelsen / https://aletteb.dk/
Sofie Winding / @sofie_winding