Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

Er det muligt at afspille en suture-linje på en grammofon-nål og derved høre menneskets urlyd? Billede: Wikimedia Commons.
Er det muligt at afspille en suture-linje på en grammofon-nål og derved høre menneskets urlyd? Billede: Wikimedia Commons.
Søren Rosenberg Pedersen |

Digte er et træ

Sidste artikel i en serie af tre, der tilsammen giver en grundig introduktion til den danske digter Morten Søndergaard.

Morten Søndergaards poesi peger i alle mulige retninger og kan virke abstrakt ved første øjekast. Med denne introduktion til digtervirket fokuseres der på de metapoetiske og poetologiske aspekter af Søndergaards poesi, for at skabe én af mange nøgler til forfatterskabet. Hvis du ikke har læst de første to artikler endnu, anbefales det at læse dem først. De findes her: ”Digte er ikke brugsgenstande” og”dette hav af ord”.

”la morte”
Den foregående artikel efterlod os med et citat fra digtsamlingen Må sort dreng dø ren fra 2009. Året efter udkommer Morten Søndergaard med Processen og det halve kongerige (2010), der på mange måder adskiller sig fra de tidligere samlinger. Vi er tilbage i den lyriske prosaform, men denne gang i to adskilte tekst-blokke med kun få brud og delt op i de to afsnit ”Processen” og ”Det halve kongerige”. Igen er vi på gang gennem verden og hverdagen, for at finde erkendelser i det vi kan observere og percipere. Vi svinger forbi barndomserindringer, Københavns gader og Italiens bjergskråninger. Og igen vender Søndergaard tilbage til navnet:

”Menneskenes navne er dråber af syre, der er brændt ind i dem, vi hedder faktisk noget, navnet er en sti, der snævrer sig ind og bliver mindre og løber igennem os, deler sig og fortsætter ind i skoven. Stier er smalle, men de findes og løber videre og fører steder hen.”

Vi er igen i skovene, sprogets skove og de mange stisystemer. Tingene i verden har navne, men vi har også et navn. Vi er ikke kun mennesker, vi også personer med navne, der indgår i fællesskaber med hinanden. Samtidig er navnene ord, og ordene kan bådes siges og skrives:

”Parabel er et ord, som hele tiden finder vej ind til mig udefra, det betyder en serie sætninger, som kastes frem, ikke et projektils bane, ord er ikke kugler gennem luft i rette linjer, men lydbølger i luft, som kan størkne sort på hvidt. Nederst ligger angsten.”

Og angsten peger hen mod det endelige, døden, mort: ”Jeg går og hedder Morten, det giver et gib i folk, når jeg siger det, la morte hvisker de og træder et skridt tilbage, døden er en grib, der svæver i mit navn, så jeg hele tiden må stave det med byer: Modena, Orvieto, Roma, Torino, Empoli, Napoli.” (En omskrivning af dette digt optræder i Døden er en del af mit navn, hvor titlen på digtet er ”Må sort dreng dø ren?”. Læser man Søndergaards digterskab grundigt, er der overalt ledetråde til tidligere digte og omskrivninger af tekster, som også viser, at forfatterskabet er en bog af sand uden begyndelse eller slutning). Igen sker poesien i øjeblikket. Morten Søndergaard vil gerne vise os, at der ikke er langt fra det, at digtet skrives, til det at det læses:

”En lille, tæt kone hænger vasketøj op, hun har vasket vinteren af tøjet, og mennesker på pladsen mødes i små grupper, de drikke kaffe, inden de skal på arbejde. Hov, der var stavefejl! Det hedder drikker : De drikker kaffe med r. Men r’erne dratter af mine verber, de sætte sig steder, hvor de ikke skal være. Jeg r ikke, hvor jeg skal være, og verbet at være er stærkt bøjet på de sprog, jeg kender.”

Igen snubler vi, men denne gang i sproget, som, vi har set, er forbundet med gangen hos Søndergaard. Vi bevæger os igen ud i uendeligheden i alfabetsuppen:

”Antallet af vokaler er teoretisk set uendeligt, de er ensomme snit i et lydligt kontinuum, men foretag de snit, du skal, det er livsvigtigt. Tag og læs, i betydningen stjæl og lær.”

Morten Søndergaard. Foto: Tina Axelsson.
Morten Søndergaard. Foto: Tina Axelsson.

Igen leger Morten Søndergaard med os. Betydningerne forskyder sig; særligt i sidste sætning, hvor ”tag og læs” får en ny betydning, når deres synonymer bruges, men de har samtidig en poetisk, semantisk retfærdig, hvor vi må stjæle fra litteraturen for at lære. Samtidig ved Søndergaard godt, at hans litteratur ikke er nem, og igen, hvem har sagt at poesien skal være netop det:

”Jeg går og hedder Ahasverus, den evige jøde, mosgroet omvandrende, hvordan skal denne tekst overhovedet læses? Undskyld, at den ikke danner et behageligt prosatæppe, du kan varme dig i, nu hvor det er blevet koldt udenfor, jeg har ikke forstand på sætninger, kun på det kit imellem, der holder dem sammen.”

Søndergaard ved, at vi leder efter meningen i hans poesi, og den er der bare ikke altid; nogle gange skal vi blot hengive os til poesiens billeder og klang, som når vi beskuer abstrakte malerier eller lytter til musik. Allermest holder jeg af dette tekststykke, som peger direkte hen mod Morten Søndergaards næste værk, og netop dykker ned i sprogets mindste dele, samtidig med at det rækker ud over den almene bogværksforståelse:

”Det starter og slutter i det konkrete, fysikerne fortæller, at de ikke kan finde det sted, hvor materien slutter, og rummet begynder. Ordene og tingene har det på samme måde: Når man bevæger sig ned i ordene, møder man mindstedele, der bliver til ting. Til sidst når man tingenes bagside, og når man kommer igennem dem, tingene, møder man mere og mere sprog.”

Morten Søndergaards Ordapotek.
Morten Søndergaards Ordapotek.

”Undgå om muligt dobbeltadjektiver”
Morten Søndergaards Ordapotek (2010) tager Processen og det halve kongerige på ordet og ”bevæger sig ned i ordene” og møder ”mindstedele”. Som værk er Ordapotek, hvad det siger, det er: Et apotek med ord. Det er et formeksperiment. Fysisk er det en række medicinæsker bestående af grammatik, hvor du blandt andet kan blive medicineret med verber og substantiver. Søndergaard har rejst rundt med dette værk og doceret sproget ved diverse oplæsningsarrangementer. For blot at fremhæve en af disse æsker eller værker, så har jeg fundet en særlig kærlighed for ”Adjektiver”, der består af 186 stk. På æskens forside står der:

Adjektiv, af latin adjectivum, af adjucere ‘kaste, lægge, føje til”. De er så festlige, men Adjektiver® er stærkt afhængige af de kvaliteter, som tingene allerede har. Det er derfor, de er så uselvstændige./Adjektiver® trækker egenskaber frem i ting. Brug gummihandsker, hvis du ofte anvender mange adjektiver. Adjektiver® må ikke komme i øjnene.

Og på bagsiden får vi doseringen:

Et Adjektiv® pr. Substantiv®. Undgå om muligt dobbeltadjektiver, for de forstærker ikke virkningen, men svækker den. Du må kun bruge Adjektiver® til børn under 2 år med forældrenes samtykke.

Adjektiver® nuancerer de Substantiver®, som de hæger sig fast i eller som de henter anden næring af eller suger blod fra. Adjektiver® ville gerne være andre ord. Men på den anden side : Hvem vil ikke gerne være en anden? Det er helt normalt.

En æske adjektiver med tilhørende indlægsseddel.
En æske adjektiver med tilhørende indlægsseddel.


*Ordapotek*’et er ikke blot et farmaceutisk præparat for den poesilidende, men også et lyrisk præstationsmiddel, hvor æskerne kan hjælpe dig på vej i sproget og poesien. Og inde i æskerne finder du yderligere vejledning i indlægssedlen, som det er vigtigt at følge:

For at opnå det bedste resultat ved anvendelse af Adjektiver® skal du omhyggeligt følge alle anvisninger. Vær ikke bange. Det er vigtigt og nødvendigt. Absolut.

  • Gem denne helt utroligt vigtige indlægsseddel.
  • Slå op i en god ordbog, hvis du vil vide mere. Helt vildt meget mere.
  • Kontakt en digter, hvis du får det meget dårligere, end du har det nu. Eller hvis du ikke får det bedre.
  • Tal med en af dine gode venner, hvis du ikke får det bedre, eller hvis du får bivirkninger, som ikke er beskrevet her. Hvis du altså har nogen venner.
  • Hvis du føler dig ensom, forladt, mørk og stille, er kriseramt, eller hvis du går med selvmordstanker, så konsultér en synonymordbog.

Skønt Ordapotek på alle måder er et formeksperiment, så indrammer det essensen af Morten Søndergaards poesi og poetologi, der konstant vil vise ord og tingene i verden samt tingene i sig selv; her også tingene i sprogets mest grammatiske grundbetydning. Derfor kommer Ordapotek også til at tegne rammerne for Søndergaards næste digtsamling Fordele og ulemper ved at udvikle vinger (2013), som består af ti dele, der forholder sig til en række ordklasser; for eksempel substantiver, verber, adverbier, præpositioner etc. Allerede i første digt ”Tærskel” peges der på substantiverne med Platon-citatet: ”Jamen der har vi jo Phaidros. Hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?” Der peges på bevægelserne i verden, på navnene og stederne:

På barndomstærsklen spørger man: “Hvor begynder
verden?” Overalt. Man balancerer
på usynlige grænser, på et skilt står der “Hjallese”.
På den anden side er “Hjallese” streget ud. Man bliver
en anden. Hvordan er det muligt? Man lærer at flyve.

Vi bevæger os i verden, og vi skal lære at bevæge os og finde nye måder at bevæge os på, som for eksempel at flyve. I retningen hen mod tingene lærer vi om tingene i verden, deres navne, funktioner, betydninger, men det er samtidig omskifteligt:

”Hvert sprog har ord/for blomst og træ.//Alt har en retning/men der er ingen vej.”

Med Fordele og ulemper ved at udvikle vinger nærmer vi os igen poesien fra Bier dør sovende, hvor abstrakte billeder fletter sig sammen med naturen, kærligheden, menneskelige relationer, kultur og så videre. Men i højere grad får det metapoetiske også lov til at fylde, for at lade os vide, at poesien også har en retning i sig, i det evige encyklopædiske projekt, der føles som at holde havet tilbage med en kost:

Det sidste digt
vil aldrig
blive skrevet
for hver gang
nogen har skrevet det
kommer de i tvivl
om det nu alligevel
er det sidste.
Det sidste digt
er nogle
forblæste ord
på en plet jord
mellem totter af græs
og mennesker
der begynder
at skrive digte.

”mortner/søndergår”
Der skal alligevel gå tre år fra Fordele og ulemper til den næste digtsamling Døden er en del af mit navn. Her vender Morten Søndergaard tilbage til den mere direkte fortællende stil fra Processen og det halve kongerige, hvor vi igen vender tilbage til barndommen, Italien og sproget. På smudsomslaget er der tegnet en krøllet sort streg, som er en suture-linje; de streger, der løber hen over menneskets kranie. Dette er en subtil henvisning til to andre Søndergaard-værker, der udkom nogenlunde samtidig med Døden er en del af mit navn: vinyludgivelsen The Sound of my Room og værket Suture.

Morten Søndergaard har besøgt katakomberne i Paris og her fotograferet og aftegnet suture-linjer fra godt hundrede kranier. Inspirationen kommer fra Rilkes essay Urlyd, som er en fantaseren over, om det er muligt at afspille denne suture-linje på en grammofon-nål og derved høre menneskets urlyd. Døden er en del af mit navn kan ses som et kranie, der afspilles, eller rettere aflæses, og giver os Søndergaards urlyd gennem refleksioner over død og erindringsbilleder fra digter-jeg’ets barndom. Første del af bogen hedder også ”Min fars hjerne”. Ligeledes kalder Søndergaard samlet værket for ”Digt” og ikke ”Digte”. Dette kan måske ses som en hentydning til, at samlingen er et hele, én lang afspilning af en suture-linje, selvom bogen er opdelt i seks dele med adskilte digte. Som digter-jeg’et, med en klassisk søndergaardsk leg med sproget, opfordrer til: ”Kom. Lad os gå en sutur i katakomberne”. I Et skridt i den rigtige retning var det en ”tastatur”.

Titlen, Døden er en del af mit navn, henviser til digterens fornavn, som giver associationer til det latinske ord mortem, som betyder død. Det mødte vi også i Processen og det halve kongerige, hvor digtet ”Må sort dreng dø ren?” som nævnt er en genskrivning af et tidligere digt og digtsamling. Som i de tidligere samlinger peger Søndergaard ud mod verden, hvor der igen reflekteres ind i de inderste kroge af vores sind og vores forståelse af verden gennem sproget og dets grammatiske og syntaktiske begrænsninger. Suture-linjen viser Søndergaards fascination og undersøgelse af forholdet mellem krop og sprog.

På samme møde undersøger han distinktionen mellem identitet og ord, for eksempel i digtet ”Bøjningsformer”, hvor navnet ”Morten Søndergaard” bøjes i infinitiv, imperativ, præsens, præteritum, etc. Imens maltrakterer grammatikken digterens navn i forskellige betydninger, her igen omkring døden:

imperativ/mort/syd//præsens/mortner/søndergår//præteritum/myrdnede/søndergik”.

Søndergaard er nok disponeret for denne nysgerrighed for sit navn, gennem sin far, navneforskeren Georg Søndergaard.

Denne leg med sproget og grammatikken er, som det efterhånden er blevet tydeligt, kendetegnende for Søndergaards poesi og udfordrer forholdet mellem ords meninger og betydninger i en sprogfilosofisk leg, som netop er dér, hvor poesien kan presse sproget til det yderste. Det er især i delen ”Første gang, anden gang”, hvor digtet ”Bøjningsformer” også indgår, at syntaks og grammatik udfordres i en række konkretistiske digte i traditionen fra digtere som Vagn Steen, Hans-Jørgen Nielsen og Johannes L. Madsen.

I delen ”Jeg vil ingenting have af dig” er digtene noget kortere end samlingens yderligere tekster, og dette skaber nogle små fine fragmenter, hvor betydningstætheden er særlig stærk, men hvor billedet er knivskarpt og ofte ubehageligt smukt:

”På vej hjem/ser jeg en gravid kat/kørt over af en traktor –//Killingerne ligger i/den åbne mavesæk/i en krans, som om/de dier døden.”

Døden er en del af mit navn har en fortællende tone som i Processen og det halve kongerige samt Et skridt i den rigtige retning. Særligt afsnittene ”Min fars hjerne” og ”Samarkand” er mere direkte i deres sprog og billeder. ”Samarkand”, der som tidligere nævnt trækker tråde til Borges, handler om digter-jeg’ets sammenstød med Døden i den usbekiske by Samarkand: ”Hør/Døden taler i søvne/måske drømmer den/om os?” Og: ”Døden leger Diaspora og leger/at inde i ordet Diaspora findes/ordet Paradiso.” Med referencer til den persiske filosof og poet Omar Khayyám og astronomen Ulugh Beg, samt personificeringen af døden, opstår der for alvor reminiscenser til Borges’ og Kafkas magiske realisme.

”et sted i sprogets levende labyrint”
Året efter Døden er en del af mit navn udkommer har Morten Søndergaard gang i et nyt formeksperiment i form af marmor-fliser, med sætninger der starter med ”hvis”. Værket hedder Ukend dig selv (2017) og sætningerne er udkommet i en samling, der kan fungere som en art oneliner-digte. Der skal ikke dykkes mere ned i dette værk i denne introduktion til Søndergaard end ved blot at opridse en række af disse digte:

hvis du kan erstattes af en anden

hvis spørgsmålstegnet er et lille øre

hvis du vidste hvor vildt din angst kan vokse

hvis du vidste hvor tiden standser

hvis ingenting virkelig skete

hvis jorden skælver under dig

hvis solsortens kaskade er knust glas

hvis du har tillid til gulvet

Med Journal 2019 (2019) går Morten Søndergaard i en helt ny retning, hvor han bliver mere dokumentarisk i sin poesi, i en samling der også suppleres af fotografier. Det er en ny måde at pege mere direkte på tingene i verden. I forordet til samlingen forklarer Søndergaard, at han for ti år siden stødte på et nedlagt psykiatrisk hospital i Volterra i Italien, som er der, han skriver og fotograferer fra, samt fra hans hus på et bjerg. Igen danner sproget og bogen rammerne for samlingen:

”Lige siden jeg første gang kravlede over hegnet ind til de forladte bygninger, har stedet øvet en stærk tiltrækning på mig. Bygningerne fremstår i dag som en ruin, men når man går ad parkernes forgrenede gange, pibler det frem med historier og spor af tid. At gå rundt på hospitalet er at færdes i ruinerne af et sprog. Et forladt sprog. Og det er at opdage historien om en af stedets beboere, Fernando Oreste Nannetti, som skrev en halvfjerds meter lang bog af sten på hospitalets mure. […] Disse smukke og grusomme rum gemmer på formuleringer og stumper af sætninger fra en historie, jeg kender, men som er skrevet på et sprog, jeg ikke behersker. Journal er et forsøg på at lære det sprog at kende.”

Modsat de tidligere samlinger er sproget meget mere direkte, digtene længere, og der er skruet gevaldigt ned for abstraktionsniveauet og ”hverdagssurrealismen”. Tag for eksempel dette billede fra digtet ”Nattergalens sang”:

En hind springer
ind over hegnet til asylet, og der falder
sne i bjergene. Sneen falder på trapperne og på stierne i parken,
den falder ned gennem det sammenstyrtede tag,
den falder over det psykiatriske hospital i Volterra.

Det nedlagte psykiatriske hospital i Volterra.
Det nedlagte psykiatriske hospital i Volterra.

Morten Søndergaards pegen på tingene i verden er blevet mere direkte, og der lægges i mindre grad op til, at vi skal forstå tingene i sig selv. I stedet skal vi mærke og forstå tingenes bevægelser og funktioner, de associationsstrømme, som de vækker hos digter-jeget. Men Søndergaard slipper ikke helt det metapoetiske:

Man ved ikke, hvad man vil skrive, før man har skrevet.
Sommetider lægger jeg en hånd på en sætning
og følger den dagen igennem som et gelænder.
Se: Dørene går op. Jeg kan gå lige ind.
Jeg har mine ruinbriller på, jeg kan
ikke få dem af.

Skriveprocessen er fremadskridende som gangen. Morten Søndergaard lader sig lede af sine sætninger, af sproget, der fører ham nye steder hen, samtidig med at han bevæger sig rundt i det psykiatriske hospital i Volterra. Murstenene i ruinen bliver en bog, der åbner sig op i erindringen, når genstande antænder nye associationsrækker, som skal tøjles af sproget:

Lys falder ind
gennem sprække i parcelhus. Odense. Saturn. Ydre Mælkevej. Jeg prøver
at finde ud af sproget, men jeg er bange og holdes fast
i universets uendelighedsvinkel.
Sætningsgange forbinder sig til sætningsgange
et sted i sprogets levende labyrint.

Digte er et træ
Samme år som det sidste værk vi skal beskæftige os med i denne introduktion, Forsøg på at aflytte et sted i Paris (2020), udkom, udgav Morten Søndergaard også kærlighedsdigtsamlingen Intet er nok. Den indeholder kærlighedsdigte gendigtet over Højsangen fra Det Gamle Testamente og er blevet til på anbefaling af sanger Marie Koldkjær Højlund, som også har performet digtene til musik. Selvom samlingen ikke skal behandles mere i denne introduktion, skal du, kære læser, da ikke snydes for en enkelt sang:

”Kærligheden/Er det/Eneste ord/Der findes/På vores sprog”.

Mens Forsøg på at aflytte et sted i Paris næsten ikke kan komme længere væk fra Intet er nok, så eksperimenterer den nuværende samling videre fra Journal 2019, hvor der dokumenteres og denne gang endnu mere direkte end i Journal 2019. Forsøg på at aflytte et sted i Paris er inspireret af den franske digter Georges Perecs (1936-1982) Forsøg på at udtømme et sted i Paris (1975), hvor Perec over tre dage fra den 18. til 20. oktober 1974 sad på Place Saint-Sulpice i Paris for at nedskrive alt, hvad han observerede.

Morten Søndergaard placerer sig samme sted, men frem for at bruge synet vil han bruge høresansen og aflytte stedet. Søndergaard vil på én gang genopdage Perecs Paris, men i 2020 og med lyde. I sit forord skriver han, at mens han redigerer sine optagelser fra Paris, er det blot to måneder siden, corona-pandemien brød ud og lukkede verden ned. Det er også en dokumentation af tiden i tre dage i februar i Paris lige inden verden forandrede sig oven på corona-krisen. Samtidig er den et forsøg på at holde fast i noget:

”Jeg genkender selv trangen til at holde alting fast, til at optage og beholde. Kunne jeg eje en total optagelse af mit liv i form af en komplet video- og lydoptagelse, ville jeg være lykkelig. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville bruge det til noget, men tanken om dette hypotetiske arkiv er besættende.”

Det er interessant at dykke ned i Forsøg på at aflytte et sted i Paris og sanse byen gennem lyde skrevet ned på papir. Det kræver af Søndergaard, at han ikke blot kan benævne alle lyde, men er nødt til at skabe billeder for at gengive de mere abstrakte lyde, der ikke har et specifikt navn:

En ambulance, langt væk, lyden nærmer sig.
Skridt af blødt fodtøj mod asfalt, en hund bjæffer.
En bus standser, går i tomgang, hydraulisk udstødningshvæs.
Pladsen er et volumen. Pladsen er et enormt øre. Paris som ansigt? Paris som hjerne!
Skal jeg nedskrive mine associationer? Ja, det vil jeg gøre. Alt det som høres med det indre øre: er tænkning en form for aflytning af en indre stemme?

Vi tages med ind i digter-jegets overvejelser over, hvordan det kan lade sig gøre at beskrive lyde: ”To dyt fra en hvid personbil. Bør jeg notere farver i forbindelse med lyd, lyserød støj?” Kan lyde have farver? Musik kan, så hvorfor ikke lyde. Dette udforsker Søndergaard. Kan lyde oversættes? Skifter de meninger og betydninger?

På hvilken måde er sproget overhovedet i stand til at gengive lyd? Hunde siger ouah-ouah på fransk, men vov vov på dansk.

Og sådan er det hele vejen igennem.

Opfatter en franskmand lyden af en hund på en fransk måde?

Aflyttes verden gennem sproget?

Klak. Klak.

Klaxon.

Skaber ordene det de benævner?

Morten Søndergaards digtervirke er mangfoldigt og mangeartet. Der eksperimenteres både med form, sprogbilleder, betydningsforskydninger, poetikker og platforme. Der er noget legende over Søndergaards tilgang til poesien, kunsten og sproget. En fællesnævner for det hele er den aristoteliske pegen ud mod tingene i verden, der skal observeres og perciperes gennem sproget. Så lad denne introduktion slutte med denne refleksion og dette smukke billede fra poetikken ”Kort over tiden”:

”Digte er flænger i tiden, i sekundernes gaze. De er verden set gennem en flænge i tiden. Som træer på en mark. Umotiverede, bevidstløse, blinde. De er hvad de er. De mener ikke noget med deres former, deres grenværk og rødder. De står bare der.

Digte er et træ.

Digte er et landskab og samtidig et kort over dette landskab.”

***

Det var tredje og sidste artikel i serien, der til sammen giver en grundig indføring i Morten Søndergaards fascinerende, gribende og hjernevridende poesi. De to første artiklerkan læses her: ”Digte er ikke brugsgenstande” og her: ”dette hav af ord”.

Del: