Redaktøren ser tilbage på læseåret 2021. Foto: simpleinsomnia / Flickr (CC BY 2.0)
Redaktøren ser tilbage på læseåret 2021. Foto: simpleinsomnia / Flickr (CC BY 2.0)
Lasse Juhl Nielsen |

Et uafrysteligt læseår

Det har taget sin tid, men nu er den her: Redaktøren kigger tilbage på læseåret 2021 og fremhæver en række af årets store læseoplevelser.

2021 var et godt læseår. Jeg fik læst gammelt såvel som nyt. Jeg fik krydset nogle titler af, som har stået længe på min liste. Og så mødte jeg en række debutanter; de gav mig nogle store læseoplevelser, og jeg er ganske sikker på, at der kommer mange flere gode bøger fra deres hånd i fremtiden.

Jeg har forsøgt at samle en liste med ti af de læseoplevelser, der har gjort størst indtryk på mig i løbet af året. I vilkårlig rækkefølge. Der har naturligvis været flere end de her nævnte, og jeg kan ikke sætte helt specifikke kriterier på, hvorfor det netop er disse ti, der er med på listen. Der har været mange flere store oplevelser. Men de her har sat sig i mig på en særlig måde.

»Rosarium« af Charlotte Weitze
Jeg havde ikke det store kendskab til Weitze før jeg dykkede ned i »Rosarium«, og jeg var på ingen måde forberedt på, hvad der mødte mig. Jeg havde læst om bogen og vidste lidt om, hvad der var på spil. Men jeg blev totalt overrumplet over kompromisløsheden, vildskaben og dén mystiske stemningen, der gennemsyrer roman. Det er en virkelig underlig bog, men den er så velskrevet, at det er okay. Og dét er overvældende.

»Sfinx« af Daniel Dalgaard
Daniel Dalgaard har udgivet to anmelderroste digtsamlinger inden han i 2021 romandebuterede med »Sfinx«. Og man må sige at digterens pen ligger ganske sikkert i hans hånd. »Sfinx« er en helstøbt og poetisk roman med et medrivende plot, der strækker sig over generationer. En velskrevet og gedigen fortælling.

»Ungeenheden« af Fine Gråbøl
Jeg læste Fine Gråbøls stille-stærke debut i forbindelse med en Q&A her på Journal. Så heldig var jeg. At læse en bemærkelsesværdig debut, og så få anledning til at gå direkte til forfatteren med en række af de spørgsmål læsningen vakte. Det er et privilegie. Bogen er en poetisk beskrivelse af en meget barsk virkelighed. Omsorgsfuld og kritisk på én gang. En roman som mestrer balancegangen at beskrive det benhårde liv på et psykiatrisk bosted uden at det bliver lykkelig helbredelse eller ren dyster undergang.

»Alt dette kunne du få« af Josefine klougart
Smuk roman om levet liv. Klougart skriver bare helt vildt godt. En historie som med andres ord måske ikke ville være opsigtsvækkende bliver vedkommende og medrivende. Det er ren sproglig tiltrækning. Uden sammenligning i øvrigt minder det om den følelse jeg sidder med, når jeg læser Knausgård. Den er så sprogligt stærk, smuk og formfuldendt, at den bliver uendeligt relevant og rørende.

»Skydække« af Andrea Abreu
Endnu en debutant. Denne gang en kanarisk en af slagsen. Andrea Abreu har skrevet en lille vild roman, der kom totalt bag på mig. Jeg læste den, fordi jeg var nysgerrig, men blev blæst fuldstændig bagover. Af den fandenivoldske sproglige kompromisløshed. Af noget nyskabende, som jeg ikke rigtigt kan sætte en finger på. Af et helt anderledes billede af Tenerife, som vi ellers kun kender fra postkort og all inclusive. Det er en kort roman, der er hurtigt læst men bliver siddende sitrende i kroppen.

»Nat i Caracas« af Karina Sainz Borgo
Forfatteren (og journalisten) insisterer på, at denne bog er fiktion. Ikke desto mindre skitserer den på medrivende og voldsom vis en flugt fra et land ramt af revolution og undergang. Den beskriver de sidste dage i Venezuelas hovedstad før en flugt over hals og hoved til Spanien, hvor den venezuelanske journalist og forfatter selv bor i dag. Den er barsk, rystende og uforglemmelig.

»Andre hunde« af Rasmus Theisen
Endnu en debutant! Jeg ved ikke om det har været et særligt godt debutant-år, eller om jeg bare tilfældigvis har fået læst flere debutanter end jeg plejer. I hvert fald kan jeg konstatere, at der er dukket en lang række unge forfattere op i det litterære landskab, der har ramt mig godt og grundigt. Og det gælder ikke mindst Rasmus Theisen med sin ‘arktiske thriller, stener-roman, arbejderroman og/eller hunde-krimi’(!). Den er bare yderst godt skruet sammen, overordentligt velskrevet og har en hel masse på hjerte.

»Vi kan gøre meget« af Caspar Eric
Caspar Eric har udgivet to digtsamlinger under coronapandemien. Den første, »Jeg vil ikke tilbage«, handler helt konkret om livet under lockdown, mens den anden, »Vi kan gøre meget«, handler om livet som yngre mand i København i 2021. Pandemien er en uundgåelig del af det, men er ikke altomsluttende. »Vi kan gøre meget« byder på små fortættede glimt. Velskrevne, præcise, eftertænksomme og stemningsmættede øjebliksbilleder.

»Kentuki« af ​​Samanta Schweblin
»Kentuki« er sci-fi, men det er skræmmende tæt på vores moderne virkelighed. Det en speciel følelse, som jeg ikke møder så tit, at læse noget, der på en gang virker som science-fiktiv dystopi og som noget, der kunne blive til virkelighed lige om hjørnet – eller måske allerede er det et eller andet sted i verden. Litteraturhistorien er rig på romaner, som vi kan pege på mange år efter udgivelsen og sige ‘det der, det sker nu’ eller ‘nutidens virkelighed er vildere end den litterære fortid’. Men at man sidder med en just udkommet roman mellem hænderne og både tænker ‘det her er sci-fi’ og ‘det her kunne godt ske nu’. Det er specielt, og derfor er »Kentuki« blevet hængende hos mig.

»Du skulle være gået« af Daniel Kehlmann
Bogen er ikke ny, den udkom i 2018, men jeg har ikke fået den læst før. Jeg læste den i forbindelse med en artikel jeg skrev, med titlen »Bøger & bajere«, hvor missionen var at parre bøger med et udvalg af særlige øl fra Mikkeller. En del af den karakteristik, jeg i sin tid gav af bogen, lød sådan her: “Daniel Kehlmann skriver med nærmest kirurgisk præcision om et parforhold, der falder fra hinanden. Romanens jeg-fortæller er manuskriptforfatter, og bogens handling er på den ene side beskrevet ganske nøgternt og på den anden er man i tvivl om, hvornår det er romanen og hvornår det er forfatterens notesbog man læser i. Desuden ligger der nogle mareridtsagtige spor underneden og gør det glimtvis til en nervepirrende gyser.” Det er med andre ord en læseoplevelse, der er designet til ikke at være til at ryste af sig.

Det var ti af de romaner, der har taget ophold i mig i løbet af 2021. Der har været mange flere, og det stopper naturligvis aldrig. Læseåret 2022 er godt i gang, og i skrivende stund er blandt andet »Bleg ild« og »Mit hjerte er en automat« ved at bide sig godt og grundigt fast.

Det er læserens lod, at lade sig udfordre, ryste, provokere, røre og stryge både mod og med hårene. Det er hårdt arbejde, men nogen skal jo gøre det.

God læselyst.

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller