Sindets digter

Digteren i den moderne verden
Charles Baudelaires høje status i litteraturhistorien kobles ofte til serien af digte i “Parisiske billeder”, for det er i denne sektion af»Helvedsblomsterne«, at han skaber noget, der ikke var set i litteraturen førhen. Han regnes som dén digter, der for alvor vrister litteraturen fri af romantikkens mere sentimentale længsler og drømmerier. I stedet annoncerer Baudelaire, at det moderne er et vilkår i tilværelsen, vi befinder os nemlig midt i 1800-tallets Paris, hvor byen og samfundet undergår drastiske forandringer. I Baudelaires levetid bliver Paris omlagt fra at være en snirklet middelalderby til en moderne storby med brede boulevarder og nyskabende arkitektur takket være Baron Haussmanns omfattende byggeprojekter. Det ændrer ikke kun byens udseende, men også de erfaringer man gør sig, når man færdes i den. 

Du kan læse denne bog på Bookmate

Læs

Baudelaire sætter sig for at beskrive den kaotiske oplevelse det ofte er at bevæge sig rundt i en storby, der er præget af byggerod og af konstante sammenstød mellem forskellige mennesketyper. Vi er milevidt fra det romantiske digterideal, hvor man ganske enkelt kan placere sig et sted i naturen og i dyb refleksion hidkalde den poetiske muse, der forklarer én hvordan verden hænger sammen. Nej, i Baudelaires virkelighed er digteren en perifer skikkelse, der må vandre rundt og beskrive alt det smudsige og fordærvelige - men også fascinerende og smukke - ved den moderne verden. 

I digtet “Solen” forklarer Baudelaire den nye digterrolle, der minder om den måde solens stråler rammer og oplyser alt i byen - både det skønne og det hæslige.

Når, ligesom en digter, ned i byerne han [solen] stiger,
Forvandler han skarnet til de rene poesier,
Og skrider som en konge, uden hofmænd og trofæer,
Gennem alle fattighuse og alle palæer.

De nye ved Baudelaire, og det der markerer hans litteraturhistoriske status, er som regel forbundet med dette nye blik på verden, et blik der har en romantisk impuls efter at ophøje erfaringerne til noget poetisk (’rene poesier’), men som samtidig er præget af den barske virkelighed, nemlig alle de urene følelser og det reelle snavs (’skarnet’) der flyder overalt på gader og stræder. I Baudelaires digte møder vi alle de skikkelser der, ligesom digteren selv, er blevet udskud i det nye bysamfund. Alle dem i eksistensens randzone: forbrydere, tiggere, drankere, blinde oldinge og - især - de prostituerede. Dette sammenstød kan man kalde for en særlig modernitetserfaring. Det moderne individ går rundt med længslerne efter noget oprindeligt og rent poetisk, men verden er affortryllet og fremstår som et miserabelt sted at opholde sig. 

Alligevel er det i denne sektion, at nogle af de mest fascinerende digte opstår. Her indfanger Baudelaire det ideelle i at være underlagt storbyens hastighed og konstante bevægelsesmønstre. Digtet “Til en kvinde, der gik forbi” beskriver på én gang længslen efter menneskelig kontakt og kærlighed, og mængden af mennesker, der gør øjeblikkene umulige at fastholde:

I trafikkens inferno og larmende strøm.
Lang, slank og sørgmodig en kvinde gik forbi
I ensom majestæt. Ganske uden profani,
Med øvet hånd, hun løftede feston og kjolesøm.

Et statueben, så smidigt, generøst.
Jeg, galning, jeg drak utålmodig og svimmel
Af hendes øjnes mørknende, uvejrstunge himmel
Den fortryllende blidhed og dræbende lyst.

Et lynglimt…derpå natten! – Det flygtige blik,
Som har vakt mig, o skønhed! Skal jeg ikke se
Dig atter før engang i den evige trafik?

Et andet sted, langt borte! for sent! aldrig måske!?
For ingen af os véd, hvorhen den anden forsvandt;
Jeg kunne have elsket dig; du vidste, det var sandt!

’Det flygtige blik’, som digteren deler med den forbipasserende kvinde, bliver på en måde Baudelaires idealtilstand i denne del af digtsamlingen. Det er en særlig mental indstilling, der kun lader sig udfolde i storbyen, hvor man kan tillade sig en vis anonymitet. Digteren er en flaneur, der glider med i mængden, interesseløst, og kaster blikke på høj og lav, og på sin vis er der noget berusende ved den kavalkade af indtryk storbyen producerer i digterens sind.

Men ligesom i “Spleen og ideal” (som beskrevet i del 1 af denne artikelserie) begynder strategien at vise sin svaghed, for livsleden sniger sig igen ind på digteren. Fra det euforiske til det mistrøstige er der ikke langt. I digtet “Parisisk drøm” udfoldes hvad det er digteren i sin fantasi kan gøre med storbyen; han kan genfortrylle den og gøre den mytologisk:

Et Babel af trapper, arkader,
Et grænseløst sceneri
Af vandbassiner, kaskader,
Med blege guldstriber i;

Tunge vandfald, der bruste
Som tæpper af klart krystal
Og blændende sig knuste
Mod mure af metal.

Alt dette opstår i drømmen om Paris, men i digtets sidste strofer affortrylles byen igen og markerer at digteren har begrænset magt:

Da jeg af min flammende hvile
Atter slår øjnene op,
Jeg føler forbandelsens pile
Gennembore min krop;

Tolv dystre slag annoncerer,
At hverdagen stadig er til,
At gråheden eksisterer
Og verden er blottet for stil.

De ’tolv dystre slag’ markerer tidens gang, og det er slemt nok i sig selv, men i sidste linje beskriver Baudelaire, det der virkelig ødelægger digterens drøm: en verden blottet for stil. I en dekadent livsindstilling handler det om åbent at konfrontere døden og tidens gang, men man må gøre det avec style. Udover at være digter er Baudelaire nemlig også kendt for at være en af de første til at beskrive fænomenet mode, som netop får lov at udfolde sig i den moderne storby. ”Momentets kunst” kalder han det i essaysamlingen Det moderne livs maler. Mode er nært forbundet med det nye, der sker i kunsten og litteraturen i denne periode midt i 1800-tallet, for moden repræsenterer i sin essens den hastighed, hvormed livet udvikler sig. [Se i øvrigt Christina Faaborgs artikel om litteratur og mode her på Bookmate]

Moden er omskiftelig og flygtig i sin natur. Netop derfor er digteren i den moderne verden optaget af mode, for den passer til den stræben efter et nyt ideal; et ideal der tillader ham at se bort fra alt det hæslige i verden. I artikelsamlingen Det moderne livs maler skriver Baudelaire:

”Moden må altså betragtes som symptom på den sans for det ideale, der overlever i menneskets hjerne hen over alt det grove, jordiske og urene, som det naturlige liv ophober i den; moden er naturens sublime gendigtning, eller rettere et permanent og stadig vekslende forsøg på at reformere naturen.” (Det moderne livs maler)

Det er således ikke usædvanligt at støde på en enorm stilbevidsthed, når digteren vandrer rundt i Paris’ gader. Det er i observationen af små detaljer, at den omstrejfende poet indfanger kvintessensen af modens flygtighed, som i det førnævnte digt “Til en kvinde der gik forbi”, hvor vi hører hvordan kvinden ”Med øvet hånd, […] løftede feston og kjolesøm”. Moden er karakteriseret ved bevægelsen; man skal kunne fange stilen og snittet på farten uden at dvæle for længe ved de mere subtile udskæringer.

Dandyen
Digteren bevæger sig altså igennem byrummet med vandrende blikke på de forbipasserende, men det er ikke kun for at betragte de andre, det er også for selv at blive set. Ser man billeder af Baudelaire, blandt andet et berømt af Nadar, er det tydeligt at her iscenesættes en særlig stil. Baudelaire manifesterede i sit eget liv dandyismen som ideal - en uhyre selvbevidst fremtoning, der har noget tvetydigt og androgynt over sig, men også noget oprørsk, noget der ikke nemt lader sig passe ind i mængdens lettere konforme tøjstil. For år tilbage kaldte man denne type for den metroseksuelle mand. I Det moderne livs maler skriver Baudelaire følgende om dandyen som type:

”Om disse mænd kaldes de forfinede, de utrolige, de smukke, salonløver, dandyer - lige meget; alle har de samme oprindelse; alle har de det særpræg, som kommer af at være i slægt med protest og revolte; alle er de repræsentanter for det, der er bedst i den menneskelige stolthed, denne trang til at bekæmpe og destruere trivialiteten, som man alt for sjældent møder i dag.”  

Målet er altså at ’bekæmpe og destruere trivialiteten’ og det vi opdager i denne sektion af »Helvedsblomsterne« er, at også moden kan fungere som en strategi til at holde den frygtede livslede fra døren. Det handler om at undgå det konforme og kedelige for enhver pris - om man så må bruge ”to timer på mit toilette”, som Baudelaire skriver i et brev til moren (citeret i Vagn Lyhne Savnets vellyst). For dandyen er der en særlig tilfredsstillelse ved at skille sig ud fra mængden og samtidig bevare en egen, selvoptaget kølighed over for omgivelserne: ”[Dandyismen] er fornøjelsen ved at forbløffe og den hovmodige tilfredsstillelse ved aldrig at lade sig forbløffe.” (Det moderne livs maler). Det er denne strategi Baudelaire realiserer, når han selv er den kølige betragter af alt der færdes i storbyen Paris. Det sjældent digteren egentlig interagerer med omgivelserne. ”Jeg lurer, i det gamle citys krogede gader” står der i digtet “De små, gamle koner”. Og gang på gang er han en voyeur, der helst lader folk og fornemmelser passere forbi. Men selvom dandyen optræder køligt, er det ikke ensbetydende med, at han intet føler, følelserne er bare godt skjult:

”Skønhedspræget hos dandyen beror især på hans stils kulde, som skriver sig fra en urokkelig beslutning om ikke at blive bevæget; man kunne fristes til at sige, at der er en skjult ild, som lader sig ane –som kunne, men som ikke vil, stråle.” (Det moderne livs maler).

Det er digterens eget særlige syn på omgivelserne der er i centrum, og det der udmærker Baudelaire er, at han kan fastholde det flygtige med ord. Med stil kan man nemlig også forstå skrivestil. Det handler helt grundlæggende om en sammensmeltning af form og indhold, som kun den åndeligt overlegne digter formår at realisere. Sådan en digter er Baudelaire, når han i et enkelt digt eller ligefrem en enkelt strofe gør at vi kan ”se de himmelske vidder i al deres glans og nedstige til de dybeste huler,” som Baudelaire-oversætteren Peter Poulsen skriver i sit efterord til digtsamlingen. I “Parisiske billeder” er digtenes essens at de også i sig selv er små hastige glimt i en forbipasserende verden. Det er en verden set igennem dandyens øjne og det er beskrevet, så vi også fornemmer, hvor bevæget denne kølige betragter er, af alt det der er ved at forandres.  

I digtet “Parisisk drøm” vågnede digteren til en verden ”blottet for stil” og i det sidste digt (“Dagning”) i sektionen Parisiske billeder er det som om leden er vendt tilbage med fornyet styrke:

Fra en skorsten hist og pist ser man røgskyer drive.
Nu sover glædespigerne med blytunge øjne,
Åben mund og polypper, stupide, delvis nøgne;
Tiggerskerne, magre, med slappe, kolde bryster,
Puster til kullet og på fingrene, der ryster.
Den stund, da barselskvinder i kulde, smuds og laser
Lider desto mere, mens veerne raser;
Og hanegalet stiger, som en hulken gennem tåge
Halvkvalt i blod og fråde, op fra fjerne ravnekroge;
Og i et hav af dis ligger husene svøbt ind,
Som fluer spræller fangne i et edderkoppespind:
Snart kvæles de af hoste og dør i ensomhed.
Synderne går hjem, udmattede, brudt ned.

Digterens bratte opvågning til den grå hverdag gør det umuligt at fastholde drømmesynerne og troen på, at den moderne verden kan rumme en stil. Og fordi verden er ’blottet for stil’ stopper bevægelsen mod det ideale. Vi er tilbage ved livsleden!

Lyt på Bookmate

Lyt

Chokket som metode
Efter Parisiske billeder følger i »Helvedsblomsterne« tre kortere sektioner, som hver især udgør nye strategier i Baudelaires kamp mod livsleden. Vinen handler om beruselse som strategi, Helvedsblomster handler om begær og perversitet, og i Revolte er det oprøret mod tingenes naturlige tilstand. Der er overordnet i »Helvedsblomsterne« en bevægelse fra ideal til desillusion og så en mærkelig mellemtilstand, der leder videre. Den struktur kan spores i værkets samlede komposition, i de forskellige sektioner, og bliver endda synlig i de enkelte digte. Der er en dobbelthed i digterens bestræbelser: fordi kedsomheden og livsleden hele tiden truer, bliver digteren nødt til at skabe stadigt mere chokerende billeder for at fastholde opmærksomheden. Og dét skaber nogle af litteraturhistoriens mest mindeværdige skandaler og chokeffekter. Den mest berømte finder givetvis sted i de første linjer af digtet med titlen “Et ådsel”:

Vi starter ellers ganske tilforladeligt i første strofe, hvor digteren og ’min skønne’ vandrer en tur ’hin smilende sommerdag’, men straks falder blikket på det ådsel, der beskrives i detaljer resten af digtet.

De husker nok, min skønne, det syn, som vi så
Hin smilende sommerdag:
Blandt småsten og grus et ækelt ådsel lå,
Hvor stien slog sig et slag,

Med benene i vejret, som en kvinde i brunst,
Kogende af giftig sved,
Udbredte det ublu og kynisk sin dunst,
Sin bugs vederstyggelighed.

Og solstråler faldt på det rådnende kød,
Kogte det mørt til benet,
Tilbage, opløst, til Jorden flød
Langt mer end den havde forenet;

De næste seks strofer udfolder i hæslige detaljer, hvordan naturen går sin gang, så man både fornemmer lyde og lugte fra ådslet, der omkredses af spyfluer og ædes af larver. Ét er chokket ved at få så mange detaljer fra denne forrådnelsens skueplads - noget andet er det chok der indtræffer da vi i strofe ti forstår, at digteren har et særligt budskab til sin elskede:

– Og tænk, De skal blive, min kære, en dag
Som denne besmittede pest,
Mine øjnes stjerne, min sol, mit behag,
Min engel, min hjertefest!

Ja, således blir De, o skønhedens dronning,
Når De engang er død,
Og under græsset og blomsternes honning
Rådner i Jordens skød.

På en meget makaber måde får digteren mindet sin elskede om livets forgængelighed og det kan undre hvad formålet egentlig er. Svaret finder vi delvist i digtets sidste strofe, hvor Baudelaire skriver følgende:

Men sig da, o skønne, dernede til ormen,
Som æder Dem med sine kys,
At jeg har bevaret, trods kødets gang, formen,
Essensen af Gud, og mit lys!

Den der har bevaret sit lys og sin essens ’trods kødets gang’ er netop digteren - den der i poetisk form formår at skabe dette sammensatte billede af livets gang og kærlighedens evighed. Der er et element af narcissisme i dette. Det handler ikke om den udkårne, men det handler om hvordan digteren ser sig selv efter døden. Vil han blive husket? Vil hans digtning være så god, at den får evighedens skær? Samtidig er det jo netop den elskede, han foreviger i dette digt - og digtet har overlevet tidens gang, for vi læser det stadig i dag over 150 år efter digterens død. 

På sin helt egen facon er digtet “Et ådsel” således både et kærlighedsdigt og et digt om kunstens transcenderende kraft. Men budskabet er komplekst og lader sig ikke nemt afkode. Hvor Baudelaire er en mester i at skabe chokerende og rammende billeder i starten og midt i digtene, er de sidste linjer ofte holdt i en tvetydig og underligt uforløst tone. Der er ikke den pointerede slutning, der får sindet til at hvile og giver læseren ro og orden i bevidstheden. Ja, det er som om han på den måde tvinger os til at begive os videre iblandt »Helvedsblomsterne«, for at finde nye og mere chokerende svar på hvad der hjælper det moderne menneske i kampen mod kedsomhed og spleen.

Den rastløse læser
Det er sigende at Baudelaire slutter »Helvedsblomsterne« med et langdigt med titlen “Rejsen”, for der synes kun et være ét svar på, hvordan vi besejrer fjenden, den grufulde livslede, der igen og igen stikker hovedet frem: Man må uophørligt være i bevægelse. Rejsen er et storslået digt, som kan læses for sig selv, som en hyldest til det flygtige i livet og dermed også en opfordring til ikke at dvæle ved det, der alligevel er tabt. Programmatisk slutter det med erklæringen om at ”vi i det ukendte møder noget nyt”. Men digtet er også en opsummering af digterens lange rejse igennem »Helvedsblomsterne«, hvor han i de første digte ’fødtes på denne triste jord’ og nu til slut står overfor en sidste og ukendt grænse, nemlig døden. 

Det skelsættende ved »Helvedsblomsterne« er, at Baudelaire formår at fastholde vores opmærksomhed igennem hele rejsen, for han er syntesens mester, der både kan sammenholde vidt forskellige erfaringer i et eneste prægnant billede og samtidig lede os fremad i vores stræben efter mening. Som (sen-)moderne individer kan man sige at vi har et narrativt begær - et begær efter en større, sammenhængende fortælling - fordi meget i vores hverdag er brudstykker af mening. Vi længes efter én, der som Virgil i Dantes Guddommelige Komedie, kan guide os igennem alt det forfærdelige og vise os vejen til paradis. Men Baudelaire er ikke Virgil. Hans metode er nærmere at holde et spejl op og konstant spørge os: hvorfor gribes du af hæsligheden i dette billede? Hvorfor bliver du hængende og stirrer på forrådnelsen i ådslet frem for at vende blikket mod skønheden og det opbyggelige? Svaret skal findes i en egenskab ved menneskesindet. I første artikel citerede jeg Walter Benjamin, der karakteriserede Baudelaires læsere, som nogle der mangler viljestyrke og koncentrationsevne: ”sanselig nydelse er mere efter deres smag” (Benjamin)

Man kan sige at Baudelaires digtning gør sig godt for den senmoderne og rastløse læser, der hungrer efter hurtige, dopaminudløsende oplevelser, for det er bestemt muligt at læse Baudelaire på samme måde, som man scroller igennem Instagram, som billede efter billede fastholder vores begær og nysgerrighed og ofte pirrer vores forargelse. Men modsat sociale medier, der sjældent løfter sløret for hvad det egentlig er vi konfronteres med, når vi fortaber os i billedstrømmens fristelser, så afslører Baudelaire det for os – ubønhørligt! Dét vi møder, når vi springer fra billede til billede – eller video til video – er ikke verdens flimrende mangfoldighed, men derimod vores eget sinds forgæves forsøg på at flygte fra livets meningsløshed og spleen. For Baudelaire er sindets digter. Ganske vist er Paris og den moderne storby et baggrundstæppe, men det virkelige drama udspiller sig ikke på gaderne, men i digterens gnistrende erindringer og tankemylder.

***

Dette var anden artikel i en serie på to om »Helvedsblomsterne« af Charles Baudelaire. Første artikel, “Du er ikke et godt menneske bare fordi du læser digte”, findes her.